Hvor blev sommerlykken af? | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

To_The_moon_honey_hvor_blev_ferien_af

Hvor blev sommerlykken af?

MEET’N’GREET

To_the_moon_honey_parforhold_Parterapi_Skilsmisse_gå_fra_hinanden_Blackbird_insitute_.jpg

Marianne Mosbæk, 34 år, er mor til sønnerne Elvin på 4 år og Helmut på 2 år. Marianne er uddannet fra Blackbird Institute og arbejder som familierådgiver og terapeut.

@Mariannemosbaek

Kender du følelsen af, at være fyldt op med ro, oplevelser, nærvær og overskud efter en lang sommerferie? Kender du også forundringen over, at den kan forsvinde med et trylleslag idet hverdagen atter torpederer dig og din familie. Det taler Marianne Mosbæk, familieterapeut om her, hvor du får gode råd til den travle hverdag.

Hvornår er du gladest

Noget af det allerbedste for mig og min familie ved at have ferie, er følelsen af tid. Ingen skal ud ad døren om morgenen. Ingen skal hente trætte børn fra institution eller skole om eftermiddagen. Ingen skal hentes til og fra musikundervisning, og vi har ingen deadlines. Jeg forsøger altid at holde min kalender helt fri. Den består hovedsageligt af spontane aftaler. Det er muligt, fordi det jo netop er ferie. Vores hverdag ser anderledes ud og heldigvis for det. Hver ting til sin tid og derved forskellige glæder. Men når det er sagt, kan det være en rigtig god øvelse at kigge på, hvad det er vi gør, når vi er allergladest, fx når vi holder ferie, og forsøge at hive noget af det med ind i hverdagen som immervæk fylder det meste af kalenderåret.

Læs også artiklen DIG OG MIG FOR ALTID

 

Nej tak, er ok

En ting jeg er blevet rigtig god til, fordi jeg først og fremmest er blevet bevidst om vigtigheden af det i forhold til min familie, og hvornår vi har det bedst, er at sige nej til ting. Ikke fordi vi skal noget andet, men fordi jeg ved af erfaring, at min mand og jeg ryger ud af kontakt, når kalenderen bugner med aftaler. Det giver hverken mig selv eller resten af familien noget godt. Det er klart, at der kan være invitationer du ikke lige siger nej til, fordi du har lidt meget om ørerne – men i langt de fleste tilfælde har vi et valg. I min bog er det helt legalt at sige nej tak til en middagsinvitation hos nogle venner af den eneste grund, at jeg helt inderst i min mave kan mærke, at jeg ikke orker det. Det er ikke på grund af mine venner, men på grund af mig selv. Jeg bliver meget hurtigere fyldt op af sociale arrangementer end min mand gør. Ikke to individer er ens, og derfor er det vigtigt at vide, hvor meget vi kan fylde på tallerkenen, før vi har sagt ja til for meget. Det, mange oplever, der sker når tallerkenen er blevet for fuld er, at vi bliver kortluntede. Vi bliver spidse. Råber af vores børn. Skændes med vores partner. Vi bliver pressede. Og det er fordi, vi er gået lidt for langt. Det er ikke raketvidenskab, men rigtig mange lykkes ikke med at finde balancen i hverdagen.

Når hverdag bliver til overlevelse

Undersøgelser viser, at over 80 % af børnefamilier, opfatter hverdagen som ren overlevelse. Det synes jeg er ærgerligt, både for os selv, men i høj grad også for vores børn. Vores børn spejler deres forældre, og når vi går til livet som noget der skal overleves frem for leves, kommer vores børn til at gøre det samme.

Kig på familiens morgenrutine

Min erfaring er, at morgenerne i en børnefamilie kan ende i konflikt, fordi vi mangler tid. Tid til at børnene kan følge med i deres tempo, og ikke i vores. Det er vores ansvar som forældre, at sørge for at der er tid nok. Min ene søn springer ud af fjerene kl. 6, mens min anden søn helst skal have tid til at ligge at vågne stille og roligt i et kvarter, inden han overhovedet er i stand til at føre skeen med havregryn op til munden. De har begge brug for minimum et kvarter til at lege i fred, inden vi cykler i børnehave, og jeg selv har brug for et bad og min morgenkaffe, inden jeg bliver en nogenlunde udgave af mig selv. En måde at skabe lidt mere tid i hverdagen er at stå op 20 minutter tidligere, eller 15 eller 50 minutter. Det kan være svært, hvis man er en, der elsker at blive liggende og skutte sig under dynen, men det er et valg, vi kan tage for at få bedre tid om morgenen.

Når vi hundser med vores børn

Det kan være en stor hjælp at bruge et par minutter på at tale om, hvad hvert familiemedlem skal bruge af tid om morgenen, og så sætte vækkeuret derefter. Vi har det med at være urealistiske hvad angår tid, og børn kan ikke skynde sig som os voksne. Når vores børn laver flitsbuen, bedst som vi er ved at mase dem ned i flyverdragten eller tvinge armene i skoletasken er det deres sprog for, at det går lidt for hurtigt. En 4-årig siger bare ikke, ’Ved du hvad, mor. Jeg kan mærke, at det går lidt for hektisk for sig her til morgen for mit 4-årige nervesystem, så jeg kunne godt tænke mig, at vi sænkede tempoet lidt, så jeg kan følge med’. Nej, de trækker i den modsatte retning ved at kaste sig ned, lave flitsbue, sige ’dumme mor’ eller ’jeg hader børnehavnen’. Det er deres sprog for, at det går for hurtigt.

Små justeringer kan skabe store forandringer

En anden ting, der er så sikker, som at Dolly sover på ryggen er, at hvis kontakten til os selv ryger, ryger den også til vores partner. En ting jeg selv forsøger at holde fast i, i hverdagen, er at min mand og jeg skal ’mødes’ på ét tidspunkt i løbet af dagen. Med det mener jeg et nærværende øjeblik, hvor vores opmærksomhed går til hinanden. Når min mand kommer hjem hen mod aftenen, er jeg typisk i gang med at lave mad og holde mine børn vågne. De er endnu så små, at de er helt ubegribeligt trætte og sultne kl. 17.45. Min mand vil gerne dele hele sin dag med mig, og børnene vil gerne dele deres dag med deres far, og jeg vil gerne have maden på bordet. Så lige dér kan vi gå skævt af hinanden. Det er ikke fordi, jeg ikke vil høre om min mands dag, men jeg kan ikke give ham min fulde opmærksomhed i det sekund, han træder ind ad døren. Det kan jeg til gengæld, når børnene er puttet, så i stedet for at smide os i sofaen eller begrave os i arbejde, bruger vi lidt tid på at tale og ikke mindst lytte til hinanden. Pointen med denne lille personlige fortælling er, at det faktisk tog os noget tid, at få italesat, hver især, hvorfor det ikke altid lykkedes for os at ’mødes’ lige der i den værste ulvetime, og finde frem til, at vi begge fint kan acceptere at flytte vores tid til hinanden et par timer eller i det mindste til børnene har fået lidt energi på tanken og kan lege selv inden puttetid. Mange af os er dårlige til at få sat ord på, hvordan vi har det, og hvad vi godt kunne tænke os. I stedet går vi med det selv og samler til bunke, indtil det kommer lidt småsurt ud mellem sidebenene. Dette kan vi undgå, når vi lærer at sige fra i tide, og mærke hvad vi har brug for.

LeaveCOMMENT

Your email address will not be published. Required fields are marked *