Makeup-artist Sara Rostrup om at kæmpe med amning og tro at man kender gamet når man går fra et til to børn. Her er hendes ærlige beretning om starten på moderskabet

Jeg havde termin med min første søn den 16. december og var meget opsat på, at jeg ikke ville gå over tid. Den typiske førstegangsmor som tror, hun kan styre det hele. Vi skulle holde jul med min familie fra Norge, og jeg havde lejet et sommerhus i Nordsjælland, hvor vi alle sammen kunne være, madplanerne var organiseret, og der var lagt i ovnen til den mest idylliske jul.

Troede jeg kunne gå på vandet

 Jeg gik til alverdens behandlinger som zoneterapi og hindeløsning og fødte den 20. december. Fødslen varede 26 timer, og vi var på Rigets barselshotel i de to efterfølgende dage. Det var fint at være der, jeg var dødsmadret og ville bare have en seng. Personalet var søde, men de kiggede mig kun over skulderen en enkelt gang og konkluderede, at min søn suttede fint. Jeg var mega naiv, og troede jeg kunne gå på vandet, men så kom tredjedagen, og der braste hele min verden sammen. Min mælk var ikke løbet til endnu, min søn suttede forkert, og jeg havde svamp på brystvorterne.

Min drøm om den perfekte jul gik i vasken.

Jeg var en zombie juleaften, og dagene i sommerhuset står meget uklart i min hukommelse. Jeg mindes bare, at jeg sad med bryster op under hagen, mens illusionen om at få et barn bristede. I 6 uger græd jeg, hver gang jeg ammede, og først efter jul fik jeg besøg af min sundhedsplejerske. Hun kunne ikke hjælpe mig med sutteteknikken, og jeg kom hurtigt på fornavn med min lokale apotekermand, som jeg købte mig fattig i cremer, pumper, sutter og alverdens remedier hos.

Det er nemt at føle sig forkert som nybagt mor

Jeg fik et chok over efterspillet af fødslen og tænkte: hvorfor er der ingen, der har sagt noget? På afstand så det hele jo set så nemt ud. Jeg døjede med svamp, blærebetændelse og forstoppelse, og jeg var på antibiotika. Min svigermor kom ind på soveværelset en dag, hvor jeg stod nøgen, og hun sagde straks undskyld – men jeg var helt ligeglad, jeg var vendt fuldstændig på vrangen. Der er virkelig meget krop, når man har født, sagde min veninde engang, og lige dér gav den sætning så meget mening.

En rutsjebane af følelser

Jeg savnede, at nogen havde forberedt mig på, hvad der ventede efter fødslen både fysisk og psykisk. Jeg ved godt, at man som gravid – mig selv inklusiv – kan være døv overfor andres gode råd, men hvis det var en del af Sundhedsvæsenets kommunikation, tror jeg, man ville være mere lydhør. Mere fokus på, at det er naturligt at føle sig som en dårlig mor, når amningen ikke spiller. Den forfærdelige magtesløshed, når man ikke kan finde ud af det. Det er jo en ganske normal reaktion, når man er blevet mor, men det føles ikke normalt, for ingen taler om det. Jeg havde gået til fødselsforberedelse og læst, at amning var noget man skulle lære. Men jeg tænkte, hvor svært kan det være? Det kom totalt bag på mig. Det kræver jo så meget ro, mad og zen for at lykkes. For mig var det meget smertefuld, men på en eller anden måde klarede jeg det. Jeg brugte brystskjold, og til sidst lærte min søn Sølve at sutte rigtigt. Antibiotika mod svampen løsnede amme forløbet og efter et par måneders indædt kamp, kørte det endelig. Det var nok kombinationen af min stædighed, Sølve der var så sulten, og at jeg havde masser af mælk, der gjorde at jeg stod det igennem.

Overgangen fra et til to børn

Da jeg blev gravid med min nummer to søn, Finn, havde jeg en hård graviditet med ondt i bækkenet og mindre hvile end første gang. Jeg var ikke bange for at føde og jeg følte mig klar, da terminen nærmede sig. Det var som at have super power, fordi jeg havde gjort det før. Vi tog hjemmefra kl. 00:30 og han var ude 02:15. Det kom bag på mig, at det gik så stærkt. Jeg var forberedt på, at vi skulle hjem kort tid efter, men at pakke nyfødte Finn ind i lagvis af tøj og få ham ned i en autostol, virker i dag så forkert. Vi lå allerede hjemme i sengen kl. 05:30. Det var helt vildt. Jeg er fra Norge, og mine veninder kunne slet ikke forstå, hvad jeg lavede. Deroppe har man minimum tre dage på et barselshotel og meget bedre forhold. Jeg var overbevist om, at det ville køre, fordi jeg havde været igennem det en gang før, men problemerne begyndte med det samme, og Finn kunne ikke sutte ordentligt. Det var svært at være der for min førstefødte, som var vant til at få al opmærksomheden samtidig med, at jeg skulle være der for en lille baby. Jeg var rigtignok andengangs mor, men jeg havde da glemt det hele i løbet af de tre år, der var gået. Hvorfor får man ikke en folder med hjem, når man tager fra hospitalet. Så man bliver mindet om, at man skal være opmærksom på, hvornår bleen skal være sort, og at man skal huske hud mod hud – det lyder måske banalt, men det er jo de bittesmå ting, man glemmer.

Læs også

Et brev til dig selv som nybagt mor

Dårlig start

Amningen kom galt fra start, og Finn suttede huden af mine brystvorter, og jeg fik brystbetændelse på dag 6. Jeg ammede i døgndrift, men Finn faldt i søvn inden han havde tømt brystet, fordi det var så hårdt for ham. Jeg følte mig så utilstrækkelig som mor. Jeg kunne jo ikke give mit barn mad! Min sundhedsplejerske foreslog erstatning, men fordi jeg kunne amme min første, forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke kunne denne gang. Jeg græd de første 3 uger og min mand troede, jeg var ved at blive deprimeret. Finn fik erstatning med en sprøjte, og det var et kæmpe show, hvor jeg først ammede på begge bryster, så pumpede jeg, mens min mand gav Finn erstatningen på sprøjte. Jeg følte mig som en malkeko, der kun sad i sofaen. Finn tog ikke på, som han skulle, og jeg var besat af, at jeg skulle amme ham. Min sundhedsplejerske var meget pædagogisk og sagde, at vi kunne se på alternativer. Efter 3 uger med sprøjten begyndte jeg at acceptere, at jeg kunne give ham erstatningen på flaske, og vi sterilisere flasker og pumpede ud i et væk. Vi skulle flytte ind i vores nye hus, da Finn var 1 måned og sælge vores lejlighed – det var på ingen måder optimalt, med en lille baby.

Byld i brystet

Efter flytningen fik jeg ny sundhedsplejerske. Jeg havde mærket en kugle i brystet, som ikke gik væk og hun sagde jeg bare skulle tage varme bade og massere den. Jeg begyndte at føle mig syg og slatten, og pludselig føltes knuden som en bordtennisbold i brystet. Jeg tog til lægen og hun sendte mig direkte ind på hospitalet. Jeg havde en brystbyld, som kom fra bakterier efter alle de rifter og sår jeg havde på brystvorterne. Den skulle punkteres med en stor kanyle, der stikkes ind i brystet. Jeg fik udleveret det puds, de havde suget fra brystet og skulle gå op til en anden etage og få det undersøgt. Jeg blev sat på penicillinkur, og efter et par dage var bylden kun blevet større.

Tilbage på hospitalet

Tilbage på hospitalet fik jeg lagt dræn i brystet. Da jeg havde lagt mig på briksen og fået lokalbedøvelsen, fortalte lægen mig, at i gamle dage døde man af en brystbyld. Jeg husker tydeligt synet af blod og betændelse, der fløj gennem slangen, og jeg spurgte helt målløs: ’Er alt det der mit?’. Jeg skulle lære at skylle drænet med saltvand, det var dråben, jeg kunne ikke overskue mere. Jeg havde så mange alarmer på min mobil, skylle dræn seks gange i døgnet, tage antibiotika og amme på højfrekvens, fordi Finn skulle op i vægt. Det var så surrealistisk, og Finn var kun halvanden måned. Jeg ville gøre alt for at komme af med flaskerne, og vi hyrede derfor en privat jordemoder, som viste mig den rigtige teknik. Hun tog virkelig fat! Det var som om ti-øren faldt lige dér. Det gav jo mening, hvordan han skulle på brystet, og nu huskede jeg det pludselig fra sidst. Jeg var helt flov. Hvorfor havde min sundhedsplejerske ikke vist mig det? Det handler alt for meget om kurver og skemaer, hvilket også er rigtig fint, men jeg var desperat efter reel ammeteknik og vejledning. Når jeg ser tilbage, ved jeg, at jeg skulle have haft privat ammehjælp fra starten – vi skulle bare have booket hende de første par dage. Hvad kan man ellers stille op, når der er så lidt opbakning fra systemet?

Hvad så nu?

Det er dybt tragisk, at barselsafsnittene lukker en efter en. Især i et land som Danmark, hvor vi betaler så meget i skat. Jeg har ikke ord for det – jeg føler vi som samfund er ligeglade med de børn, der kommer til verden. Det er altafgørende for starten på livet med en lille, at man får den rette hjælp. Der er ikke noget vigtigere end de første dage. Jeg bliver ked af det på vegne af dem, der skal have børn i fremtiden. Det er jo ikke alle, der har råd til de private tilbud. Personligt måtte jeg da også overveje om vi havde råd, med huskøb og flytning. Men det er de bedste penge jeg nogensinde har investeret! Jeg har aldrig været syg og været i kontakt med det offentlige, før efter mine fødsler, og jeg har desværre aldrig følt, at systemet lyttede til mig og kiggede på ammeteknikken. Da jeg havde en byld i brystet, blev jeg kastet rundt i systemet og har siden regnet ud, at jeg var i kontakt med 17 forskellige læger. Jeg har flere veninder, der er endt med at give flaske, end veninder der har ammet, og det er 100% fordi, de ikke får den rette hjælp. Det er en skræmmende udvikling, at amning bliver mere og mere unaturligt. Amning er jo så vigtigt for både mor og barn og kroppen – jeg har virkelig nydt at amme og have den kontakt med mit barn, da det endelig lykkedes.

Sara’s råd

Mit råd til dem, der venter deres andet barn ville være at overveje at sende de store børn et par dage til bedsteforældre eller anden nær familie. Dit barn aner ikke, hvornår lillebror eller søster blev født, og starten med din baby er så vigtig. Nyd at være 3 en stund og få ro på og byg rede derhjemme. Det vil måske føles unaturligt for dig – men det betyder ikke noget for det store barn, det er mest af alt forældrenes eget behov, når de skynder sig hjem for at vise den lille frem. Selvom du har prøvet det før, så er det et helt nyt barn. Jeg troede, jeg ville få en kopi af Sølve, som var den vildeste lille fede Buddha baby, der hele tiden sov. Men jeg fik det stik modsatte.

Tekst Bea fagerholt Foto Liv Winther