Iværksætter Cille Fjord fik en svær fødselsdepression, da hun som 25-årig blev mor til sit første barn og var igennem en traumatisk fødsel. Nu venter hun sit andet barn, og mens hun elsker at være gravid, frygter hun fødslen. Vi kørte til Odense for at møde den højgravide iværksætter. 

For Cille Fjord var drømmen at vælge en karriere, hun kunne rejse verden rundt med. Hun så sig selv “sidde i spændende stillinger på ambassader rundt omkring i verden” og derfor faldt valget på jurastudiet. 

“Vores familie flyttede til Mexico, da jeg gik i 9. klasse på grund af min fars job. Siden har jeg haft et ønske om at komme tilbage. Så da jeg arbejdede som stud.jur på et advokatkontor i Odense og fik muligheden for at søge et stipendium på ambassaden i Mexico City, søgte jeg det straks,” fortæller Cille Fjord. 

Men skæbnen ville noget andet. Kort tid efter finder Cille Fjord nemlig ud af, at hun er gravid. 

“Min første graviditet var både nem og god. Det hele var meget idyllisk og jeg var, kan jeg se nu, naiv omkring det hele. Men jeg havde jo heller ikke prøvet det før. Jeg gik ind til fødslen med et åbent sind – jeg havde en idé om, at jeg bare skulle være i det, rumme smerterne og nyde det, selvom man ved, det kommer til at gøre ondt. Jeg glædede mig helt vildt. 

I uge 36 fik jeg det mærkeligt, lidt som hvis jeg havde influenza og mit blodtryk var tårnhøjt. Jeg havde begyndende svangerskabsforgiftning og blev indlagt til igangsættelse med det samme. Retrospektivt var det allerede der, fødslen gik skævt, for jeg følte mig på ingen måde som en del af beslutningen og fulgte bare ordrer. Det resulterede i, at jeg tog Angusta-piller i tre døgn, fik vedrop og endte i en massiv vestorm. Da jeg var 10 cm udvidet, var min livmoder så træt, at jeg fik besked på at presse Carl ud uden veer. Der var 15 mennesker på stuen, og da han kom ud, var han sort. Helt sort. Han og min kæreste, Christian, måtte afsted på børneafdelingen med det samme. Jeg lå efterladt med en massiv blødning, som de prøvede at stoppe, og jeg blev hurtigt kørt til operation. Jeg sagde, at jeg ikke ville i narkose, fordi jeg ville sikre mig, at jeg kunne komme direkte op til Carl bagefter. Det var så grufuldt at være vidne til, hvordan de hev og flåede i mig, og ingen havde tid til at fortælle mig, om de var ved at operere min livmoder ud, og om jeg ville overleve. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø.  

Efter operationen overtalte jeg personalet til at blive rullet op på neonatal, så jeg kunne se min søn. Sygeplejerskerne passede ham, og han havde allerede fået mad, da jeg så ham første gang. Det gjorde så ondt i mit hjerte, at nogle andre havde gjort alt det, som jeg som hans mor jo skulle. 

Det har taget mig to år at komme mig over, at vi blev skilt ad, og at vi havde den skæve start. Jeg var en skygge af mig selv og lukkede mig helt ind i mig selv. 

Jeg var indlagt i 14 dage. Jeg prøvede at få amningen op at køre, men et par uger efter fik jeg det så ufatteligt dårligt, at jeg ikke kunne stå på benene. Det viste sig at være en rest af min moderkage, som skulle opereres ud med det samme. Jeg røg i fuld narkose, og det blev amningens endeligt. Jeg måtte kaste håndklædet i ringen, selvom jeg havde haft et kæmpe ønske om at amme.”

Den første tid var svær 

“Min mor kom hjem til os en dag og kunne slet ikke genkende mig. Jeg var helt slukket, og dér hev hun fat i min læge, som gav mig en henvisning til en psykolog. Jeg kunne først få tid 10 måneder efter, hvilket jo er til grin. Som min mor svarede: ’Til den tid er hun hoppet i havnen’. Det er skrækkeligt, at der ikke findes et bedre sikkerhedsnet til kvinder, der har brug for hjælp i efterfødselstiden. Jeg kunne godt selv dække omkostningerne til en psykolog, men det er jo ikke alle, der har overskuddet eller ressourcerne, og det synes jeg ikke, vi som samfund kan være bekendt. 

Det tog mig lang tid at mærke den ægte dybe kærlighed til mit barn. Jeg var egentlig ikke tvivl om, at jeg elskede ham, men det tog to år, før jeg mærkede kærligheden helt inde i knoglerne. Carl græd konstant og led af refluks. Det var virkelig slemt, og der var flere gange, hvor jeg overvejede, hvem jeg kunne give ham til – jeg ville bare ikke have ham. 

I de perioder, hvor vi ikke sov, og jeg ikke fik spist, var min tilstand slem. At have et barn, der ikke trives, er den værste følelse. Under min barsel var jeg meget opsat på, at gråden ikke skulle være en barriere, og jeg kan huske, at jeg gjorde mange ting på trods af hvor dårligt både jeg og Carl havde det. Jeg tog til København for at besøge en veninde, men han græd jo hele vejen, og det var slet ikke hyggeligt, men jeg insisterede på at gennemføre. 

Jeg havde også et behov for at komme ud og væk – i virkelighed fra hele situationen. Jeg ville hellere tage en eksamen i skatteret end at være sammen med mit barn i min barsel. Det var lettere for mig at sætte mig i en læsesal og læse paragraffer end at gøre det, jeg skulle som mor. Det hjemsøger mig i dag. Jeg fik et barn, men jeg havde hverken lyst til at passe det eller være sammen med det. Jeg sendte Carl i institution, da han var 8 måneder. Jeg havde et behov for at blive mig selv igen. 

Jeg har lært på den hårde måde, at man skal være noget for sig selv, før man kan være noget for andre. Det er først efter jeg er kommet ud på den anden side, at jeg kan sætte ord på hvordan det er at have en fødselsdepression. Mine samtaler med min psykolog har været ekstremt helende. Det har været et stort arbejde at samle mig selv sammen igen. Mine grænser var totalt nedbrudt og jeg er helt sikkert blevet mere stålfast i dag. Jeg er så selvstændig med alt andet i mit liv, men på mor-fronten mødte jeg en ekstrem usikkerhed. Jeg var uselvstændig i rollen og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg føler egentlig at jeg har meget rygrad, men jeg blev bukket og bøjet i begge ender. Det er helt tydeligt at jeg ikke var voksen da jeg blev mor første gang, men det er jeg nu. I mit arbejde med min psykolog har vi også talt om at fødslen af Carl rev op i et gammelt traume. Jeg var som helt ung vidne til et terrorangreb i London, hvor jeg oplevede døden på tæt hold og det er der blevet rippet op i. Det har hjulpet mig til at forstå mine egne reaktionsmønster, at få den oplevelse koblet til fødslen.”

Valgte iværksætterdrømmen

”Efter min barsel med Carl åbnede jeg sammen med mine to mindre søstre Café Unika i Odense. Mine behov og mål var pludselig nogle helt andre. Det er ret finurligt at gå fra at være så karriereminded til, at jeg ikke kunne være mere ligeglad med karrieren. Jeg nyder at være min egen chef og skabe mit eget. Det er så sjovt at drive Café Unika, og jeg priser mig lykkelig over at have en hverdag, hvor alt er lystbetonet, og jeg kan styre min egen tid. Jeg kommer selv fra en familie med to karriereforældre, og mine søstre og jeg har haft lange dage i institutioner. Jeg føler på ingen måde, at jeg har taget skade, men jeg har bare ikke selv lyst til at aflevere mit barn fra 8-17 hver dag. Jeg har lyst til at være sammen med det.”

Læs også

Julia Werup: om at genvinde tilliden til naturen

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid igen?

”Det var faktisk ikke planlagt, at jeg skulle blive gravid lige nu. Men da kvalmen kom snigende, var jeg ikke i tvivl. Jeg har altid taget mine mini-piller på samme tidspunkt på dagen, men så var der nogle uger, hvor det ikke lykkedes. Jeg tog det ikke så tungt, men fandt så ud af, hvorfor den timing alligevel er ret vigtig. 

Jeg havde det svært med, at jeg var gravid, og jeg var faktisk ikke klar til at blive mor igen efter den svære start med Carl. Det var derfor ikke med kæmpe jubel. Jeg vidste godt, at Carl ikke skulle være enebarn, men jeg var bare ikke klar til at skulle gennem det igen. I sidste ende var der ikke så meget at snakke om andet end, hvordan vi skulle komme igennem det. Måske kan det være sløjfen der kunne binde det hele sammen og blive forløst. Det håber jeg.”

Valgte at være ærlig på Instagram

“Jeg begyndte at dele tanker om moderskabet med mine følgere på Instagram under min graviditet med Carl. Jeg havde ingen veninder med børn, så jeg havde et behov for et fælleskab. Min profil blev lidt en virituel mødregruppe, hvor vi kunne sparre om stort som småt. Da jeg kom ud på den anden side af min fødselsdepression, begyndte jeg at dele meget mere om mit forløb. Jeg kan mærke, at min historie har hjulpet rigtig mange andre kvinder. Men jeg har desværre også mærket en bagside af at være åben ved spydige kommentarer, og det har jeg haft rigtig svært ved at kapere, og derfor har jeg haft behov for at trække mig lidt. Jeg synes, det er trist, at vi som kvinder ikke er bedre til at acceptere, at alle er forskellige og har forskellige oplevelser af ting – vi skal være bedre til at give hinanden plads.”

Hvilken betydning har din første fødsel haft i din graviditet? 

“Min fødsel af Carl har naturligvis trukket spor med ind i denne graviditet, og jeg fik ret hurtigt et tilbud om at komme i team sårbare gravide. I starten ønskede jeg ikke at blive placeret i en kasse, men i dag er det den bedste beslutning, og det har givet mig så meget i form af støtte og hjælp til det, der venter mig, nemlig fødslen.”

Hvordan har du det med din gravide krop? 

“Jeg har det godt med min krop. Jeg laver ikke noget motion, men jeg går rigtig meget – det er jo helt fantastisk, at man kan lave et barn. Det har været meget overvældende for mig at mærke liv, det har været meget point of no return, at jeg skal jo igennem denne her fødsel. Jeg kan virkelig godt lide at være gravid, men jeg kan ikke så godt lide tanken om at skulle føde.” 

Er der noget tøj du har været særligt glad for?

“Jeg har nogle favoritter fra min første graviditet, et par hæslige bukser, som min mand forbyder mig at gå udenfor i – det er et par kluddermorbukser, der kan strækkes ud i 10 meter. Jeg har brugt Chantelle Soft Stretch undertøjs-kjoler. Det er nemt at være gravid her om sommeren, og jeg er ikke så meget til decideret graviditetstøj – hvorfor skal alle bukser være sorte? Til fødderne har jeg kun gået i Birkenstock eller Havianas – mine fødder er allerede møre af graviditeten.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig om kost og tilskud under din graviditet? 

“Jeg tager en gravidvitamin og ekstra magnesium, fordi jeg har døjet meget med kramper i mine ben, og så har jeg købt en Magnesiumserum, jeg kan smøre benene ind i. Jeg spiser mange grove grønne grønsager for at tanke op på jern. Jeg kan finde på at juice et broccolihoved i cafeen, hvis jeg har gået en dag uden at få nogle grønsager. Jeg er ret bevidst om, at jeg skal tanke min krop op med jern, hvis jeg ligesom sidst skulle miste meget blod. Jeg starter dagen på et kæmpe glas Mathildes kakaomælk. Det er noget, jeg har cravet helt fra begyndelsen. De første tre måneder bestod 80% af min kost af kakaomælk og franske hotdogs.”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen, og hvilke tanker har du gjort dig?

”Jeg har ikke helt besluttet mig for, hvor meget jeg skal gå ind i det. Jeg er nok bange for at have for store forventninger til fødslen. Det har været vigtigt for mig at lave en klar aftale med hospitalet om, at jeg under ingen omstændigheder skal sættes i gang igen. Hvis jeg får tegn på svangerskabsforgiftning, så går vi med et kejsernsit – og det har jeg det også helt fint med. Samtidig kan jeg mærke at jeg har et behov for at binde en sløjfe på mig selv med en vellykket vaginal fødsel. Og under ingen omstændigheder kan jeg acceptere at jeg bliver skilt fra min søn, som jeg gjorde første gang. Hvis ikke der er plads på barselsafsnittet ryger jeg til Svendborg. Jeg vil heller ikke hjem, før amningen er etableret. 

Det er noget, jeg har taget aktiv stilling til. Sidst havde jeg en idé om, at amning var noget, alle bare kunne, og det handlede om at komme hjem og vise ham frem til alle. Det har jeg slet ikke et behov for denne gang. Jeg vil gerne prøve den der barselsboble og give amningen tid og plads – det betyder rigtig meget for mig. Jeg ved dog også, at jeg ikke kan amme for enhver pris, og jeg ved, at flaske kan være ligeså godt.”

Hvad glæder du dig til lige nu? 

“Jeg glæder mig til at fødslen er overstået. Det er ikke en særlig fed følelse – og jeg synes også, det er ærgerligt, når nu jeg ved, hvordan det føles at glæde mig så meget, som jeg gjorde første gang. Min psykolog siger, at jeg ikke skal gå og vente på, at jeg kommer til at glæde mig, for det kommer ikke til at ske. Jeg skal acceptere, at det er ok. Jeg glæder mig til, at vi skal hjem fra hospitalet og være en familie på fire. Jeg tør ikke forudse noget, og jeg har ingen forventninger, fordi alt sidst gik stik modsat af, hvad jeg havde forventet. Jeg har heller ikke købt noget eller gjort noget klar. 

Læs også

Emily Salomon: Om at blive gravid efter omfattende livsstilsændring

Denne gang kan det ikke være mere ligegyldigt, om babysengetøjet er strøget. Det er de følelsesmæssige og nære ting, der fylder hos mig, og jeg har et inderligt ønske om helt naturligt at prøve at få tilknytningen til mit barn. Og at det ikke er noget, der først skal komme 2,5 år efter. Jeg har et inderligt ønske om, at denne fødsel kan blive en form for afslutning på alt det, vi har været igennem. 

I dag ved jeg, at ting tager tid – jeg ved, at den dybe kærlighed er en proces, og jeg ved, man kommer til at elske sit barn, men at det måske ikke er lige fra første øjekast.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther