Julia Werup: om at genvinde tilliden til naturen

Vi møder digter og sangerinde Julia Werup, 32 år og forlovet med jazzmusiker, producer og komponist Thomas Blachman, på deres husbåd i Københavns havn. I begyndelsen af september fødte Julia deres søn Zac. Vi taler med den nybagte mor om kontrasten mellem livet før og efter Zac, om en graviditet præget af angst og medicin og om et system, der ikke er tilpasset hverken psykisk sårbare gravide eller fødende generelt.

Parrets husbåd ligger om et stille hjørne i Københavns havn. Man er ikke i tvivl om, at man, bogstaveligt talt, stiger ombord på en båd fuld af musik. Direkte fra entréen står et fuldt musikstudie med trommesæt, flygel og mikrofoner. Der strømmer god jazz ud af højttalerne og akustikken er behagelig. Og gennemtænkt. Julia ligner præcis, hvad hun er; en kunstner. Hun er iført hæle, en lang kjole og sort eyeliner. På blidt svensk-dansk inviterer hun på kaffe og Thomas tilbyder at tage Zac en tur i barnevognen ved kajen. Vi sætter os til rette med udsigt over vandet. ”Jeg flyttede noget tilfældigt til Danmark for 10 år siden. Jeg er vokset op i Sydsverige. Da jeg over en kort periode i mine 20’ere boede i New York, og ikke vidste hvor jeg skulle hen i livet, mødte jeg en dansk pige. Vi blev veninder, og da hun et år efter skulle tilbage til sin lejlighed på Istedgade, tilbød hun mig et værelse der. Jeg har efterfølgende både læst og arbejdet her. Oprindeligt var mit ønske at blive jordemoder, men da jeg manglede et fag, søgte jeg i stedet ind på uddannelsen som socialrådgiver. Mit hjerte banker for socialt udsatte kvinder, særligt gravide, og det var også med udgangspunkt i dem, at jeg ville være jordemoder. Jeg arbejdede i en periode på Reden på Vesterbro (støttetilbud til gadens udsatte kvinder, red.),men mere socialrådgiver blev jeg aldrig.”

Fra jazz til jazz

Julia er datter af den nu afdøde svenske musiker og poet Jacques Werup. ”Musikken har altid været der. Min far var musiker, og jeg er kommet på jazzklubber, siden jeg var 2 år. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg selv skulle være kunstner. I alle mine teenageår hadede jeg mit ophav og alt kulturelitært, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at provokere mine forældre med fester og stiletter på yacht’er i det sydfranske. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at skrive, for jeg havde noget på hjerte. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Det bliver min første lyrik og senere mine første sangtekster.” Julia har udgivet to digtsamlinger: Supernova og Ensomme mænds død (på det Poetiske Bureaus Forlag), og har de sidste år optrådt på byens jazzklubber med blandt andre Jokeren. ”Jeg møder Thomas på en jazzklub i Kødbyen for et år siden. En fælles ven skal spille, og han introducerer os.” Det bliver starten på deres forhold og parret udgav tidligere på året spoken word-albummet, ”Blixtra”, baseret på Julias lyrik og Thomas’ musik. Efter blot et år som kærester skal de nu se helt nye sider af hinanden.

Nyt liv, nye toner

”Kontrasten mellem den, jeg var, da Thomas og jeg lærte hinanden at kende, og den jeg er i dag, er stor. Jeg var ulykkelig og drak for meget, fordi jeg netop havde mistet begge mine forældre. Denne kontrast var nok grunden til, at jeg gik i panik, da jeg opdagede, at jeg var gravid. Jeg tænkte, at nu var livet slut. Nu skulle jeg så være nogens mor – kunne jeg overhovedet det? Jeg tvivlede pludselig meget på mig selv som kvinde. Fra den ene dag til den anden, var mit liv ændret. Til det bedre, skulle det jo dog heldigvis vise sig.” Thomas står ikke med samme følelse af panik. Han kender det liv, der venter med børn, da han har to børn fra et tidligere forhold. ”Jeg er så heldig at have en mand med to store, dejlige unger. Thomas har været klippen, og jeg har lige fra starten af vores forhold, følt mig utroligt velkommen i hans familie. Både af børnene og deres mor. De har sådan en god og tryg relation og ses til alle højtider og fødselsdage. Begge har store familier, og alle er gode venner. Tænk, hvis alle familier kunne have det sådan? Det eneste, jeg kan se være problematisk, når man er en sammenbragt familie, er de forskellige rytmer, vaner og rutiner, man må tage hensyn til. Det er dét.” Julia har før været i forhold, hvor der fulgte børn med og supplerer, ”Man kender ikke en mand, førend, man har set ham med hans børn. Jeg kan huske tidligere forhold, hvor det bare ikke fungerede. Hvor jeg så, hvordan forældrene agerede, hvis børnene ikke fik, hvad de ville have. Børnene er jo et spejl, og jeg brød mig ikke om, hvad jeg så. Jeg kunne aldrig træde helhjertet ind i et forhold med børn, hvis ikke der var en god relation børn og forældre imellem.”

Gravid og psykisk sårbar

Men selv med en garvet far og klippe ved sin side, havde Julia svære tanker og bekymringer om det nye liv. Ikke nok med, at hun var bekymret for fremtiden, og hvad det nye liv ville indebære, så stod hun også med bekymringen om en fortid med depression og dermed medicin. I 12 år har Julia været medicineret med Venlafaxin, som er antidepressiv medicin, effektivt mod moderate til svære depressioner. Medicin, man som udgangspunkt råder kvinder til at stoppe med, når de er gravide. ”I starten af graviditeten prøver jeg at trappe ud af medicinen, men det var svært. Efter to måneder må jeg give op. Jeg starter i stedet på et andet, bedre gennemtestet præparat, Sertralin, som min egen læge anbefalede, samt flere psykologsamtaler, og det fungerede .”

Men den dårlige samvittighed, over at tage medicin under sin graviditet, er svær at ryste af sig. Julia oplever også et modstridende system, hvilket ikke gør hende mindre tynget af samvittighed. Hvis ikke de fagfolk, hun er i hænderne på, vil udskrive medicinen til hende, på trods af anbefalingen, ligger der jo implicit et budskab om, at den er skadelig. Det familieambulatorie, hun besøger under graviditeten, har ikke tilknyttet en psykiater, man løbende kan have kontakt med. ”Lægerne dèr, fortæller mig, at jeg selvfølgelig bare skal fortsætte med min medicin, og at det vigtigste er, at jeg har det godt. At jeg ikke bliver depressiv. Det er bedst for barnet. Men ingen kunne udskrive min medicin. Et falleret tværfagligt system.” Hun føler sig kastet rundt, og til dels tabt, mellem fagpersoner.

Negative stemmer

Usikkerheden er ikke kun noget, som Julia føler komme indefra. Hun møder den overalt, og den smitter negativt. ”Der mangler positive røster. Kvinder, der bakker kvinder op. Kvinder, der beretter om andet end bristninger, nærdødsoplevelser og graviditetskilo, der aldrig forsvinder. Elsk din nye krop for den gamle kommer aldrig tilbage. Det var en sætning, jeg hørte igen og igen. Kunne man ikke fokusere på det gode, på det naturlige? På, at vi sagtens kan det her. Og at vi alle har hver vores rejse, vi skal igennem. Måske hænger det også sammen med manglen af min egen mor. Hun var stor tilhænger af det naturlige, og var en stærk kvindefigur, og så arbejdede hun netop med kvinder, der var bange for at føde, som psykoterapeut på Kvindeklinikken i Malmø. Hun betød meget for mig, og har givet mig oplevelsen af, at vi kan, hvad vi vil, og vist mig naturens magi ved flere lejligheder.” Men på trods af en opvækst med stor tillid til naturen, kan Julia mærke en følelse af usikkerhed. En følelse som parret vælger at tage alvorligt og agere efter. ”Al den usikkerhed jeg selv bar på, og samtidig mødte, gjorde, at vi tidligt besluttede at få en privat jordemoder med en meget naturlig tilgang til- og tro på, at kvinden kan.”

Fødsel med privat jordemoder

‘Fødslen blev ikke den ønskede hjemmefødsel. Men det blev en god fødsel med Krista Bella Hultén, en selvstændig jordemoder med begge ben godt plantet i moderjord. ”Det kan ikke anbefales nok, at få sig en privat jordemoder. Hun var med lige fra veerne begyndte hjemme på båden. Her lå jeg i et dejligt fødselskar, og trak den så langt, jeg overhovedet kunne. Vi ville gerne have haft en hjemmefødsel, men anbefalingerne når man tager medicin er, at man føder på et hospital, da der er risiko for, at barnet kan have vanskeligheder med vejrtrækningen. Zac havde ingen problemer, han skreg samme sekund, han landede. Jeg tror, vi brugte 4 timer i fødekarret herhjemme. Krista sad og strikkede, vi hørte musik, og jeg åbnede mig godt og vel 6-7 cm. Veerne var så kraftfulde og intense. Mit livs mest fantastiske oplevelse. Så måtte vi også afsted til Hvidovre Hospital. Set i bakspejlet fortryder jeg, at vi tog på hospitalet. Jeg synes, der er noget så smukt og naturligt ved en fødsel. Det forsvinder fuldstændigt i ledninger, der er for korte, presset hospitalspersonale, retningslinjer, hvide kitler og kolde rum med skarpt lys. Man føder ikke, hvis ikke man er tryg, slapper af og giver sig hen. Men samtidig er man i hænderne på en stresset jordemoder, der tager for hårdt fat og truer med sugekop. Modstridende elementer. Næste gang tør vi godt springe ud i en hjemmefødsel.”

Tillid til naturen

Thomas har haft samme oplevelse. Han kommer tilbage fra sin tur med Zac og stemmer i. ”Det er den der følelse af, at staten sidder og følger med på kameraer og sætter skub i tingene. Nu er der gået så og så lang tid, nu skal han ud. Tang og sugekop. Retningslinjer fremfor individet. De føder en hel skoleklasse om dagen.” Det er ikke det eneste, han har på hjertet. Thomas beretter også om et kedeligt system op til fødslen. ”Når man først har fået en diagnose, så ryger man i en kasse. Det er mere mistillid og kontrol. Her, tag en tisseprøve, vi kender din type. Hvis man er førstegangsfødende, er det da lige før, man begynder at fortryde. Det føles nærmest som statens unge, du bærer rundt på og ikke din egen. Misforstå mig ikke, jeg elsker staten, og den kommer jo mange til gode, men det kræver meget selvtillid at turde tro på de naturlige processer, det er at få et barn. Det er sådan et utroligt power fuldt virke. Man lytter på barnets hjerte, og det hamrer 135 slag i minuttet, og vil bare frem i verden. Det er synd, at det her videnssamfund fylder os med angst og usikkerhed. Det tager noget skønhed fra det. Det må bare være noget med, at man genvinder troen og tilliden til naturen. Fødslerne skal væk fra hospitalerne, væk fra sygdomsstemningen. Men det gik jo. Jeg hæfter mig jo ved det fantastiske udfald. Han blev jo så fin. Og det gjorde du også” siger han, og kigger varmt ned i sine arme, hvor Zac ligger og dernæst på Julia, der sidder på en blød kontorstol i hjemmestudiet. Det gik nemlig godt.

Læs også

Rillo Schwartz – om at bevare roen, uanset hvad

Den bedste støtte

Julia beretter om en fødsel, der var både overvældende og magisk. Og forhåbentlig ikke hendes sidste. Hun viser stolt billeder af hele fødslen og understreger flere gange, at Thomas var den bedste støtte. Den konklusion er man også parat til selv at drage, når man ser de smukke billeder fra Zacs landing, taget af Julias søster. Thomas sidder om sin fødende kvinde med stor indlevelse, medfølelse og situationsfornemmelse. Julia har ingen gener oplevet efter fødslen. Amningen fungerer. Zac er smuk og sund, lige som han skal være. Alt er godt. Tilliden er genvundet for en stund. Julias tillid til egne evner, parrets tillid til naturen. Til spørgsmålet om barsel svarer Julia, at hun er ved at indspille en jazzplade sammen med sin trio, som udgives i marts 2020. ”Livet på barsel er dejligt og frit. Thomas og jeg er trætte, men glade og laver en masse musik på trods. For første gang i 12 år er jeg rent faktisk helt ude af medicinen”. Julia kommer muligvis heller ikke helt udenom drømmen om at arbejde med gravide. ”Efter selv at have født og mærket hvilken positiv effekt det har, at blive nogens mor, har jeg nu besluttet at blive fødselsdoula. Jeg starter på
fødselspraktikeruddannelsen ved HéLT YOGA, hvor vores fantastiske jordemoder Krista Bella underviser og uddanner.” And the beat goes on. Selv på barsel.

Tekst Karoline De Lony Foto Liv Winther

Billederne fra fødslen er fotograferet  af Julias søster Laura Werup