For tre år siden tog Maria Lorentsens mor sit eget liv. Nu venter Maria sit første barn, og graviditeten puster liv i den angst og mistro, som tabet har efterladt. For hvordan stoler man på, at folk omkring en ikke pludselig forsvinder? Eller man selv gør? Maria fortæller her om de mange spørgsmål hun gerne ville have stillet sin mor, og om at gå fra at overleve til at leve

Lige nu er vi tæt på hinanden. Min baby og jeg. Så tæt på hinanden som kun en mor kan være med sit barn. 

Så tæt har jeg også været på min egen mor. Hun kunne føle spark og hikke og har mærket mig, før jeg selv vidste, at jeg fandtes. Men min mor og jeg kan aldrig igen være tæt på hinanden. Aldrig skal hun ae min kind eller lægge en hånd på min skulder og forsikre mig om, at alt nok skal gå. For hun er væk, død og begravet. Og hver dag jeg kommer tættere på mit moderskab, bliver savnet tungere og fraværet fylder mere og mere. Nu er det mig, der skal ae mit barns kind, smile til ham og få ham til at stole på, at verden er god. Også når jeg selv ikke tror på det.

Jeg mistede min mor pludseligt for knap tre år siden. Jeg landede i Kastrup Lufthavn til beskeden om, at min mor ikke var her mere. Og min verden brød sammen. Efter få måneders sygdom, der begyndte med en fejlslagen operation i ansigtet, som gav smerter og søvnløshed og dernæst ledte til angst og depression, valgte hun livet fra. Hun troede ikke længere på bedring. Foran hende var alt sort, havde hun fortalt mig. Noget der senere har hjemsøgt mig, for hvordan kunne jeg ikke forstå, hvor skidt hun havde det?

Det første år herskede chokket. En undtagelsestilstand, hvor hver dag var ren overlevelse og trods psykologhjælp var jeg ikke klar til at bearbejde sorgen. Året endte med en sygemelding og samtidig lukkede corona landet ned, så den omkringliggende verden endelig passede til det, der skete inde i mig. Og først da begyndte helingsprocessen. Langsomt.

Andet år var præget af traumet og senere savnet. Jeg åbnede mere og mere op for Pandoras æske, gik i sorggruppe, sagde mit job op, flyttede tættere på min familie og tog ud at rejse i månedsvis.

På tredjeåret skete der en slags forsoning. Her opdagede jeg, at fortiden ikke behøver at stå i vejen, men kan leve side om side med fremtiden. Min kæreste gennem nu syv år bærer en stor del af æren og uden ham kan jeg ikke se, hvordan jeg nogensinde havde overlevet. Gode venner, familie og fantastiske svigerforældre har ligeledes fået mig langt. Men fremtiden åbnede sig især for mig, da jeg blev gravid. For pludselig var der en rolle, som kun kunne varetages af mig. At skulle være nogens mor. Samtidig skulle jeg lære, at lykke og smerte ikke var hinandens modsætninger, men noget der fra nu af altid må gå hånd i hånd. For med udsigten til at møde det lille væsen, der vokser inde i mig, følger også den fremtid, min mor aldrig vil blive en del af. Hans fremtid.

Læs også

”Jeg troede, min graviditet skulle være den lykkeligste tid i mit liv”

Da jeg var lille, skrev jeg tit breve til min mor og efterlod dem rundt i huset. Allesammen med budskabet om, at hun var verdens bedste mor. Jeg fortsatte i mange år, og de seneste sendte jeg til hende fra rundt i verden i starten af mine tyvere. Efter hendes død fandt jeg stakken af breve. Hun havde gemt dem alle. I dag er det stadig tydeligt for mig, at hun var verdens bedste mor.

Det virker naturligt, at man som vordende forælder søger tilbage til det, man kommer fra for at finde det, man vil give videre til sine børn. Jeg ville gerne have hørt mere om hendes barndom, om hendes graviditeter, om mig selv som lille, om hvordan hun lærte sine børn at kende og troede på sig selv, da jeg som baby skreg på sjette måned og lægerne sagde, at jeg bare skabte mig. Hvordan vidste hun, at der var noget galt og hjalp sit barn, som viste sig at have øreproblemer? Hvordan holdt hun modet højt? Hvem søgte hun hjælp hos?

Min mors selvmord har skabt et paradoks. Når jeg søger tilbage, bliver jeg fortvivlet. For der vil altid være en del af hende, jeg ikke forstår og aldrig vil forstå. Hvorfor kunne hun ikke se, at der ventede hende en fremtid? En fremtid med mig, mine søstre og endnu flere børnebørn end de fire, hun allerede havde og elskede over alt på jorden? Selvom vi tit har sagt til os selv, at hun ikke valgte os fra, men at hun valgte smerten fra, så bliver spørgsmålet ved med at hjemsøge mig. For hun var en stærk kvinde, der havde gennemlevet mange store udfordringer i løbet af hendes alt for korte liv. Hun har altid vist os, at det var vigtigt at kunne klare sig selv og at når tingene blev svære, måtte man rejse sig igen. Eller “tage sig sammen”, som hun havde for vane at sige. Men måske var det netop hendes styrke, der gav bagslag, da hun pludselig blev så syg, at hun ikke selv kunne komme ud af det. Og det efterlader mig et besynderligt sted: For hun har givet mig en styrke, vilje og moral så afsindig stærk, men uden at lære mig, at det er ligeså vigtigt at sige fra og bede om hjælp, når man ikke kan klare tingene selv.

Læs også

Caroline Corinth “Sidste år havde du din mor, og næste år har du din søn.”

Selvmordet skabte også en mistro i mig. Ikke bare blev jeg bange for, at alle omkring mig på et splitsekund kunne være væk. Jeg mistede også tilliden til folk. For kunne alle på kort tid blive så syge, at jeg ikke kunne regne med, hvad de mon ville gøre? Og endnu værre, kunne jeg selv? De første par år efter hendes død var jeg skrækslagen ved tanken om at få børn. For hvad nu, hvis jeg forlod dem, som hun forlod mig?

I den første lange del af min graviditet græd jeg ikke. Dels fordi jeg var glad. Så lykkelig at jeg knap nok havde plads til de helt almindelige bekymringer, der typisk rammer gravide. Jeg ville ikke lade dem komme ind. For dels handlede det også om frygten for, hvad der gemte sig derinde. Om dominobrikkerne, der én for én ville vælte hinanden og minde mig om, at det man elsker allermest, kan fordufte på et øjeblik. Da min mor forlod verden, forsvandt min følelse af ubetinget omsorg og kærlighed. De usynlige arme, som holdt om mig og forsikrede mig om, at hun altid stod klar til at gribe mig, slap sit tag. Det var hende, jeg altid kunne ringe til, hende som ville have husket alle mine scanninger og jordemoderbesøg og høre på alle mine graviditetsgener, som man aldrig kan forvente af et andet menneske end en mor.

I slutningen af min graviditet har sorgen og angsten ramt mig. Det har igen været svært for mig at tro på livet og lykken. Lykken og forventningen er så stor, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan være sandt. For hvad nu, hvis der sker noget med babyen? Hvad nu, hvis det pludselig er politiet, der banker på døren, frem for min kæreste der kommer ind ad den? Hvad nu hvis fremtiden for vores lille familie bare forsvinder? Og nok kan man fortælle mig, at det hele nok skal gå, men min erfaring viser mig jo, at sådan er det ikke altid.

Podcast

Vores panel snakker om at blive mor når man har mistet sin mor

Nu er jeg snart i mål med graviditeten. Men noget siger mig, at det først er efter fødslen, at den egentlige rejse begynder. Rejsen ind i moderskabet. Det er her, jeg skal lære at mangle hende på ny og lære at gøre hende til en del af mit barns liv.

Med tiden er selve savnet blevet større end sorgen. Savnet af den person, hun var, som jeg elsker og som mit barn skal lære at kende, selvom hun ikke er her. Det er vigtigt for mig, at mit barn får en nærværende mormor. Det lyder måske mærkeligt. Men jeg bliver nødt til at tro på, at selvom hendes person ikke kan være her, kan hendes ånd alligevel. Gennem billeder, anekdoter, humor, madopskrifter og alt der fortæller hendes historie. Min søn skal kende hende, den fantastiske kvinde hun var, som havde han mødt hende selv.

Da jeg blev gravid gik jeg fra at overleve til at leve. For der er en rolle, der venter mig, som er vigtigere end alt andet. En nøgleperson i mit barns liv. Det føles overvældende, men synes ubeskrivelig meningsfyldt. Jeg ved, at min mor ikke ville ønske, at jeg lader savnet til hende overskygge glæden over selv at skulle være mor. Så jeg vil lade hendes kærlighed bære mig videre. Og lade kærligheden fra hende være det, jeg giver videre til mit eget barn.