Berlin er byttet ud med en lille by i Danmark på knap 9000 indbyggere, havearbejde, kedsomhed og ikke mindst en række positive åbenbaringer, som psykolog Johanne Schwensen deler her

Fra et ukonventionelt familieliv, hvor det at have et barn ikke satte begrænsninger for festlige udskejelser og kreative karriere-moves, havde jeg aldrig forestillet mig, at næste kapitel ville foregå i provinsen og bestå af villa, volvo og næsten også vovse. Her gøres der status på, hvad det gør ved familien, når børn er i flertal, og når storbyrammerne er udskiftet med provinsidyl.

For to år siden skrev jeg om børn og parforhold. Med psykologfaglige briller, men mest af alt fra et privat og lettere kriseramt sted. Et par måneder senere kom så barn nummer to, derefter indtog corona vores verden, og lock-down i Berlin ramte børnefamilierne hårdt – så hårdt, at vi brat afsluttede vores syv-årige lange affære med den tyske hovedstad og flygtede tilbage til Danmark.

Ja, for hvad gør man, som den gode psykolog, der lærer sine klienter at give plads til følelserne og imødegå alt det svære? Man skrider! Væk fra den sexede, men fattige tilværelse, væk fra fristelserne, der havde trigged mangt en eksistentiel krise, og væk fra den ensomhed, jeg så akut oplevede, da jeg ikke bare stod med ét barn, jeg kunne have med på farten, men to børn der resulterede i en helt anden, langt mere isolerende stavnsbundethed. 

Læs også

Isabel Christensen: Om at vælge det rolige liv

Og fordi jeg er den mindst fantasifulde person på denne klode, fløj jeg selvfølgelig ikke bare hjem, men hjem til min mor. Sådan helt bogstaveligt. Hjem til Fredensborg, den by jeg kalder mit barndomshjem. Det hører sig til historien, at jeg faktisk forsøgte at gøre noget så rebelsk som at flytte til en anden by i Fredensborg kommune, nemlig den anelse mere hippe kystby, Humlebæk. Men kapitlet varede kun i et halvt år indtil en drastisk vandskade gjorde, at vi blev tvunget ud i et langt hurtigere huskøb, end vi nogensinde havde forestillet os muligt, og skæbnen ville, at det hus, vi med nød og næppe kunne få bevilget lån til lå i Fredensborg.

For dem, der ikke kender til Fredensborg, er det en Nordsjællandsk provinsby, en såkaldt stationsby og tilmed en slotsby. Her får man sig “et liv på landet med ro og rum”. Og hvis man er en grænsesøgende, mildt manisk, meget social, lettere ADHD-præget mor til to, får man i Fredensborg også en konstant tvungen mindfulness-øvelse. 

Vi har i skrivende stund boet i provinsen i lidt over et år, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi er blevet spurgt, om vi ikke savner Berlin helt enormt, og hvordan skiftet dog har været. Veninderne vil særligt vide, hvad det gør ved familien og parforholdet, nok fordi de er nysgerrige på, om provinsen kunne virke fordrende på den gnist og familieharmoni, de savner. 

Jeg har ikke svaret noget særlig konkret, fordi ærlig talt har jeg ikke vidst, hvilke følelser der udsprang af den kollektive corona-ørkenvandring, hvad der var kulturchok i forhold til at flytte tilbage til Danmark, og hvad der var tilvænningen fra at være et ungt par med et nemt barn, de havde med overalt, til at være en familie på fire, hvor mulighederne for at glemme ens ansvar var lig nul.

I det hele taget er der også bare så mange forskellige aspekter ved det at flytte fra byen til provinsen, og hvad det gør ved familielivet og parforholdet, at jeg mest af alt ønsker, at alle de nysgerrige skal komme til Fredensborg og opleve effekten på egen krop. Men lad mig alligevel forsøge at destillere nogle temaer ud fra det, provinslivet har lært mig over det sidste år.

Og så håber jeg selvfølgelig, at denne lille række forstadsåbenbaringer kan give dig lyst til at flytte med herop:

1. Naturen er nærværende og har det vildt. Hen over foråret sprænger bøgehækken ud i besynderlige ryk på den måde, at vinterens visne, homogent brune areal usystematisk og pletvist bliver lysegrønt. Og når hele hækken er blevet overtaget af små hidsige neonfarvede skud, folder de sig ud og bliver til pragtfulde, mørke blade. Men det er ikke alt, for bedst som man tror, at man må vente til efteråret, før en transformation atter finder sted, så skyder endnu et lysegrønt lag ud fra den i forvejen tykke, levende mur. Og det er bare hækken. 

Jeg troede naivt, at vi havde fået en tabula rasa som have, da vi købte vores hus i april, plænen så udpint og gold ud. Uproduktiv have, som Søren Ryge ville sige. Men selv uden at have anlagt køkkenhave eller blomsterbede (endnu), viste haven sig at byde på en inspirerende mængde stauder og plantesorter, og potentiale for leg og dyrkning. 

Vi har indtil videre plantet nogle sommerfuglebuske, hortensiaer, et kirsebærtræ, en hindbærbusk og nogle lavendler, og min svigermor har foræret os bogen ‘Fra græsplæne til grøntsagsmark’, så nu er der ingen vej tilbage, og jeg spår et nyt niveau af simpelt og jordbundent nærvær, når først vi går i gang.

2. Der er færre distraktioner, og du kan være usynlig. I en lille by kan man være usynlig, og det er både godt og skidt. Det er godt for pengepungen, for de fleste køber med forestillingen om et publikum og en anledning. Men hvis du ikke har nogen steder at tage hen iført Marni-sandalerne, og hvis der ikke er nogen, du kan flashe dit Prada-gear overfor, hvorfor så overhovedet bruge tid på at finkæmme Vestaire Collective? Hvorfor så bruge alle de penge? 

Et andet positivt aspekt er hvis man, som jeg, ofte fristes ikke bare af mode-trends men også mennesker. Jeg fascineres så voldsomt, at det næsten slår mig ud af kurs, så når jeg møder et særligt dragende eller passioneret menneske, kan jeg bruge flere dage på at prøve at overtale min mand til, at vi skal forsøge os med den levestil, hvad end det handler om at blive selvforsynende, have et åbent forhold, rejse jorden rundt [indsæt selv ideologisk passion]. 

Fredensborg ligger ikke inde med et bredtspektret showcase af nytænkende levemåder. Der er ingen dragende personligheder, der kæmper om min opmærksomhed. Og det er i sig selv afgørende for et mindre flakkende fokus. 

Men usynlighed er naturligvis også skidt. Det er hårdt, så snart der er krise på familiefronten, hvis ens foretrukne coping-strategi har været at give sig selv “frikvarter” ved at flygte hen på den nærmeste café med en god bog. I Fredensborg er der, som I nok kan forestille jer, ikke nogle travle barer og caféer man kan søge tilflugt, der er heller ikke gode spots, hvor man kan menneske-kigge og leve sig ind i andres historier for at glemme sine egne frustrationer. 

Podcast

Vores panel snakker om by vs. land

Usynligheden kan også være skidt, når den parres med ensomhed, hvilket er en faretruende realitet, når provinsen man bor i er besværlig at komme til med det offentlige, og man døjer med et umætteligt socialt behov og trives bedst i varierende hverdage, iklædt et slør af spontanitet, hvor der altid er en god chance for at blive inviteret på fyraftensøl. Og jeg har ikke engang prøvet at bo her om vinteren. Gys. Men så må jeg blive bedre til at hoppe på Lille Nord, skynde mig at få det kørekort og i øvrigt forfine kunsten at invitere på uimodståelige middage midt i ulvetimen.

3. Børn trives i haver. De elsker at lære om plantearter, lave “parfume” eller hekseformularer af blomster og blade, eller som i går, en græskage til naboens kanin Plet. De aktiverer sig selv, hvis blot man åbner døren ud til terrassen og siger: “Hey skal I ikke ud og lave en suppe ud af regnvand og jord?” 

Nogle gange får min mand og jeg åndenød over at være så forholdsvis langt væk fra byen, men så skal vi bare minde os selv om, at vi altså ikke havde råd til hus og have tættere på byen, og at vores piger stortrives i at kunne tumle rundt i græsset, på trampolinen og cykle op og ned ad de blinde villaveje. 

Måske kan man gå så langt som til at sige, at det er blevet lettere at have børn efter, at vi har bosat os i provinsen? I Berlin fik jeg helt seriøst panikangst af ikke at have planer, der hev os ud af lejligheden, så vi ikke havde to understimulerede, hyperaktive unger, der kravlede på væggene eller skreg efter børne-coke i form af Ramasjang.

4. Det kan ske, at provinsen puster liv i parforholdet. Godt nok har Berlin uendeligt mange muligheder og ekstremt meget sexappeal, men over de seneste måneder har jeg opdaget, hvordan kedelige forstads-rammer også har en hvis magi. Min yndlings parterapeut Ester Perel – som jeg ynder at henvise til ved enhver lejlighed – ville forklare det med, at man for at turde tage chancer og hengive sig til den udforskende vildskab skal føle sig tryg og have et stabilt fundament at springe fra. Måske kan provinslivet give den stabilitet? 

Det kan også være, at den intimitetsbefordrende mekanisme er langt mere enkel. Skal man i virkeligheden bare kede sig mere, end hvad bylivet tillader, før man begynder at tilføje sin kreativitet på parforholdet? Er det ligesom dengang, man var barn, og klagede over, at man kedede sig og fik at vide, at man skulle bruge sin fantasi, og selvom det var monster irriterende ikke bare at få lov at glo fjernsyn, så skabte det samtidig også grobund for nogle sjove og opfindsomme lege?

Ærligt så bliver jeg også lidt panisk over, at min mand ikke bare er min tætteste, men også eneste allierede her i byen. Det udstikker nogle ret høje krav til at pleje vores forhold og gør, at vi er tvunget til at tage ideen ‘love is a verb’ super seriøst, hvis ikke vi vil risikere, at gnisten bliver førtidspensioneret. Men indtil videre giver det ekstra lag af kedsomhed, isolation og kærlighedsarbejde afkast. Eller måske handler det egentlig bare om, at havearbejde er hot, og at det forholdsvist enkle liv er blevet vores kink. Jeg har i hvert fald (næsten) ikke truet med at ville skilles i de seks måneder, vi har været husejere, og det er både en personlig rekord og også ret imponerende taget i betragtning, at mit fødselshoroskop indeholder fire skorpioner.

Så ja, hvis du står og overvejer at udskifte storbylivet med provinsens rolige rammer, så vælg for Guds skyld Fredensborg. Og bliv min nye ven. For hvis der lige boede 25% flere festlige forældre født mellem ’75 og ’95, så ville provinslivet være noget nær perfekt. 

Tekst og billeder Johanne Schwensen