Suttestop: Sådan hjælper du dit barn med at vinke farvel til sutten
For mange børn og forældre er sutten en kær ven. Den kan være med til at give trøst og tryghed, og for mange er den en fast del af putteritualet. Vi taler med ammevejleder Maj Aaberg og psykoterapeut Mette Marie Thornam om, hvordan vi, når tiden er inde, siger farvel til sutten
Kan man sige noget generelt om, hvornår sutten skal væk?
Maj: “Min erfaring er, at der for de fleste børn vil være en automatisk udfasning omkring børnehavestart og 3-års alderen. Barnet lærer på den måde stille og roligt at undvære den. Herfra vil det for de fleste ‘kun’ handle om, at sutten skal væk fra sovesituationen eller til trøst.
Omvendt vil der være situationer, hvor sutten har en negativ påvirkning enten for barnets tænder eller dets sprogudvikling. Her vil det være nødvendigt, at man som forældre tidligere tager en beslutning på barnets vegne. De fleste tandlæger anbefaler, at børn smider sutten inden de er fyldt 3 år.”
Er der et godt tidspunkt at tage et suttestop?
Mette Marie: “Tag udgangspunkt i der, hvor dit barn er. Står barnet overfor at skulle starte i børnehave, eller skal til at have en lillebror eller -søster, så skal man måske vente, så suttestoppet ikke kommer oven i en anden stor ting i dets liv.
Samtidig skal vi også selv mærke efter, om vi er et sted, hvor vi kan rumme de følelser, der kan følge med et suttestop. Står man midt i et jobskifte, eller er meget alene på posten derhjemme, så kan det være, det ikke er lige nu. Vi skal kunne være tilstede følelsesmæssigt for vores barn, og det kan kræve meget af os.”
Hvad betyder det egentlig for vores barn, at skulle tage afsked med sin sut?
Mette Marie: “Børn fødes med et instinktivt suttebehov, og sutterefleksen er det helt lille barns vej til at få både mad og tryghed. Når vi indfører en sut for at tilfredsstille noget af det behov, bliver sutten på sin vis også en slags erstatning for mor og far, og en måde for det lille barn at følelsesregulere selv. Når vi tager sutten væk, skal vi derfor være forberedte på at spille os selv mere ind i forhold til tryghed og trøst.
Vi skal huske på, at følelser ikke er farlige, og vi skal turde at trække vejret og være i det. Vi er i gang med at hjælpe vores barn til at lære at følelsesregulere på en ny måde. Hvis vi skynder os for hurtigt videre, går de glip af den vigtige læring der er i at erfare, at de kan være kede af det, men der sker ikke noget, og far og mor kan godt rumme det.”
Hvad kan vi sige og gøre for at trøste?
Mette Marie: “Vis dit barn at det er okay, at blive ked af det. Hold dig tæt på og tilbyd et kram eller lad det sidde på dit skød. Hjælp med at sætte ord på ked af det-heden ved at sige: “jeg kan godt se, du er ked af det, og jeg forstår godt, du gerne ville have din sut”, og så stop der. Drop forklaringerne og undlad at sige alt det, du ville sige efter et ‘men’. Færre ord er nogle gange bedre.
Undgå at lave moraler som ‘store børn bruger da ikke sut’. Selvom det kommer af kærlighed, er det noget, vi tit siger, fordi vi gerne selv vil have noget at læne os op ad, når vi træffer en beslutning, der påvirker vores barn følelsesmæssigt. Kommer dit barn og siger “jeg er en stor dreng, derfor bruger jeg ikke sut mere”, fordi det måske er blevet mødt af de udsagn i institutionen eller hos bedsteforældre, så kan man gribe den og sige ‘ja, du er en stor dreng, men derfor kan det alligevel være svært og det er helt okay’.”
Hvordan griber vi helt lavpraktisk suttestoppet an?
Maj: “De voksne bestemmer sig for en dag, hvor suttestoppet skal være, og holder så vidt muligt fast. Sørg for at rydde hjemmet for sutter. Det gælder også i institutionen, hos bedsteforældre eller andre steder, hvor barnet kunne have en sut liggende. Måske skal I gemme en enkelt, som kun I ved hvor er, men ellers skal der ikke ligge sutter rundt omkring, som barnet kan finde.
Hav nogle dage forinden, hvor I sammen med jeres barn taler det igennem og tæller ned – eksempelvis fra mandag til fredag. På den måde får barnet det ind i sin bevidsthed, og vil være mere klar på, hvad der skal ske og hvornår. Tal om det en enkelt gang om dagen, men så heller ikke mere.
Nogle synes det er en hyggelig ting at sende sutten til julemanden. Andre går måske en tur ned forbi et suttetræ og taler om, at på fredag skal vi hænge din sut der. Nogle børn kan omvendt ikke lide forberedelsen, og der vil det være bedre at minimere snakken om det på forhånd. Kig på dit barn og overvej, hvad der giver mest mening.”
Mette Marie: “Husk på, at vi som med så mange andre overgange, hvor vi selv bliver begejstrede, som eksempelvis skolestart, også kan komme til at tale for meget om det. Barnet kan ikke rumme et langt tidsperspektiv, så hav eksempelvis en uge i forvejen, hvor I taler om, hvad der skal ske på en ret konkret måde. Få samtidig italesat, at man godt kan komme til at savne sutten og så trøster far og mor.”
Hvad gør vi på selve dagen?
Mette Marie: “Der er mange overgange i et barns liv, og det kan være rigtig fint, at vi markerer det og gør lidt ud af det. Det er til gengæld vigtigt, at vi ikke bruger det imod dem, hvis ikke det går som håbet og barnet ikke “overholder aftalen” og giver slip på sutten. At vi ikke ender med at sige: “Nu havde vi jo lige aftalt, og nu har vi hygget os og du har fået den her bamse” osv. Det er vores projekt, og vi skal kunne holde hjertet varmt og hovedet koldt, og rumme deres reaktioner.”
Maj: “Langt de fleste forældre vil heldigvis have oplevelsen af, at det er nemmere end frygtet. Men forbered jer på, at barnet vil have en reaktion. Det kan være, at man skal aftale, at når vi har sendt sutten afsted eller hængt den på træet, så skal vi lave noget hyggeligt sammen – går ned og får en is, køber en bamse, drikker en kop varm kakao eller gør noget andet hyggeligt ud af seancen. Det flytter fokus lidt væk fra det hele.
Hvis barnet bliver ked af det, eksempelvis i sengen om aftenen og savner sin sut, så er det vigtigste, at det føler sig set og anderkendt i dets frustration. Vi skal vise, at vi forstår, og at det er okay at være ked af det. At vi er her og gerne vil gerne hjælpe.”
For mange børn hænger sutten sammen med at skulle sove og falde til ro. Hvordan skiller man de to ting ad?
Maj: “Sut og søvn bliver skilt ad, så snart man har truffet beslutningen og gør noget andet i stedet. Sutten er tryghed og ro, og det kan barnet lære at finde i et kram, i sin bamse, en natlampe eller noget fjerde. Men det kræver at vi er der med omsorg og varme.
Måske skal I bruge lidt ekstra tid på at være der om aftenen, sidde ved sengen og nusse og putte. Måske skal man lave lidt om i putterutinen – synge en ny sang, læse en ny bog, eller gøre noget andet, der fungerer. Barnet skal have tid til at finde ud af, at det er det her, der skal ske, når vi skal til at sove, og det godt kan lade sig gøre uden en sut.”
Hvad gør man, hvis der er en søskende, der stadig bruger sut?
Mette Marie: “Man kan med fordel og i god tid forinden sørge for, at sutterne ikke er helt ens. Enten med farver eller navnelabels, så man på forhånd introducerer, hvad der er ens egne og hvad der er lillebrors. Og så er det ligesom med alt muligt andet, hvor der er ting, som storebror må, som lillebror ikke må og omvendt. Hvis dit barn alligevel tager lillebrors eller -søsters sut i munden, så hjælper vi med at få sutten væk og trøster igen.”
Hvordan holder man fast i beslutningen, når vores barn er ked af det og vil have sin sut?
Mette Marie: “Vi bliver alle sammen påvirkede, når vores børn har store følelsesudbrud. Det kan være godt på forhånd at vide, hvor og hvornår man vil kunne komme på spanden, og hvad både du og din partner har behov for i den situation. Forberedelsen er guld værd.
Hvis du bliver presset, så husk at hold fokus på dig selv og din egen ro: Får jeg trukket mit vejr, kan jeg få et kram hos min partner, hvis det bliver svært at rumme mit barns ked af det-hed? Skal jeg tage en kop te med ind, når jeg putter, der kan berolige mig. Måske skal du også have et mantra, eller noget andet der minder om, hvorfor I har truffet beslutningen og at det er for barnets bedste.”
Maj: “Suttestop er en af de tidlige gange i forældreskabet, hvor vi skal vise en vej og guide vores barn på en tryg og hensynsfuld måde. Det er en øvelse på de mange gange i resten af forældreskabet, hvor vi skal mærke efter, sætte en grænse og finde ud af, hvilken tilgang der er rigtig for vores familie – som med skærmtid, sengetider, bordskik og så meget andet. Barnet må gerne reagere og græde. Det er der ikke noget farlig i, så længe du er der med varme og kærlige øjne. Forklar at ‘sutten er væk, men jeg er her, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig’.”
Tekst Anna Rolin, foto privat
Meet’n’greet
Maj Aaberg er sundhedsplejerske, sygeplejerske og uddannet ammevejleder ved IBCLC. Maj har i seks år arbejdet på Rigshospitalets neonatalafdeling, og driver i dag virksomheden Ammebasen, hvor hun tilbyder ammehjælp til familier. Du kan læse mere om Majs arbejde her
Mette Marie Thornam er familie- og parterapeut med egen praksis. Mette Marie har en kandidatgrad i psykologi og pædagogik og er uddannet psyko- og familieterapeut fra Blackbird Institute. Du kan læse mere om Mette Marie her
Din kommentar