Sekundær infertilitet: “Mens vi lever, griner og nyder alt ved vores familie, sørger vi også”

Efter Katrine Veedfald blev hurtigt gravid med sin søn Kaj, er hun sikker på, at en lillesøskende er på trapperne, da de 2 år senere prøver igen. Men af uforklarlige årsager har der ikke været skyggen af en graviditet siden 2016, og Katrine har i dag affundet sig med, at den søskende, de drømte om, nok aldrig kommer

“Hvornår pakker man babytøjet væk, sælger barnevognen og giver legetøjet videre, fordi den søskende, man havde troet ville komme, ikke kommer? Hvad stiller man op med den plads i hjertet, som aldrig vil fyldes ud?

Det er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv. Vi har nemlig længe gerne villet udvide vores familie fra 3 til 4, men kan af uforklarlige årsager ikke. Det har fyldt mit og min mands liv med en sorg, og vi har måttet acceptere, at det er sådan her vores familie altid vil se ud. Ikke med en hel børneflok, som vi havde drømt om og ikke nogen livsvidner i søskendeform til vores dreng. 

Det har sat ting på spidsen for os i forhold til vores søn. Han er i dag 7 år gammel, og alt, vi oplever, er både første og sidste gang på samme tid. Med følelsen af, “vi kun har én chance”. Vi stornyder alt ved, at han stadig vil holde i hånd, sove hos os og stadig er “lille”, for det er kun den her ene gang, vi kommer til at prøve det. Mens vi lever, griner og nyder alt ved vores familie, sørger vi også.

Ikke skyggen af en positiv graviditetstest

I 2016 bliver jeg gravid med vores søn, Kaj. Uden komplikationer eller stor kamp. Jeg havde en virkelig dejlig graviditet, da de sædvanlige gener i første trimester var overstået. Efter at være gået 9 dage over tid, føder jeg Kaj i foråret 2017 ved en fødsel, som gik så godt og var en virkelig fed oplevelse. 

Hele forløbet fylder mig med enorm taknemmelighed og en følelse af power. Hvad jeg ikke ved på det tidspunkt er, at det også bliver eneste gang, jeg skal opleve det. I dag er jeg derfor også ekstra glad for, at jeg var heldig at have så god en fødselsoplevelse. Vi får på alle måder en virkelig dejlig start på forældreskabet og jeg på mit moderskab, hvilket jeg godt ved, ikke er alle forundt.

Da vores søn er knap 2 år, får jeg taget min spiral ud. Vi er måske naive og næsten lidt kæphøje, fordi vi selvfølgelig regner med, at det går nemt ligesom første gang. Narrativet om at “kroppen husker og ved, hvad den skal” er noget, vi hører og det er også en sejlivet overbevisning, som jeg selv render rundt med. Altså, at vi nærmest ikke behøver at gøre en indsats, fordi det sker vel bare nu, hvor det var nemt første gang? Men det gør det ikke.

Jeg har ikke set skyggen af en positiv graviditetstest siden den dag i august 2016.

Det er efter at have prøvet selv en masse derhjemme, og så senere i behandling med 5 insemineringer, 3 ægudtagninger og 10 ægoplægninger, hvoraf vi ovenikøbet med sidste forsøg lagde to fine befrugtede æg op på én gang. Måske bare ét af dem ville blive til noget og ellers ville vi byde tvillinger totalt velkomne.

“Er det bare bad luck?”

I vores udredning finder de, at jeg måske har en lidt lav ægreserve (AMH), men den ligger stadig indenfor normalen, og så er der måske lidt dårlig passage i den ene æggeleder. Min mands resultater er gode. Og dårlig passage i æggelederen er man jo helt ude over, når man starter IVF og får lagt befrugtede æg ind lige der, hvor de skal sidde.

Ingen ved, hvorfor æggene ikke sætter sig fast og bliver til graviditeter. De har alle delt sig som de skulle, de har alle klaret optøning osv. Og vi har et barn i forvejen.

Dét er virkelig et mærkeligt lag oven i sorgen. For hvad er årsagen? Er der et eller andet alvorligt galt med mig, som endnu ikke er opdaget? Elle er det bare bad luck?

Efter sidste forsøg tog lægerne en masse ekstra blodprøver på mig for at udelukke forskellige ting. Heller ikke her var der noget at finde. Lægerne præsenterede det både som en god ting, men de var også klar over, hvor frustrerende det er, fordi de dermed ikke ved, hvor de så skal sætte ind. Hvilket værktøj i kassen de så kan bruge. De kunne ikke gøre mere.

Den månedlige rutschebanetur

Det var i januar 2022. Siden har vi ikke gjort noget. Vi, og især jeg var, så mentalt møre, at tanken om at skulle igennem fertilitetsbehandling igen fylder mig med så meget ængstelighed og tager pusten fra mig.

Det var så hårdt at være i rutchebanen af først håb, så skuffelse og sorg og så håb igen, skuffelse osv. osv. Når lægerne derudover ikke engang ved, hvad der skal gøres for at hjælpe mig, så virker det bare håbløst. Vi brugte alle de IVF-forsøg, som vi havde købt og betalt for. Det var fuld pakke hele vejen, og vi var jo fuldkomne overbeviste om, at det så nok skulle lykkes. Det var bare et spørgsmål om hvornår.

Det har taget så lang tid at slippe håbet. Jeg mærker min PMS og menstruation på en helt anden måde nu mentalt end før. Ikke fordi jeg på nogen måde går og håber længere eller bliver skuffet, når menstruationen måned efter måned kommer. For jeg forventer intet andet, end at den kommer fuldstændig regelmæssigt som altid. Jeg tror mere, at min krop og sind husker smerten fra alle de gange, hvor den er kommet så insisterende i vores behandlingsforløb. Så måske en slags minitraume efter den magtesløshed, som jeg oplevede så meget i forløbet.

Ofte kom menstruationen den dag, hvor jeg skulle op på klinikken for at teste, om jeg var gravid. Så måtte jeg få taget blodprøven alligevel, selvom jeg godt vidste, at det var slut. Eller modtage opkaldet på arbejdet og bare knokle videre. Videre til et nyt håb og så skuffelse igen.

Vi bruger stadig ingen beskyttelse, for vi ved godt, at det ikke sker. Vores fokus er slet ikke på det længere. Det er bare som om, vi har trukket det korte strå. At det ikke VIL ske for os. Og imens bliver folk omkring os gravide, som var det det mest almindelige i hele verden. Hvilket det jo heldigvis også er for de fleste.

“Træd ind i sorgen med mig – ikke i et håb jeg selv har opgivet”

Problemet med, at det er uforklarligt, giver ind i mellem anledning til, at folk i deres absolut bedste mening og intention fortæller mirakelhistorier om “dem, der helt opgav og så puf, skete det alligevel…” eller “når bare man slapper helt af, ikke tænker på det og ikke regner med det, så sker det…”.

Alle de søde, velmenende ord har bare haft den effekt at give mig en følelse af pres i stedet eller følelsen af, at jeg gør noget forkert. Er det fordi jeg ikke slappede sådan helt rigtigt af? Var det min egen skyld? Stressede jeg min krop med mine tanker? Har jeg egentlig opgivet håbet sådan helt rigtigt, eller mangler jeg stadig at give helt slip?

Det kan få det til at lyde som om, at det her er noget, som jeg har kontrol over og kan ændre på med mine tanker. Men det kan jeg og vi ikke. Det er biologi.

Jeg har i stedet brug for en samtale, hvor folk har lyst til at træde ind i sorgen med mig i stedet for i et håb, som jeg og min mand selv har opgivet. Jeg vil meget hellere høre, at de er kede af det på vores vegne og at det er noget møg end “måske sker det så lige pludselig en dag alligevel og I har jo Kaj…” Og at sorgen er OK. Ikke noget vi skal have skam over.

Jeg drømmer også om mere forskning på området. Hvis der ellers er flere i samme situation som mig? Måske bliver der allerede forsket en masse, men jeg savner at høre fra dem, der ved noget. Og fra dem, der har stået, der hvor vi gjorde – og til dels gør. For jeg føler mig stadig alene, selvom jeg på ingen måde ønsker, at andre skal prøve det her.

Jeg kan også sagtens forstå dem, der kæmper for deres første barn – at her har vi trods alt oplevet det vidunderlige ved at være blevet forældre. Men det er for altid et mysterie for mig, hvorfor det kan gå den ene gang og så bare slet ikke anden eller tredje gang.

Et vilkår, der ikke kan forklares

Det har været et vildt kontroltab for mig ikke at kunne få et barn mere, og der er flyttet et mørke ind i mig, som ikke var der før. Og en sårbarhed. Og ny, ekstra ydmyghed og taknemmelighed over alt det, jeg har. Jeg har måttet indse, at der virkelig er ting, som jeg slet ikke kan styre – selvom det foregår inde i min egen krop, og det fylder mig ind i mellem med angst. Og at livet er finurligt og ikke altid går, som man troede og at ens forestillinger om, hvordan en familie ser ud kan tage lang tid at ændre på og omskrive.

Jeg har lyst til, at der også kan være plads til de historier, hvor det bare ikke gik. Og hvor det er lidt af et mysterie. At sådan er livet åbenbart også nogle gange for nogle. At det er et livsvilkår, at alt ikke kan forklares. At der er nuancer i tilværelsen og på folks historier. Og at vi gerne må være kede af det. Ikke fordi vi er utaknemmelige over det vi har – det er vi meget, meget taknemmelige for, fordi vi nu virkelig har mærket, hvor sindssygt heldige vi er overhovedet at have fået Kaj. What a lucky strike!

Vi flyttede i hus, fordi vi håbede på en mere. Det ekstra værelse, vi søgte byggetilladelse til sidste år, kaldte vi meget bevidst “gæstetilbygning” og vi omtaler det aldrig som andet. Når folk spørger, om vi ikke skal have et barn mere, så svarer vi ærligt. Vi fortæller vores historie og pakker på ingen måde dét væk, at det ønske har vi i den grad haft og vi kæmpede også hårdt for det og bragte vores kroppe, sind og penge på spil i et forløb, der ikke gav os det, vi håbede. Vi har gjort, hvad vi kunne, med det vi havde kontrol over. Og vi har lavet meget mentalt arbejde efterfølgende for at acceptere, at vi “bare” er os tre. Far og mor og verdens bedste Kaj.”

Tekst og foto private