Lærke Nikolajsen om at få fjernet underlivet: “Det er jo mine børns første hus, jeg skal sige farvel til”
Da Lærke Nikolajsen finder en knude i sit underliv, begynder transfervinduet til flere børn at lukke i. Imod alle odds bliver Lærke gravid og halvandet år efter fødslen af hendes tredje datter, får Lærke fjernet underlivet. En personlig og ærlig beretning om at sige farvel til drømmen om flere børn og sine døtres første hjem
“Ved et rutinebesøg hos min læge i december 2020 finder hun en stor knude i mit underliv. Jeg havde ikke selv mærket den, og bliver temmelig chokeret – både over at den er der, men også over min manglende kropsfornemmelse. Ved yderligere undersøgelser de næste par dage viser det sig heldigvis, at tumoren er godartet, et såkaldt fibrom, og vores værste tanker kan fejes bort. Den største risiko er, at min fertilitet formentlig er stærkt nedsat, og at min krop, såfremt det skulle lykkes at blive gravid, sandsynligvis ikke vil kunne holde på et foster. Lægerne fortæller, at fibromer ofte vokser under en graviditet, fordi de er hormonpåvirkede, og med den størrelse mit fibrom havde, ville en graviditet i nogle tilfælde kunne medføre forskellige alvorlige konsekvenser.
Min mand og jeg er forældre til to dejlige piger, men som det hele bliver sat på spidsen, bliver det tydeligt for mig, at jeg føler, der mangler én. At jeg ikke er klar til at vinke farvel til drømmen om flere børn. Vi er selvfølgelig begge, og min mand er især, bange for at en graviditet vil være at gamble for meget med mit helbred og hele familiens trivsel. Alligevel føler jeg mig overbevist om, at ingen af de opridsede worst case scenarier, kommer til at ramme mig. Jeg vil gå langt, når der er noget jeg virkelig gerne vil og er overbevist om, at jeg som en korkprop, vil flyde op til overfladen igen – uanset hvad… I bagklogskabens lys en vældig naiv tilgang, for som det skal vise sig, ender jeg med at tage hele pakken af uheldigheder.
Miraklet Magda
Jeg bliver imod alle odds gravid ved første cyklus, men bløder helt fra starten. De første tre måneder er præget af opkast og træthed, så selvom jeg føler mig meget gravid, får jeg til mine hyppige kontroller igen og igen at vide, at det er meget usandsynligt, at barnet bliver siddende.
Efter en god nakkefoldsscanning begynder vi at endelig turde tro på det, men få uger efter vokser fibromet pludselig meget. I uge 21 får jeg de værste smerter i mit underliv og bliver akut indlagt. Jeg får lavet et blindtarmskig, fordi smerterne er centreret omkring højre side, hvor fibromet også sidder, og døgnet efter finder de en blodprop, meget tæt på fibromet. Resten af graviditeten sprøjter jeg mig selv med blodfortyndende medicin hver morgen, har mange smerter og er generelt bare virkelig dårligt kørende med svimmelhed og mange besvimelser.
Jeg er medstifter af en lille virksomhed i vækst, og føler et mentalt pres fra mig selv for at fortsætte i samme tempo. Min forretnings partner-in-crime og min mand får mig dog til at forstå, hvor kort en periode det drejer sig om, og understreger pointen ved, at jeg ikke knækker helt. Så jeg arbejder mest hjemmefra og sparer generelt på energien, hvor jeg kan. Min mand har et relativt fleksibelt arbejdsliv, utroligt brede skuldre og en rolig natur, så han trækker det tunge læs med alt, hvad dagligdagen indeholder, resten af graviditeten. Det er langt fra noget glansbillede i den periode og der er mange aftener med arbejde og ekstra nullermænd i hjørnerne. Begge par bedsteforældre bor i Aarhus, men flere gange om måneden flytter de ind i vores hus og hjælper med pigerne og praktikken.
Lægerne opdager tidligt, at Magda er væksthæmmet, så jeg bliver kontrolleret hver uge på Herlev Hospital. Jeg har fra start fået at vide, at jeg skulle føde ved kejsersnit, da chancerne for, at Magda skulle kunne passere fibromet, er lille. Men på mirakuløs vis får hun i uge 37 skubbet sig ned forbi fibromet, og jeg må pludselig føde hende selv. Tre uger før termin bliver jeg sat i gang, og fødslen forløber hurtigt og godt med et team af børnelæger klar på siden til at håndtere hvad end der måtte komme. Magda kommer til verden med en kampvægt på 2500g, meget større end forventet. Min moderkage virker kun ca.10-20 % og fibromet har på daværende tidspunkt en størrelse på ca.16cm x17cm så at det hele lykkedes, og at Magda er sund og rask, føles stadig som et mirakel.
Farvel til mine børns første bolig
Efter fødslen går jeg stadig til kontrol på Herlev, og lægernes besked er entydigt, at jeg bør få fjernet fibromet. De beder os derfor en gang for alle at forholde os til, om vi vil have flere børn. De fortæller mig, at det vil være en mere risikabel operation at fjerne fibromet uden også at fjerne min livmoder, livmoderhals, og æggeledere – hvis overhovedet muligt. Den obstetriker, der har fulgt mig det meste af forløbet, opridser også tydeligt fordelene ved at få fjernet det hele og forklarer direkte, hvor risikabelt det ville være, hvis jeg blev gravid med min historik.
Jeg køber mig lidt tid og udskyder af de åbenlyse årsager, som, at det bliver svært ikke at måtte løfte i 6 uger efter operationen, når Magda endnu ikke kan gå. Desuden er det i forvejen ikke optimalt at være så meget væk fra den lille virksomhed, jeg er medejer af. Sandheden er nok mest, at jeg ikke kunne rumme tanken om, at der var noget, der skulle lukke for transfervinduet til at få flere børn. Det skulle være os to, min mand og jeg, eller biologiens ur der bestemte det, og det var ikke nogen nem beslutning for mig at skulle sige endegyldigt farvel til muligheden. Jeg respekterer lægernes ekspertise over det meste, og er kun fyldt med taknemmelighed overfor deres faglighed og måde at passe på mig, men kender også min egen risikovillighed, hvis der er noget, jeg tror på.
Min mand har ingen tvivl i sig, og vil bare gerne have at jeg får operationen hurtigst muligt, så vi ikke skal bekymre os og kan se fremad med vores tre dejlige børn. Både min mor og søster er læger, og jeg er generelt opvokset med, at det bedste argument vinder. I det her tilfælde har jeg ikke rigtigt noget rationelt argument for ikke at acceptere den store operation. Alligevel har jeg til min egen store frustration svært ved at sige ja. Jeg indser, at dét, jeg skal sige farvel til, er jo vores døtres første hus, og et organ der, åbenbart, er forbundet med mange følelser for mig. Fordi jeg netop føler mig privilegeret og ”færdig” med tre sunde og raske døtre, kommer det bag på mig, at jeg også ligger en følelse af identitet og kvindelighed i at have en livmoder og muligheden for at kunne føde børn. Objektivt set synes jeg egentlig det er lidt forkælet at have det sådan, fordi jeg har været så heldig at det er endt godt, og det kan næsten føles lidt flovt at sige højt. Og selv om jeg sagtens kan se alle de fordele, som lægerne skitserer foruden at blive fri for fibromet (at slippe for menstruation, ingen risiko for celleforandringer, som jeg har haft tidligere, intet behov for prævention osv.), er det samtidig også alle de ting, der har været forbundet med den kvinde, jeg har været siden teenageårene, og som har givet mig muligheden for at blive mor.
I sidste ende ér der for mange pointer der taler for, og min mands eksplicitte argumentation for ikke at ville risikere noget med mit helbred igen, bliver afgørende. Der har været nok alvorlig sygdom og bekymring omkring mig og Magda de sidste to år. Og jeg ved, at det er den rigtige beslutning at sige ja. Halvandet år efter Magdas fødsel bliver jeg altså opereret og får sammen med fibromet fjernet størstedelen af mit underliv.
Livet efter
Nu, et par måneder efter operationen, mærker jeg, hvor lettende det er, at knuden er væk og jeg er næsten helt tilbage til mit normale jeg med fart på. Efter alle bekymringerne om, hvordan det ville føles at være foruden min livmoder, føler jeg mig i dag præcis ligeså meget kvinde som før, og har heller ikke frygten eller fornemmelsen af at min mand gør andet. Fordi de kunne bevare mine æggestokke, er jeg også sluppet for at skulle i hormonbehandlinger efterfølgende og jeg mærker ikke noget hormonelt efterspil.
Som livet og hverdagen indhenter mig, tænker jeg mindre og mindre over at jeg ikke kan få flere børn, og glæder mig helt ubeskriveligt over, hvor heldige vi er, at miraklet Magda kom. Jeg kan stadig få en snert af en ”hvad nu hvis jeg fortryder” – om end jeg ved, løbet er definitivt kørt nu. Jeg kalkulerer normalt ikke ud fra worst case scenarier, og er rimelig risikovillig, men jeg har haft enormt svært ved at træffe en rationel beslutning om noget der er så irrationel som tilknytningen til min livmoder. Det har været en langt sværere beslutning for mig, at skulle sige endegyldigt farvel til muligheden, end jeg havde troet. Jeg har været heldig at få de børn, jeg drømte om, og er uendeligt taknemmelig for, jeg ikke fik fibromet, da jeg var 25. Derfor har jeg tænkt utrolig meget på de kvinder, som står i en lignende situation og skal træffe et lignende svært valg inden de er klar til det. Inden de har fået de børn, de drømmer om.”
Tekst Lærke Nikolajsen og Anna Rolin, foto private
Meet’n’greet
Lærke Nikolajsen, 38 år, er gift med Kristian Emil, mor til Saga på 9, Juno 6 år og Magda 18 måneder. Lærke er medstifter af tøjmærket Proem Parades og familien bor i Emdrup.
Din kommentar