Wannasiri: “Jeg holdt hele min barsel inden jeg fødte

Designer og indehaver af  taskemærket BOYY, thailandske Wannasiri, om at være mor og kæreste med over 200 rejsedage om året og at beslutte at holde barsel under sin graviditet.

 

På en af de varmeste dage i august møder vi Wannasiri i København. Det er modeuge og hun er i byen fordi den første BOYY butik i verden ligger her. Wannasiri sidder i vinduet på Depanneur Deli i Ny Østergade. Hun har store solbriller på og fortæller os at hun har tømmermænd, rigtig slemme af slagsen fra aftenen før. Vi bestiller kaffe og Pellegrino og snakken kører hurtigt.

Ideen til Boyy startede da jeg boede i New York og forelskede mig i et lokalt taskebrand. Taskerne var smukke og dekoreret med grafitti, men de var alt for dyre, så jeg bestemte mig for og lave en selv. Da jeg havde designet min første taske, blev jeg ofte stoppet på gaden af folk, der ville vide, hvor jeg havde købt den. Det var faktisk det, der kickstartede Boyy. Hverken min kæreste (Jesse, red.) eller jeg havde ingen erfaring med produktion, men vi havde modet og kastede os ud i at starte vores eget taskebrand. For tre år siden var Jesse og jeg i København. Vi elskede byen med det samme og fik den ide, at åbne en pop-up shop. Selvom vi kun var i byen i fire dage, flaskede det hele sig: vi fandt det perfekte lokale på anden dagen og skrev under kort tid efter. Første kontrakt var på et år, så det var nok mere en rigtig butik end en pop-up, vi endte med at åbne. Mit Thai kælenavn er Boy. Min far gav mig det fordi jeg lignede en dreng da jeg var lille.  I Thailand er der tradition for, at ens kælenavn hænger ved, især hvis man har brugt det efter man er startet i skole. Så det blev mit navn. Jeg mødte Jesse i New York i 2004 og da vi gik igang med vores taskeprojekt, var vi enige om, at det skulle være med et maskulint islæt. Så det var oplagt at bruge mit navn, og så tilføjede vi det sidste Y – for ham.

Det har ikke altid været nemt at have firma sammen. I starten skændtes vi konstant, hvilket vi slet ikke gjorde i starten af vores parforhold. Vi havde så mange ideer begge to og hvem skulle være dommer over, hvilke der var de bedste? Men fordelen er, at vi kan være hudløst ærlige om hinandens tanker, forslag og designs, på en måde, man ikke kan med sine ansatte. Skænderierne var altid produktive, og de fik os hurtigt pejlet ind på, hvilken retning vi skulle tage. Men igen, alt det ændrede sig, da jeg blev gravid  (griner).

Barsel

I Thailand har vi 3 måneders barsel. Men jeg holdt faktisk barsel fra den dag, jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Der er en virkelig intens stemning på vores kontor, og det var så vigtigt for mig at være rolig, mens jeg var gravid – jeg er nemlig slet ikke er et roligt menneske af natur! Under hele min graviditet var jeg kun på kontoret en time om dagen og ofte tog jeg ikke derind. I stedet kørte jeg udenfor Bangkok med mine venner og sørgede for, at jeg havde det godt, så min baby havde det godt. Det var den lykkeligste og mest bekymringsfrie tid i mit liv. Til gengæld var jeg tilbage på kontoret, med Jade i babykurven, syv dage efter fødslen.

Livet som mor

Det har ændret mig at blive mor. Jeg plejede at være meget temperamentsfuld, men jeg er blevet et meget roligere menneske efter at have fået min søn. Jade bringer en ro frem i mig, som jeg ikke vidste jeg havde. Jeg er blevet god til at fokusere på det, der betyder noget og give slip på de ting, jeg alligevel ikke kan kontrollere.

To_The_Moon_Honey_Mamma_Profil_Anna_Engstrøm_Engstroem_Fødselsberetning_Fødsel_smertefri_fødsel_Yoga_Fødselsberetning_ung_mor_amning_
Læs også

Anna Engstrøm: ”Fuck det, nu er jeg gravid”

Barndom

Jade kommer til at få en anderledes barndom end jeg selv havde. Jeg er opvokset i Thailand og Jade kommer højst sandsynligt til at gå i skole i både Bangkok og Milano. Planen er at han skal gå i den samme type skole i hver by og tage et semester ad gangen i hvert land. Store dele af vores produktion ligger i Milano, så det er nærmest vores andet hjem. Nu må vi se, hvordan det går og så tager vi den der fra.  

Hverdag

Vi bor i Bangkok og vi elsker at besøge Open House, der er en blanding af et bibliotek, en boghandel og en restaurant. Det er et stort åbent lokale med plads til, at børn kan lege, og i weekenden er der live musik. Vi tager ofte derhen med Jade om søndagen. Derudover har vi verdens største loppemarked kaldet JJ Market, hvor du kan købe alt, man kan forestille sig. Der er forskellige sektioner med alt fra kæledyr til instrumenter og vintage tøj – det er klart et besøg værd, hvis man kommer til Bangkok.

I hverdagen står Jesse op med vores søn omkring kl. 7 mens jeg sover længe. Jeg vågner ved 9-tiden og der er Jesse taget på kontoret. Jeg leger med Jade til omkring 10.30, hvorefter jeg gør mig klar til at tage på arbejde. Tre dage om ugen træner jeg en blanding mellem yoga og ballet, hvor man arbejder med de små muskelgrupper. For tiden arbejder vi til omkring 19.30, da vi er ved at færdiggøre en kollektion, så vi har ret lange dage på kontoret. I løbet af dagen bliver Jade passet af vores barnepige, og når vi kommer hjem leger vi med Jade, indtil han skal sove kl. 21. Hvis jeg ved, at vi får en lang dag på kontoret, beder jeg barnepigen om at tage Jade med ind på kontoret, når han er vågnet fra sin lur. På den måde kan vi få noget kvalitetstid sammen, selvom vi har lange dage. Hvis det ikke kan lade sig gøre, har vi CCTV (overvågningssystem, red.) i huset, hvor vi kan følge med i, hvad han laver og om han har det godt.

Vi spiser altid først, når Jade er puttet, som regel bestiller vi noget mad udefra eller også tager Jesse ud og spiser, mens jeg får take away derhjemme, fordi jeg som regel er for træt til at tage ud af huset. Jesse står tidligt op og går derfor i seng ved 22.30-tiden, men jeg bliver oppe til omkring kl. 2 om natten – det er der jeg får kreative ideer. Jeg værdsætter min alene-tid om aftenen og nyder stilheden, men vil gerne blive bedre til at gå tidligere i seng og prioritere min søvn.

Et liv fuld af rejser

Vi rejser omkring 6-8 måneder om året, så Jade har været vant til at rejse meget fra han var helt lille. For at undgå jetlag tilpasser vi os altid den nye tidszone, så snart vi lander. Det tager altid lidt længere tid for Jade, at komme tilbage i sin normale rytme, når vi rejser fra Europa og hjem til Bangkok, end når vi rejser ud. Et par dage før vi skal afsted, fortæller vi Jade, at vi skal ud at rejse og så begynder han at pakke sine ting og indstille sig på det. Det har heldigvis altid været rigtig nemt at rejse med ham. 

Det har taget mig tid at give mig selv lov til at være væk fra min søn. Det var især svært i starten, også selvom det kun drejede sig om, at jeg skulle være væk en time. Men jeg har været bevidst om, at jeg også skal vælge mig selv til. Derudover er Jesse en fantastisk far, der er meget engageret i sin søn, hvilket giver mig tid og overskud til at arbejde og passe på mig selv. Det er vigtigt at have den balance som forældre – at den ene træder til, når den anden ikke har overskuddet og omvendt. Da Jade var halvandet år gammel rejse vi til Paris og Milano i ni dage uden ham, og når vi talte i telefon med ham, blev han virkelig ked af det. Det var forfærdeligt at være væk fra ham og vi savnede ham helt vildt meget og blev enige om, at det skulle vi ikke gøre igen! Nu forsøger vi at rejse med ham hver gang, det føles også som det mest naturlige.  

Foto John Tods

Thailandske Wannasiri står, sammen med sin kæreste Jesse, bag det hypede taskebrand Boyy, der har sin eneste butik i København. Sammen har de sønnen Jade på 2 år. Følg hende på instagram @wannacoo

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *