“Dagligt brister mit hjerte for alle de modige helte i Iran”

Som 7-årig står danskfødte Mina Arshadi på et fly til Teheran, og hurtigt bliver det hendes hverdag at bære tørklæde og uniform og lære at navigere imellem, hvad man må sige udenfor hjemmets fire vægge. I dag bor Mina i Danmark, hvorfra hun tæt følger sine kusiners og fætres, tanters og onklers desperate kamp for frihed i Iran

 

“Jeg er en kvinde på 35 år. Jeg har tre sønner, tvillinger på snart otte år og en lille dreng på to år. Jeg bor på Østerbro med min mand og arbejder til dagligt som tandlæge på Nørrebro. Jeg har, som de fleste andre mødre, en hverdag med fart på. En hverdag fuld af kærlighed og omsorg, fuld af bekymring og glæde, huslige tjanser og praktik.

Jeg er også en kvinde med iranske rødder. Jeg er født i Danmark. Mine forældre kom hertil som politiske flygtninge i midt 80’erne. De forlod alt. De forlod deres forældre, deres søskende, deres venner, deres hjem, deres moderland. De flygtede, fordi de insisterede på en fremtid med frihed og demokrati. De kunne ikke sproget, de kendte ikke kulturen, de havde ingen venner, intet netværk. De knoklede og lykkedes med at skabe det smukkeste barndomshjem, og jeg blev født i de tryggeste rammer i Danmark.

Da jeg var 6 år besluttede mine forældre, at vi skulle tilbage til Iran. De havde svært ved at føle, at de hørte til. Så fra dag til dag ændrede vores liv sig drastisk. Jeg gik fra en børnehaveklasse i Odense til at starte på en offentlig folkeskole i Teheran. Jeg husker følelsen af at blive omfavnet af min familie i lufthavnen. Det var overvældende, fyldt af tårer og glæde. Jeg bemærkede, at jeg for første gang i mit liv ikke skilte mig ud fra mængden, jeg lignede alle de andre. Jeg var ikke længere den eneste brune pige i klassen.

Læs også

7 tips til en antiracistisk børneopdragelse 

I skolen skulle vi bære uniform. Mørkeblå bukser, en lang mørkeblå dragt udover og et gråt tørklæde på hovedet. Det var første gang i mit liv, at jeg skulle bære tørklæde. Der var ingen kvinder i min familie som bar tørklæde indenfor, og det var ikke nogen rar oplevelse at have på. Jeg husker tydeligt, da religionslæreren i 2. klasse fortalte os, at hvis vi viste vores hår her på jorden ville vi få serveret blod og sårskorper i helvede. Jeg havde aldrig været mere bange. Der gik en rum tid, og så ramte det mig pludseligt; At min familie og jeg heller ikke hørte til i Iran. Men jeg elskede Iran af hele mit hjerte. Jeg elskede mine venner, min familie og mit smukke, smukke land, og med årene blev det min virkelighed at leve to liv. Det ene liv, når jeg var i skole og lod som om, at jeg kom fra en troende familie som tilbad regimet og det andet liv, hvor jeg kunne være mig selv, når jeg var i hjemmets trygge rammer.

Da jeg var 14 år, fortalte mine forældre mig, at vi var nødt til at flytte fra Iran igen. Det var ikke længere et sikkert sted for os at være. De sagde også, at der ikke var nogen fremtid for mig. De ønskede at give mig et liv med frihed og det kunne jeg, som kvinde, ikke opnå i Iran. Jeg græd hele den 6 timer lange flyvetur tilbage til Danmark væk fra Iran. Væk fra alle mine kusiner og venner og mostre og min faster og mine onkler. Jeg skulle det sted hen, hvor jeg var blevet født men intet tilhørsforhold havde til. Jeg havde glemt sproget. Jeg kunne ikke engang sige mit navn på dansk.

Vi ankom til København i år 2000. Jeg startede forfra som 14-årig i en modtagerklasse og derefter blev jeg sat i 8. klasse i Gladsaxe Folkeskole. Det første halve år fattede jeg ingenting. Jeg følte, jeg sad stille, mens alle andre susede omkring mig. ALT var diamentralt modsat, hvad jeg havde kendt fra min skoletid i Iran. Eleverne rejste sig ikke op for lærerene. De tyggede tyggegummi i timerne og sad med fødderne på bordet, og drenge og piger var blandet. Jeg skulle ikke længere have tørklæde på. Jeg følte mig alene og nøgen. Derfor glemmer jeg heller aldrig mine klasselærere, Regitze og Per. Af dem blev jeg mødt med varme øjne – og lugten af kaffe og smøger. Jeg terpede ordbøger og så nyheder med mine forældre. De arbejdede så hårdt for, at jeg kunne lære dansk, og til sidst lykkedes det. Pludseligt flød ordnede ud af munden på mig.

Shop

Ren Barnemad Kogebog

340 kr

Nu sidder jeg over 20 år senere på min yndlings café på Nørrebro, hvor jeg har betalt alt for mange penge for min flat white og min croissant. Jeg skal formulere en tekst om, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og prøve at beskrive, hvordan det er at følge den nuværende situation i Iran på afstand.

I september 2022 døde en ung iransk kurdisk kvinde ved navn, Jina Mahsa Amini. Hun døde, fordi Irans såkaldte moralpoliti mente, at hendes tørklæde sad for løst. Hun blev anholdt og tæsket og døde kort efter. Siden har folket rejst sig og kæmpet for deres frihed. De kæmper for basale menneskerettigheder, og lever i en gyser, som efterhånden er blevet deres hverdag. Jeg oplever, at de fleste iranere i dag er et sted, hvor de ikke længere har noget at miste. Folk er desperate, fattigdommen er ubærlig, de lider, men de kæmper fortsat for et frit Iran. Voldsomt mange uskyldige mennesker, heriblandt helt små børn, er i kampen blevet dræbt af et brutalt styre, som har berøvet folket deres frihed siden 1979.

Tænk hvis du skulle tvinges til at bære tørklæde hver eneste gang, du gik ud af din dør.

Tænk hvis du skulle straffes for at kysse din kæreste på gaden.

Tænk hvis du skulle miste din søster, din datter, bedste veninde, fordi hendes tørklæde sad forkert.

Tænk hvis du skulle miste din søn, fordi politiet skød løst på gaden.

Tænk hvis din bror blev hængt offentligt, fordi han insisterede på sin ret til frihed.

Tænk, at det er Iranernes virkelighed.

I dag fik jeg en lydbesked fra min kusine i Iran. Hun var en af mine bedste veninder, da jeg voksede op og endnu boede i Iran. Hun er en ung kvinde, en kunstner, en livsglad sjæl med en smittende latter, og det rører mig at tænke på, hvor forskellige vores liv er blevet alene fordi, vi er vokset op, hvor vi er.

Hun fortæller, at situationen i Iran bliver skrækkeligere for hver dag der går, men kvinderne bliver modigere og modigere. De er ustandselige. Der er så mange nu, der har smidt deres hijab og går rundt på gaden uden at dække deres hår til. For mange til, at man kan smide dem alle i fængsel. I de sidste 44 år, hvor det Islamiske regime har styret landet, har det været utænkeligt at se en kvinde på gaden uden tørklæde, og jeg husker, hvordan vi fik at vide, at dem der ikke bar deres hijab, ville blive straffet med piskesmæld. Min kusine er selv stoppet med at bære tørklæde, selvom konsekvenser kan være horrible. Det fylder mig med både stolthed og bekymring på én gang.

Jeg har en sitrende længsel efter at vise mine børn, hvor jeg kommer fra. Jeg vil vise dem de smukke bjerge, jeg vil lade dem dufte jasminblomsterne. Jeg vil svømme i det smukkeste hav. Jeg vil have dem til at blive svøbt ind i den varme og kærlighed Iran har givet mig. Men mit Iran hærges af et styre, som ikke vil tillade mig at komme tilbage.

Dagligt brister mit hjerte for alle de modige helte i Iran. Jeg ved ikke, hvordan vi kan hjælpe iranerne bedst muligt. Men jeg ved, at det værste ville være, hvis vi glemmer dem. Hvis vi stopper med at tale om den store iranske frihedskamp.

For Kvinde, Liv, Frihed. 

 

Tekst og foto Mina Arshadi Juul

Redigeret af Anna Rolin

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Maria Fabricius Hansen

Tak for en smuk og stærk og meget gribende fortælling, Mina.

Shabnam Motahari

Smuk og inderlig beskrivelse fra en ligeså køn iransk medsøster 🙏🏽☀️