Juleferie med børn: 8 kærlige påmindelser
Mens julefreden så småt sænker sig over landet, er det måske et andet billede der tegner sig bag husets fire vægge, hvor højtiden kan bringe store følelser frem. Skal ens barn sige tak for gaven, hvordan tackler vi melt downs, og hvordan sætter vi kærlige grænser for familien? Familierådgiver Maria Anderson sender dig på juleferie med 8 gode råd i hånden
Stemningen i familien er ikke børnenes ansvar
Ansvaret for stemningen i familien, påhviler altid de voksne. Børn mærker altid vores inderside og reagerer hurtigt på den, hvis ikke vi tager ansvar for vores egne følelser. Det kan være, vi løber rundt med verdens længste to-do liste i hovedet over ting, vi skal nå inden juleaften, imens vores krop forsøger at følge med, for at nå det hele. Børn vil meget ofte reagere på et for hurtigt tempo, fordi vores nærvær og mentale tilstedeværelse forsvinder.
Det kan også være, vi får sagt ja til lidt for mange ting i julefredens navn, og glemmer at lytte til vores egne grænser. Det vækker ofte irritation i os, og hvis ikke vi stopper op og lytter til vores behov, ender det måske i et full blown vredesudbrud på vores børn, fordi de (helt naturligt) reagerer på alle mulige besværlige måder, når de mærker en forhastet og negativ stemning i familien. Besværlig adfærd er kommunikation og en invitation til, at se bagom. Fx ved at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan mon mit barn har det indeni og hvad har mit barn brug for lige nu?
Når vi lader stemningen i familien være op til barnet, placerer vi et ansvar hos barnet, det ikke er i stand til at bære. Vi må adskille vores eget følelsesliv fra barnets, tage os af os selv og vores egne følelser og forsøge så godt vi kan at rumme barnets svære følelser, uden at tage dem personligt.
Jul er overstimulerende for nervesystemet og meltdowns en naturlig reaktion på netop dét
Juletiden er ekstra meget af alt muligt. Ekstra meget sukker, ekstra store forventninger, ekstra mange overraskelser, ekstra meget spænding, glæde, skærm, frustrationer – ekstra meget af det hele og ekstra meget af alle slags følelser. Børn fødes uden evnen til at kunne regulere følelser. Evnen til at kunne udholde, rumme og regulere sine følelser modnes over tid med hjælp fra barnets primære, modne voksne.
Efterhånden som barnet vokser, erfarer det verden på en gradvist mere nuanceret og kompleks måde, hvilket bidrager til flere sociale og komplekse følelser. Derfor kan både små og store børn få nedsmeltninger, som i virkeligheden er organismens måde at forsøge at regulere høj stimulans på.
Tårer indeholder kortisol, det menneskelige stresshormon, og kroppen sørger gennem gråden for at udskille ophobede stresshormoner for at komme tilbage til ligevægt eller balance. Du kender det måske selv – hvordan en ordentlig tudetur kan få dit højspændte nervesystem i langt større ro.
Tving ikke barnet til, at sige tak for gaven
Af mange forskellige årsager, kan vi være optagede af, at barnet skal sige tak for gaven. Det kan handle om en lyst til, at have velopdragne børn, om at forsøge at undgå at gøre mormor ked af det, hvis ikke barnet siger tak, om en ydre fokusering på, hvad andre mennesker tænker om barnet og dermed om os som forældre, eller om noget helt andet. Men når vi bliver lidt for fokuserede på, at barnet skal sige tak, har vi en agenda på barnets vegne, og mister blikket for barnets perspektiv og indre liv.
Måske er barnet overvældet over alle gaverne, måske mærker barnet et ydre pres omkring, at skulle sige tak for gaven, hvilket kan resultere i et modpres, så barnet slet ikke vil. Barnet har ikke brug for ydrestyring, men hjælp til gradvist at udvikle evnen til at regulere sin adfærd indefra. Det hjælper vi bedst barnet med, ved ikke at adfærdskorrigere det alt for meget. Barnet har brug for at kunne spejle sig i os som rollemodeller, da det derved gradvist vil internalisere og tilegne sig mange af de måder, vi selv agerer i verden på. Taknemmelighed udvikles derfor i barnet over tid, når vi selv sørger for at udvise taknemmelighed – både overfor barnet og de mennesker, vi omgiver os med.
Det kan for eksempel være ved selv at sige tak til mormor for gaven til dit barn, at sige tak for dine egne gaver (så dit barn måske hører det), at tale med dit barn om taknemmelighed – på alle mulige andre tidspunkter end juleaften, at sige tak til dit barn, når det hjælper dig, og at lade dit barn give gaver til andre mennesker.
Dit barn er et barn og kan derfor ikke forventes at opføre sig, som en voksen
Børn lever i nuet. De er behovsstyrede, har store følelser, reagerer på deres følelser og impulser og finder sig ikke i alt. Vi kan i virkeligheden lære meget af børn, hvis vi forholder os åbent og nysgerrigt til deres måde at være i verden på i stedet for at tage deres store følelser personligt. For det kan ofte ske – for os alle – at vi bliver irriterede på vores børn, når de har svære følelser, fordi vi kommer til at tolke de følelser som et udtryk for, at vi ikke er gode nok forældre. Sådan er det ikke.
Barnet har ganske enkelt bare en følelse, som det endnu har bevaret kontakten til – hvilket er godt, for følelser fungerer som et kompas for, hvad vi vil og ikke vil, hvor vores grænser går, hvad vores behov og længsler er, og hvad vi skal fjerne os fra eller gå hen imod. Og meget ofte har vi forventninger til vores børn, vi endda som voksne har svært ved at leve op til: At være i godt humør det meste af tiden, at have lyst til at smage på al maden, at kunne dele alle sine ting, at give krammere til alle, osv.
Jo større forståelse vi har for, at børn bare er små mennesker, der er i gang med at lære en helt masse om livet, at udvikle evnen til at kunne regulere sine følelser og at mærke sig selv, sine grænser og behov – jo lavere forventninger kan vi have til barnet. Og det er godt. Både for os selv og for barnet.
Vil barnet ikke kramme, så vil barnet ikke kramme og det bør respekteres
Mange af os er opvokset i familier med en kultur omkring, at børnene skal være med til at gøre de voksne glade. De skal helst sige pænt tak for maden. Sige tak for gaven og helst også give et kram når de siger goddag og farvel til både tanter og bedsteforældre. Men forældre må rumme de følelser det måtte afføde, hvis barnet afviser et kram. Barnet har nemlig brug for, at vi lader det mærke efter i sin egen krop, om det har lyst til at kramme eller ej. Eller endda give hånd.
Ofte kan vi voksne komme til at forvente af barnet, at det da sagtens lige kan kramme farmor, for det ville farmor blive så glad for. Men kropsautonomi er vigtigt at lære barnet, hvis det som voksent menneske skal kunne mærke kropslige grænser og sige fra, når de overskrides. Og det starter ved, at vi respekterer barnets kropslige grænser, allerede når det er barn.
Du skylder ingen en forklaring på, hvorfor du vælger og gør, som du gør
Måske er du vokset op i en familiedynamik, hvor et simpelt ‘nej’ ikke var en tilstrækkelig forklaring. Og måske lever familiemønsteret stadig og bruser op i fuldt flor, når I mødes juleaften. Måske har du allerede forklaringer og argumenter klar til de familiemedlemmer, der kommer til at rynke på næsen over måden, du vælger at leve dit liv, eller over de valg, du vælger at træffe.
Særligt i disse corona-tider kan der opstå splid og uenigheder i familier, og her skal du vide, at du aldrig er forpligtet til at argumentere eller forklare dig. Et simpelt og venligt ’nej’, ’jeg ønsker ikke at diskutere det’, ’jeg ser verden på en anderledes måde’ eller ’det er simpelthen bare sådan, jeg har det, og jeg ønsker ikke at forklare det yderligere’ – er fuldt tilstrækkeligt.
Andre menneskers reaktioner på måden, du er forælder, har ikke noget med dig at gøre og er ikke dit ansvar
Forældreskabet kan være et sprængfarligt emne og efterlade en gigantisk elefant i rummet, hvis vi er vant til en familiedynamik, hvor vi ikke kan tale åbent, ærligt, respektfuldt og nysgerrigt med hinanden. Måden, du vælger at være forælder på, kan afføde svære følelser hos familiemedlemmer, der valgte eller vælger at tackle forældreskabet anderledes. Det er ikke en kritik af dem, men et udtryk for personlige valg hos dig selv. Andre menneskers følelser er ikke dit ansvar.
Indtil barnet selv kan sætte sine egne grænser, må du sætte grænserne for det
Børnene kan komme til at blive centrum for juleaften. Familiemedlemmer, der ikke har set barnet længe, har måske lyst til at give barnet en masse kram, et bjerg af gaver, et kilo slik, en kildetur eller at lade den lille nyfødte baby gå på runde.
Barnet lærer at sætte sine grænser ved, at du sætter dine personlige grænser, at du lytter til barnets grænser, og at du hjælper barnet med at sætte grænsen, når du kan mærke, at noget bliver for meget. Det kan være babyen, der er på vej til at blive sendt rundt til fremmede, og mormor der insisterer på at trøste, selvom barnet tydeligt kalder på sin mor. Her må vi reagere på barnets behov. Ikke på mormors.
Tekst Maria Anderson
Din kommentar