Allerede i 6 måneders alderen kan børn se forskel på hudfarver. Men hvordan taler vi med vores børn om hudfarve, kultur og etnicitet? Det giver kultursociolog, underviser og børnebogsforfatter Camilla Paulsen her gode råd til

Da Camillas ældste datter nærmede sig tre år, havde hun i mange år arbejdet med børn og kulturmøder. De to havde været igennem bøgerne om, hvad bondegårdsdyrene hedder og siger, hvad de forskellige madvarer hedder, og nu syntes Camilla, at det var tid til at gå på biblioteket og låne nogle bøger om integration, som kunne vise, at vi allesammen har forskellige kulturer, og at vi alle ser forskellige ud – og det er normalt.

“Men det viste sig, at der ikke fandtes sådan nogle bøger for så små børn. Jeg researchede og fandt frem til forskning, der sagde, at når børn er et halvt år kan de se forskel på hudfarver, og fra de er tre år begynder de at bruge de stereotyper om kultur og hudfarve, de møder, som en magtfaktor til at bestemme, hvem der må være med i deres lege – og hvem der ikke må,” fortæller Camilla Paulsen, der også fandt frem til, at bøger er ligesom et spejl og et vindue. 

Læs også

Fie Hørby – om nutidens opdragelse

“Et spejl, hvor man kan genkende sig selv og opleve, at man er ‘normal’, fordi der er andre ligesom én selv. Et vindue, hvor man kan kigge i og lære om andres liv, andres kulturer og andres verdener.”

Hun syntes, det var problematisk, at der ikke var nogle børnebøger, som handlede om to danske børn med forskellige kulturer, men som er ret ens, som kunne bruges til at tage dialogen med de helt små børn. 

“Derfor gik jeg i gang med at skrive den første børnebog om Nour og Nora. Når jeg er holder oplæg, oplever jeg tit, at folk mangler redskaber til, hvordan man tager samtalen med børn om hudfarve, kultur og etnicitet. Mange er berøringsangste, fordi det ofte er et politisk betændt emne, og man er bange for at sige noget forkert og gøre nogen kede af det. Sådan har jeg også selv haft det, inden jeg startede arbejdet med bøgerne.”

Den første bog ‘Nour og Noras første dag i børnehave’ tager højtlæseren i hånden og hjælper med, hvordan man kan tale med sine børn om, at vi i Danmark har forskellige hudfarver, at vi spiser noget forskelligt og fejrer noget forskelligt. Det gør den både ved den lille fortælling om Nour og Nora, der starter i børnehave, men også ved at stille spørgsmål undervejs, som skaber en normaliserende samtale mellem højtlæseren og barnet. Desuden spiller billedsiden også ind ved eksempelvis at have Noras mor, som ikke har tørklæde på, ved siden af Nours mor, som bærer tørklæde; og så får børnene dét billede ind i hovedet, og det bliver ‘normalt’ for dem, samtidig med at børn, der har mødre med tørklæder, har noget at spejle sig i.

Den anden bog ‘Nour og Nora fejrer Eid’ udkom sidste år og handler om højtider og har fokus på de ligheder, der er mellem alle højtider i verden. Camilla forklarer at den også er tænkt som et redskab til voksne: ”jeg ved at der er mange etnisk danske forældre, der godt kender Eid, men måske ikke liiiiige ved hvorfor det egentlig er, at man fejrer det. I denne bog stilles der også spørgsmål undervejs, som skaber en normaliserende samtale mellem højtlæseren og barnet.” 

Men en ting er at læse bøger, der viser og favner forskellighed, men hvad kan man ellers gøre som forældre? 

“Vi er ikke i mål som forældre med en antiracistisk opdragelse, bare fordi vi har læst nogle bøger sammen. Hvis man vil give sine børn eller elever en antiracistisk opdragelse, må man opsøge viden. Og måske også blive bevidst om, at vi har strukturel racisme i Danmark. Der er en hollandsk forsker, der hedder Philomena Essed, som forsker i hverdagsracisme. Hun siger, at vi har en forståelse af, at racisme er noget væmmeligt, der findes langt fra os selv, og som ytres med en klar intension. Men racisme er også handlinger, der kan føre til racisme. Det handler om at tænke på, om der er nogle usynlige mekanismer, som gør, at nogle børn føler sig mindre normale og rigtige end andre. Hvis man vil give sine børn eller elever en antiracistisk opdragelse, må man opsøge viden.”

Baseret på professor Erin N. Winklers forskning om racisme, har Camilla Kaj Paulsen opstillet en række forslag til, hvor man som forældre kan sætte ind for at give børn en antiracistisk opdragelse. 

1) Bliv komfortabel med at tale om hudfarver   

“Der er for mange et stort ubehag forbundet med at tale om hudfarve på grund af vores historie, og jeg tror, der er rigtig mange hvide, som synes, det er svært, og er bange for at gøre nogen kede af det og sige noget forkert, men det gør man kun, hvis man ikke taler om det. Det er okay, at det er ubehageligt at tale om, for racisme er ubehageligt. Men derfor er det også rigtig vigtigt. Et godt tidspunkt at tale med sit barn om det, er når man sidder og tegner. Man kan bruge forskellige hudfarver og tale om det smukke ved dem alle.”

Podcast

Vores panel snakker om diversitet

2) Spørg ind til barnets ytringer

“Hvis børn kommer hjem og siger noget forudindtaget, så kan man spørge ind til det og finde ud af, hvor det kommer fra. Er det noget, de har opsnappet fra et specielt sted? Så må man tage udgangspunkt i det og prøve at snakke med dem om, hvorfor det er forkert. Det er vigtigt at lytte og være forstående og ikke gøre børnene forkerte.”

3) Spørg ind til om det er fair

“Børn går meget op i, hvad der er fair. Det er godt at tage udgangspunkt i. Spørg barnet, om det er fair, at nogen bliver behandlet anderledes på grund af deres hudfarve.” 

4) Vær en god rollemodel

“Børn gør jo, hvad vi gør og ikke, hvad vi siger. Derfor opfanger barnet din forudindtagethed. Hvis I for eksempel er ude, og I oplever en person sige til en anden person med en minoritetsbaggrund: “Skrid hjem hvor du kommer fra”, så sig noget med det samme frem for at sige noget om det derhjemme. Sig fra! Og omgiv dig med venner med forskellig etnicitet, hudfarve og tro.”

5) Nuancer samtalen

“Det er okay ikke at vide alt. Hvis dit barn spørger om noget, du ikke kan svare på, så sig at du ikke ved det, og at I må undersøge det. På den måde giver du dit barn en forståelse af, at det ikke er sort/hvidt, at det er mere kompleks – og du undgår at videregive fordomme. Og du kan altid svare på spørgsmålet, efter du har researchet.”

6) Tjek børneværelset eller klassen                                                 

“Hvilke signaler får man fra dit barns legetøj? Har I kun én hudfarve repræsenteret hjemme på børneværelset? Og hvad med dukker, plakater, bøger? Men det er også vigtigt at være opmærksom på, hvilken fortælling om hudfarver der er i bøgerne. Er det den klassiske koloniale fortælling og reproducerede stereotyper? Et eksempel er, at mænd fra Mellemøsten oftest er grønthandlere eller taxachauffører eller at minoriteterne bliver ‘reddet’ af de hvide.”

7) Giv børn følelsen af at kunne skabe forandring  

“Der er altid nogen, der har kæmpet for at få ændret tingene, og det kan dit barn også. Fortæl historier om dem. Den amerikanske borgerrettighedsaktivist Rosa Parks er et klassisk eksempel på en kvinde, som stod op for sine rettigheder.” 

Shop

My Paper studio • Plakat

310 kr - 510 kr