Hvordan værner man om kvindens psyke i en fødsel?
I en fødsel er der ofte stort fokus på, hvordan baby har det, og på fysiske behandlinger rettet mod kvindens krop. Men hvad med kvindens psyke og hendes oplevelse af at være fødende? Det skrev tre psykologistuderende fra Københavns Universitet sidste år bachelor om. Her kan du læse et uddrag, hvor de kaster lys på fødslen som en symbiose mellem kroppen og psyken, som er med til at sikre en positiv fødselsoplevelse
I Danmark fødes der omkring 60.000 børn om året – og ligeså mange mødre. De psykiske aspekter af en fødsel er dog ikke særlig velbelyst forskningsmæssigt, hvilket gør den ellers evidensbaserede svanger-, fødsel, og postpartumpleje mangelfuld.
Imidlertid skyller der en bølge af opmærksomhed henover den nuværende danske fødselspraksis, og kritikken går på den mistrivsel, som den fødende kvinde i den forbindelse oplever. Skyggesiden er, at traumatiske fødselsoplevelser kan have langvarige virkninger, der rækker ind i moderskabet. Statistik fra Rigshospitalet beretter om, at i forbindelse med fødslen udvikler 10-14% af kvinder og 7-8% af mænd psykiske vanskeligheder, der kræver professionel hjælp.
I lyset af den seneste debat og aktivistiske tiltag, så som borgerforslag om bedre fødsler og Mødrehjælpens underskriftindsamling for en tryg fødsel, cementerer denne statistik kun yderligere, at fødslens psykiske aspekt skal tildeles samme opmærksomhed som det fysiske aspekt, både hvad angår forskning på fødselsområdet og på et praktisk og politisk plan.
Effektivisering frem for trivsel?
Hospitalet er som statsejet institution underlagt politiske beslutninger. Og med disse aktuelle opråb fra fødende kvinder og jordemødre står det klart, at de politiske beslutninger om besparelser skaber et presset og stresset personale, hvilket kan skabe en utryg fødselskultur for de fødende.
De økonomiske besparelser, eksempelvis nedskæring af personale, kan få den betydning, at fødslens fremgang må sikres med vedrop og CTG-overvågning i stedet for den naturlige produktion af hormonet oxytocin, som øges ved kontinuerlig omsorg og tryghed.
De effektiviserede fødselsrammer kan måles på det, der kaldes et partogram, som er et diagram over fødslen, der ensretter behandlingen af de fødende. Gennem en nærlæsning af Dansk Selvskab for Obstetrik og Gynækologis (DSOG) hjemmeside fremgår en oversigt over gældende retningslinjer for jordemødre og fødselslæger, som har til formål at sikre at fødslen har en progressiv og lineær udvikling, der følger det normative partogram.
Et konkret eksempel er vestimulerende drop, som ofte tilbydes, hvis kvinden ikke følger det gængse partogram, hvor kvinden skal have åbnet sig 1 cm hver anden time. Det vestimulerende drop består af et kunstigt hormon, syntocinon, der fysiologisk efterligner fødselshormonet oxytocin ved at intensivere veerne. Syntocinon kan dog ikke smertelindre, frembringe lykkefølelse, sikre tilknytning mellem mor og barn, sikre mælkeproduktion eller igangsætte den fysiske heling i efterfødselsperioden. Samtidig hæmmer syntocinon den naturlige produktion af oxytocin, som netop bevirker de førnævnte effekter.
De psykiske konsekvenser kan dermed være vidtrækkende fra mere smerte, mindre glædes-, omsorgs- og kærlighedsfølelse, mere besvær med opstart af amning samt fysisk heling i efterfødselsperioden. Omvendt kan vedroppet være en hjælp for kvinder, der oplever en stilstand i deres fødsel, og tilbuddet om vedrop kan derfor opleves som en støtte, ikke bare fysisk men også psykisk, da det anerkender og imødekommer kvindens udmattelse.
Krop og psyke skilles ad
En sådan retningslinje er med til at repræsentere et dualistisk menneskesyn, hvor kroppen og psyken betragtes som adskilte. Vedroppet sikrer ganske vist fødslens fysiologiske fremgang, men der mangler en opvejning mod de psykologiske konsekvenser heraf.
Med tanke for virkningerne af vedrop samt muligheden for vestorm, er det værd at bemærke, at det naturligt forekommende fødselshormon faktisk kan stimuleres og øges uden brug af medikamenter. Ved berøring, øjenkontakt, tryghed og bevægelse kan oxytocin-niveauet stige.
Grunden til, at praksissen med vedrop er værd at diskutere, er årsagen til dens anvendelse. I stedet for at favne kvinden og støtte den psykologiske tryghed, behandles det fysiologiske aspekt adskilt fra det psykologiske. Det er her, vedroppets anvendelse kan kritiseres.
Hvad angår effektiviseringspolitikken, viser beregninger, at vestimulerende drop i gennemsnit forkorter fødslen én time. Taget ovennævnte bivirkninger i betragtning virker det som en høj pris at betale for den fødende kvinde. Men i statens store regnskab gør mange bække små en stor å.
Da fødslen flyttede på hospitalet
For at forstå hvornår denne adskillelse af kvindens krop og psyke vandt indpas, må vi se på hospitalets historik. Før hospitalet vandt frem, fødte kvinder i hjemmet med kvindelige jordemødre, som både under og efter fødslen agerede fysisk og psykisk støtte for kvinden.
Men med en stigende industrialisering, hvor folk rykkede sammen i byerne, skete to ting: 1. Infektionerne steg, og 2. Statslige institutioner blev bygget for at imødekomme behandlingen af syge. Med et hastigt voksende vidensfelt samt en udvikling af teknologiske og medicinske redskaber voksede feltet omkring den obstetriske profession vedrørende de fysiologiske og biologiske aspekter ved fødslen.
Manglende ligestilling betød dog, at universitetsuddannelsen var forbeholdt manden, og den obstetriske profession blev derved et mandsdomineret domæne. Her kan det diskuteres, at denne ændring i fødselspraksis betød, at jordemoderens indgående erfaring gik tabt ligesom erfaring med og viden om kvindekroppen og betydningen af psykisk støtte, både under fødslen og i efterfødselsperioden.
Tilbage på hospitalerne implicerede den nye fødselspraksis, at fødslen kunne anses som en komplikation, der kunne og skulle ‘behandles’. Praksis var, at den fødende blev barberet forneden, fik kittel på, og blev gjort klar til lægens inspektion ved at blive lagt på en briks, hvilket kan ses som en komplet patientliggørelse.
I 70’erne begyndte der dog at blive rettet fokus mod den systemisk indlejrede undertrykkelse af kvinden i fødselspraksissen. Kvinder begyndte at forlange en nænsom, kvindecentreret fødsel. Disse kvinders kamp for, at fødende kvinders mentale trivsel skulle medregnes, værnes om og opprioriteres kan ses sammenligneligt med den samtidsakutelle kampagne fra Mødrehjælpen, ‘Alle skal have en tryg fødsel’, og borgerforslaget ‘Bedre fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende’.
Fødslen i dag
I dag føder de fleste kvinder stadig på hospitalet (over 96%, jf. Sundhedsdatastyrelsen, 2018). Sammenlignet med den mandsdominerede oprindelige praksis er hospitalet i dag ganske moderne og kan argumenteres at afspejle samtidens diskurser og tendenser. Tag for et eksempel Rigshospitalets tilbud om Fødeklinikken med dæmpet belysning, fødekar og uden mulighed for medicinsk smertelindring.
Men den historiske gennemgang vidner imidlertid også om en fundamental adskillelse af kroppen og psyken, og som i dag stadig kan anes i de gældende fødselspraksisser. For at værne om kvindens positive fødselsoplevelse må fødslens triade af psykologi, biologi og fysiologi anerkendes som intimt forbundne. Således at en psykisk tryg fødsel også kan anses som en fysisk sikker fødsel.
Spørgsmålet bliver nu, hvad der kan gøres for at modvirke denne splittelse mellem det fysiologiske og det psykologiske. En stigende grad af aktivistiske tiltag, såsom Mødrehjælpens manifest og ovenstående borgerforslag, råber politikkerne op og kræver handling nu. Her kræves blandt andet ret til fødsels- og forældreforberedende undervisningsforløb samt til kontinuerlig omsorg og støtte fra jordemødre og sundhedsplejersker.
Den psykiske vigtighed af forberedelse er større end den praktiske information
‘Ready for Child’-projektet ved Aarhus Universitetshospital har undersøgt effekten af fødselsforberedelse til førstegangsfødende og fundet, at det øgede kvindens evne til at håndtere fødslen bedre, samt at de udviste større viden om fødslens faser, en signifikant større andel af kvinderne med fødselsforberedelse mødte op på hospitalet i aktiv fødselsfasen. Dette vidner om en styrket tro på egne evner.
Kontinuerlig støtte er en aktiv indsats, der retter sig mod kvindens mentale trivsel og tryghed. Betydningen af kontinuerlig omsorg afdækkes i et studie af fødselsforsker Ellen Hodnett (2011), som finder, at kvinder som får støtte fra samme fødselshjælper under deres fødsel havde; større sandsynlighed for at føde vaginalt, et mindre brug af smertestillende midler, en hurtigere fødsel, samt en lavere rapportering af negative følelser i relation til fødselsoplevelsen.
Kontinuerlig psykisk omsorg under fødslen er karakteriseret ved to ting:
-
At den samme fødselshjælper er engageret i omsorg og pleje, fra tidligt i fødslens opstart.
-
At den psykiske omsorg skal variere alt efter fødslens fase for bedst at støtte oxytocinproduktionen gennem støttende ord og fysisk kontakt.
Fødslen forstås her som en psykisk transformation, som er faciliteret af hormonelle mekanismer. Fødslens faser har forskellige hormonelle udtryk og dermed også forskellige psykiske behov.
Tidlig fødsel
Oxytocinniveauet begynder at stige. Den fødende er ofte afventende og rolig og har brug for at forbinde sig til familie og venner og fortsætte med de daglige rutiner i eget hjem.
Aktiv fødsel
Oxytocinproduktionen er fortsat stigende, mens smerte- og stressniveauet tiltager. Kvinden har måske brug for at trække sig og kan have varierende grad af bevidsthed. Her har hun brug for at blive bekræftet i sit gode arbejde, fysisk kontakt og et roligt og trygt miljø.
Lige før pressefasen
Oxytocin-niveauet peaker for at hjælpe forløsning. Stresshormonet kortisol er også højt. Kvinden kan betvivle egne evner, usikker på om hun kan klare den og frygt for at dø. Her har hun brug for bekræftelse i, at hun godt kan, og at hun er stærk og sej samt fysisk kontakt og et roligt og trygt miljø.
Forløsningen
Kortisol- og oxytocinniveauet er på sit maksimale. Kvinden oplever eufori, glæde og kærlighed. Hun har brug for hud mod hud med barnet for at reducere stresshormonerne og brug for roligt at kunne stimulere tilknytningen mellem mor og barn. Her har hun brug for ro og støtte til at få amningen etableret.
Grundlæggende viser det sig, at fødslen må anerkendes som en psykisk oplevelse, hvor kvinden også kommer i centrum som en mor, der har forestillinger, håb og frygt. Anerkendelsen heraf er det centrale element i kvindens positive fødselsoplevelse.
Tekst Isabella Ariel, Miriam Nadelmann & Emma Sillehoved
Illustrationer Karoline Gabel
Din kommentar