Den svære beslutning om at sige farvel til karrierejobbet

Aldrig før har kvinder haft bedre muligheder for at have indflydelse, stærkere økonomi og større frihed end i dag. Og aldrig før har vi haft samme muligheder for at designe vores personlige og professionelle liv som lige nu. Læs Tine Stampes personlige beretning om at være en kvinde anno 2020, om at træffe valg og droppe den flotte karriere til fordel for et meningsfuldt liv som selvstændig efter flere år som ufrivillig barnløs.

Forestil dig, at du løber langs de franske bjerges snoede landeveje. De høje slanke træer skaber en smuk og kølig ramme om vejen. Du kan dufte den friske eukalyptus i den varme luft. Benene er i flow. Du har netop gjort op med dit selvpålagte forventningspress og opsagt dit karrierejob for at leve af din passion. Du har ingen idé, om det vil briste eller bære, men det er ligemeget lige nu, for friheden, den høje puls og vinden i håret gennemstrømmer din krop af lykke og empowerment. I dine earpods dukker tonerne af Katy Perrys “You gonna hear me roar” op, og dine monotone skridt bliver til dans langs den smukke landevej – og hvorfor skulle de ikke også det? Du er en fri kvinde anno 2020.

Sådan dansede jeg en julidag i 2018 gennem det franske landskab boblende af glæde, fuld af håb og mod på fremtiden. Mit liv havde taget nogle dramatiske ændringer de foregående år. Men jeg var endelig der, hvor jeg skulle være, i fuld gang med at re-designe mit professionelle arbejdsliv og skabe La Roar Life Science – en kosttilskudsvirksomhed, som er blevet til ud fra ideen om, at kosttilskud skal være effektive og overskuelige til bestemte faser i livet og med afsæt i videnskaben.

Jeg ville have et meningsfuldt liv i work-life-balance. Jeg var langt fra der, hvor jeg gerne ville være i min personlige udvikling og rejse, men jeg havde taget de første skridt og truffet nogle af de sværeste og bedste beslutninger i mit liv.

Men livet var og er selvfølgelig ikke kun en dans på en fransk landevej, og jeg tror ikke, at noget menneske kan valse gennem livet uden at slå sig bare en enkelt eller tusinder af gange. Og måske er det netop dér, hvor vi mærker livets barske sider, at vi finder motivationen til at prøve nye veje i livet.

For mit vedkommende blev det min mand, Peter, og min ufrivillige barnløshed, der slog mig helt ned under gulvbrædderne. Jeg husker særligt en episode, hvor jeg sidder kold og opløst efter flere timers tårer. Min krop var i gang med den tredje spontane abort på blot 18 måneder, og det var svært at skille fysisk fra psykisk smerte, mens blodet skyllede håb, mod og babydrømme ud af kroppen på mig. Oplevelsen ændrede på mange måder mit livssyn.

Jeg oplevede mit livs største sorg, fuld af ensomhed fordi barnløshed ikke ligefrem er noget, man deler med omverdenen, men den skabte en fandenivoldskhed.

Jeg havde brug for at bryde ud af min skald, handle og føle medbestemmelse i situationen. Jeg fik undervejs indsamlet en hel del ny viden om kvindens fertilitet og livsstil, som jeg ikke bare kunne lade ligge, selv ikke da jeg efter knap tre års kamp var blevet mor til endnu en smuk lille pige. Jeg ville gerne dele mine opdagelser, og det fik jeg i dén grad også lov til; ugentligt havde jeg nye kvinder i røret, der ville vide, hvordan vi var kommet igennem vores infertile periode.

Jeg lærte også af at være i sorg. At det er okay ikke at fixe alt lige nu, og at det ikke var det samme som at give op. Oplevelsen udvidede min forståelse for empati og gjorde mig samtidig mere kompromisløs ift. mine egne behov og ønsker. I mit stille sind vidste jeg, at dette var begyndelsen på et helt nyt livskapitel, hvor der fulgte et ansvar for at leve et liv med håret slået ud og masser at lykkelige stunder på menuen – også i mit arbejdsliv. Det tog mig dog lidt tid at få hovedet helt omkring, hvordan det for mit vedkommende skulle udleves.

Jeg opstillede fem principper:

1. En lykkelig familie har en lykkelig mor (og far). “Mors” lykke er 100% mit ansvar.

2. Jeg kunne ikke tale mig ud af den idé, jeg havde fået. Jeg måtte satte handling bag. Jeg lavede en pagt med mig selv om at arbejde på La Roar – hver dag. Nogle dage blev det til 10 timer, andre dage 10 minutter. 

3. Jeg byggede bro mellem det, jeg kendte og kunne – og det jeg gerne ville være. Det gjorde jeg ved at blive indenfor Life Science-kategorien. Her har jeg også et kæmpe netværk, der har bakket mig op, når jeg løb panden mod en mur.

4. Jeg fandt/finder inspiration fra kvinder og mænd, der har opnået eller kan noget, der i mine øjne er en succes.

5. Jeg omgiver mig med positive mennesker.

Jeg havde gjort mig en flot karriere hos en stor, international forskningsbaseret medicinalvirksomhed. Jeg fik en virkelig flot løn, som jeg var superstolt af og havde skønne kollegaer, men jeg ville ikke bare knokle for andre og tage referat til bestyrelsesmødet; jeg ville være med til at bestemme, hvad der skulle stå deri – men for at nå dertil ville det tage mig et årti eller mere. Hvis det overhovedet ville lykkes. For lad os bare være ærlige: en barsel eller flere barsler er ikke ligefrem karrierefremmende i særlig mange organisationer, hvis overhovedet nogen.

Så jeg måtte finde på noget andet, hvis jeg ønskede at genfinde min arbejdsglæde kombineret med livet som mor. Og hvorfor så ikke gå efter det, der for mig synes som værende det ultimative: at leve af sin passion.

Min passion er at hjælpe andre mennesker. Det er den ting i verden, der giver mig ubestridt mest energi. Derudover er jeg sucker for det, jeg kalder ‘succesfuld sundhed og selvudvikling’. Med La Roar drømmer jeg om at revolutionere den fertile status verden over. Jeg drømmer om mere forskning ift. hvordan vi bør bruge kosttilskud holistisk og klogt. En appelsin indeholder heller ikke kun C-vitamin – men stort set alle vitaminer og mineraler, du finder i naturen. Jeg drømmer om en ny gren i den vestlige videnskab, hvor vi tør at tænke holistisk frem for i siloer. Ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele. Det er for mig en universel kraft vi bør have for øje i alle livets aspekter.

Men jeg frygtede, hvordan det at udleve min drøm ville påvirke min familie. Hvilke konsekvenser ville det have for vores økonomi, pigernes hjem, vores årlige udlandsrejser og lignede luksus, som vi gennem årene havde vænnet os til med to velbetalte job. Og så frygtede jeg især, hvilken indflydelse det ville have på mit ægteskab med Peter – og hans karriere. En start-up ville jo ikke kun vende min verden og økonomi på hovedet, men også hans.

Den efterfølgende periode havde vi mange lange spændende, men også til tider virkelig svære snakke. Heldigvis havde Peter det ligesom jeg – det kan være dyrt at udleve sine drømme, men det kan være endnu dyrere ikke at gøre det. Og vi vidste begge to, at den her måtte udleves. Peter har været min allervigtigst sparringspartner og konceptudvikler hele vejen igennem og er nu også gået med fuldtid i La Roar.

Det var langt fra alle, jeg mødte på min vej, der mente, at startup-livet er foreneligt med livet som småbørnsmor. Jeg blev mødt med fraser som: “Er du klar over, hvor meget det egentlig kræver? Du skal arbejde mindst 70-80 timer om ugen for at blive en succes – hvis det overhovedet bliver en succes!”.

Og de har helt ret. Det kræver meget at lave en startup, og jeg arbejder mange timer. Jeg arbejder om morgenen, før pigerne vågner, og om aftenen, når de er lagt i seng. Jeg arbejder weekend og hverdag – og uden Peters kærlighed, forståelse og evige gejst for at gøre mig, La Roar og os bedre, jamen så ville det ikke været mig muligt.

Økonomisk er vi gået fra at købe mere eller mindre, hvad vi havde lyst til, til at vi har lagt økonomien om i huset og nu vender hver en krone. Jeg joker ofte med, at det er lidt som at komme på SU igen. Men vi havde en fornuftig økonomi og kan derfor blive boende i huset.

Men på en eller andet tvistet måde føles det også enormt fedt at gå all in på sin drøm, også økonomisk. Jeg har altid beundret de mennesker, der tog chancer og løb nogle risici for en drøm, de troede på. Jeg kender ikke så mange, der er kommet sovende, gratis eller hurtigt til succes. Og selvom jeg allerede føler, La Roar er en succes, fordi det bringer så meget fantastisk med sig, så står vi stadig for foden at bjerget. Vores rejse er kun lige begyndt.

Væsentligt er også, at til forskel fra før, jeg opsagde mit job i medicinalindustrien, hvor jeg lagde mit familieliv omkring mit arbejdsliv, så planlægger jeg i dag mit arbejdsliv omkring mit familieliv. Jeg skal ikke spørge nogen chef, om jeg kan tage en fridag, når børnehaven skal på tur. Jeg skal ikke rafle med mine kollegaer om vagten mellem jul og nytår. Jeg gør, som det passer min familie – og det er en fantastisk frihed, jeg ikke vil være foruden.

Ja, det koster noget at gå efter sine drømme, og jeg har misset flere fødselsdage, skole-reunions og stort set droppet alkohol, da det koster mig flere dage at komme ovenpå igen. I det hele taget har jeg bare skruet ned for mit sociale liv for en tid – med mindre mine børn er inkluderet. Det, synes jeg, er en lav pris.

Så til dem, der udfordrer mig, gør jeg en dyd ud af at lytte til jeres pointer. Veje dem op mod mit eget standpunkt – og holder du ikke ved det “gamle”, ja så har du jo kun en standpunkt til du tager et nyt. Så jeg lader dem gøre mig stærkere og næste gang, jeg mødte én, der sagde: “Man kan ikke både hente børn og lave startup”, kunne jeg roligt svare: “Hvis jeg kan, så kan du også.”

Med de fortsatte Covid-19-udfordringer bliver vi foræret tid til at reflektere og gennemgå alle aspekter af vores liv. Mange kvinder oplever lignende ro til refleksion i løbet af deres barsel, og derfor ser vi også flere og flere kvinder, der aldrig vender tilbage til deres gamle job. Fordi de søger et mere positivt arbejdsliv, enten som selvstændig eller ved et radikalt karriereskift – og med work-life-balance, som én af de allervigtigste parametre.

Jeg synes, det er så fåcking fedt at være kvinde lige nu – og jeg elsker alle de ‘hatte’, jeg har mulighed for at tage af og på, næsten som det passer mig. Mennesket, verden, videnskaben vil så gerne ordne, fixe og putte i boks. Det tror jeg helt ærligt bare ikke, du kan med kvinden anno 2020. Hun vil det hele, og hun kan det hele.

Af Tine Stampe, grundlægger af La Roar Life Science  Foto: Liv Winther