“For de fleste tager det 3-4 måneder at føle sig som en kompetent mor”

Hvordan får man en god start som mor, og hvad skal man gøre, hvis begyndelsen er gået skævt? Det ved psykoterapeut, Susanne Rose Brønnum, specialist i traumatiske fødselsforløb. Hun opfordrer os til at lade den perfekte facade falde

Hvordan reagerer krop og hoved efter en fødsel?

“Efter fødslen sker der en fysisk og psykisk bearbejdning, hvor man skal vænne sig til den nye, kropslige tilstand. Det kommer bag på mange, hvor ondt man har, når man har født. Så den allerførste tid handler om at pleje moren, hun skal få hvilet ud og få omsorg og måske noget smertestillende. Hun skal serviceres på alle måder, så hun lander godt i moderskabet.

Jeg er specialiseret i de traumatiske fødselsforløb, og her ser jeg, hvordan mange har svært ved at få nervesystemet i ro. Moren kan have svært ved at sove, også selvom barnet sover, fordi en fødsel – uanset hvordan den gik – er en stor fysisk og psykisk udfordring. Det kan ryste en.

I dag er fødestederne meget specialiserede, og det kan have den ulempe, at der er mest fokus på de komplicerede forløb. Man kan få at vide, at man har haft en ‘normal fødsel’, selvom det slet ikke føltes sådan. En fødsel er risikofyldt. Den handler om de helt store spørgsmål om liv og død og alt derimellem. Men selvom man har haft en ‘normal fødsel’, har der måske været noget med hjertelyden eller en temperaturforhøjelse, og det er meget svært at forberede sig på, før man er i situationen. I systemet tager man for givet, at sådan er det, og det kan give kvinderne oplevelsen af ikke at blive forstået i, hvor hårdt det var.”

Hvilke forestillinger har mange kvinder om tiden efter fødslen? Og hvad er realiteten ofte?

“Jeg møder mange ofte velbegavede kvinder, der har sat sig grundigt ind i fødslen. Og man kan godt læse om, at det bliver hårdt, men man kan ikke indstille sig på det, før man er der selv. Når de tænker tilbage på fødslen, kan de være bange for, om de gjorde det godt nok. Synes manden, at de var for vilde eller sagde for høje lyde? Hvis han tidligere har fået børn med en anden kvinde, er de bange for, om de gjorde det lige så godt som hende. Mange har virkelig brug for anerkendelse. Og det skal de have.

Nogle har forestillinger på det personlige plan. Man har lige klaret noget så stort, og så kommer folk og har udelukkende fokus på det lille barn og spørger ikke, ‘hvordan har du det som mor’? Nogen tørster mere efter den anerkendelse end andre.

Jeg kan huske en, der fortalte, hvordan svigerfamilien kom og tog billeder af barnet med ryggen til hende, og hun lå der i smerter uden noget opmærksomhed og følte sig helt kørt over. Hun tænkte: ‘Det er nok bare mig’. Man skal sige det højt i situationen, hvis man vil have det anderledes, men det gør mange ikke.”

Læs også

Stine Legarth: “Infertiliteten gav mig en ydmyghed over for det at være til” 

Hvordan ser de perfekte rammer ud for de første dage?

“Man skal have tid og ro og omsorg og informationer – og man skal have det på sine betingelser og i sit tempo. Og lige meget hvor og hvordan man føder, er det vigtigt, at mor og far kan være sammen. Det er helt enkelt og lavpraktisk.

Der skal være nogen, der besvarer ens spørgsmål, hvis man er usikker. Nogen, der spørger: ‘Hvordan har du det?’. Og rent faktisk har tid til at høre efter. Kvinden skal kunne kalde hver eneste gang, hun forsøger at amme og få hjælp til det. I dag spørger personalet måske, hvordan amningen går, og kvinden svarer ‘fint’, for hvad skal hun sammenligne med? Men der er ikke tid til at kigge ordentligt efter.”

Hvordan passer det med virkeligheden i dag?

“Jeg har et helt friskt eksempel med en andengangsfødende, der fire timer efter fødslen fik at vide: ‘Du ser da frisk ud – du skal hjem’. Kvinden følte sig ikke frisk, men følte sig presset ud og var ikke klar til at modtage informationer om, hvad hun skulle holde øje med omkring barnet. Dagen efter udviklede barnet en akut sygdom og skulle indlægges.

Det er tit i samme ånd, hvis tiden på hospitalet efter fødslen bliver erstattet af et telefonopkald. Jordemødrene har simpelthen ikke tid til at spørge ordentligt ind. I det her tilfælde fik kvinden at vide, at barnets symptomer lød helt normale, men barnet kom faktisk i livsfare og skulle indlægges. Og hvis man som mor kan høre, at der er travlt i den anden ende, er man høflig og vil ikke spilde jordemoderens tid. Der er ikke tid til at uddybe, følge op eller informere ordentligt om, hvad man som mor skal observere.”

Du har arbejdet 14 år som jordemoder og 21 år som privat psykoterapeut med speciale i fødsler og forælderskab. Hvordan har du set udviklingen af fødselsområdet?

“Da jeg var jordemoderstuderende i 1980’erne, havde man fem dage som normaltfødende og otte dage efter kejsersnit på hospitalet. Begrundelsen var, at mælken løber til på femte dagen, og man skulle over de døgn, hvor hormonerne raser, og det er svært at lægge barnet til, når brysterne er stenhårde.

Jeg siger ikke, at det er rigtigt for alle at være indlagt. For nogle er det fint at komme hjem efter nogle timer. Andre har brug for længere ophold. Men i dag har vi stillet os tilfredse med forholdene ud fra et økonomisk synspunkt i stedet for at se, hvad behovene er fysiologisk og psykologisk.”

Hvad gør det ved kvinderne?

“Man kan ikke skære dem over en kam, men mange føler usikkerhed og utilstrækkelighed. ‘Hvordan kan de synes, jeg er klar til at komme hjem, når jeg føler mig så usikker og sårbar’. Der er en generel følelse af svigt.

Der er også stor forskel på, hvad kvinderne kommer hjem til. Er der andre børn, de skal tage sig af, er der en støttende mand, en klog mor eller svigermor? Et netværk, så man kan føle sig rolig og tryg? Hvis ikke kan usikkerheden og utrygheden for nogle udvikle sig til en fødselsdepression, hvor man bid for bid føler sig mere og mere tom og trist. Hver fjerde kvinde og hver sjette mand rammes af en form for efterfødselsreaktion.”

Hvorfor så mange?

“Fordi det at få børn er et af livets store udviklingstrin. En af de helt eksistentielle og afgørende begivenheder. Det giver helt naturligt noget utryghed og usikkerhed, men mænd og kvinder i dag er ikke gearede til at tackle usikkerheden på det her dybe niveau. De er vant til at have fuld kontrol. I dag er vi strukturfascister, og selv når vi har fri, ved vi, hvad vi skal lave. Men når man døgn efter døgn ikke aner, om man er på rette kurs, om barnet har det for varmt, om det får nok mad osv. osv., kan mange ikke håndtere det.

Når du bliver mor, skal hele dit system omstilles. Tiden med et spædbarn bliver flydende, og den hormonelle forandring, der sker, når man er gravid og ammer, gør kvinderne mere følsomme og sårbare, end de plejer at være. Mange forsøger at opretholde en facade, og det er blevet ekstremt.

Jeg kan få kvinder ind ad døren, hvor makeuppen og manicuren er perfekt. Man tør ikke gå ud med uglet hår og ingen makeup og har meget svært ved at sige, hvordan man har det bag den facade. Det kan få andre kvinder til at tænke, at alle andre ser ud til at have det fint. Så viser de selv den facade frem – også på de sociale medier. Det er et perfektionsniveau, jeg ikke har kendt til før.”

Hvad skal man gøre, hvis man er kommet skævt fra start?

“Det første skridt er at sætte ord på over for sin partner, en veninde eller andre nære relationer. Snakken må gerne indeholde, hvad man forventede, hvad man er blevet ked af, hvad man er bange for og så videre. Man skal give sig selv lov til at være usikker og ikke vide alt fra start. Det tager tre-fire måneder for de fleste at føle sig som en kompetent mor! Spørg de mennesker omkring dig, der selv har født og haft små børn om, hvordan de havde de, og hvordan de klarede de udfordringer, du står i netop nu. Og lad være med at stole på alle de lyserøde beskrivelser, der kan florere på de sociale medier. Virkeligheden er ofte meget mere nuanceret.

Hvis det er fødselsoplevelsen, der gør, at man er kommet skævt fra start, er det en god idé at tale med en jordemoder – for eksempel hende, man har født med. Og så er det godt at vide, at man altid kan arbejde på at få en ny begyndelse. Man kan enten selv dykke ned i den første tid igen gennem hukommelsen, billeder osv. eller sammen med en terapeut, hvis det ikke er tilstrækkeligt.

Mange er kede af, at de ikke var ordentligt til stede i den første tid med deres baby. Det kan være en hjælp at vide, at det ofte er dem selv, der har lidt under det, mens faren eller andre har taget sig godt af baby.”

Hvad tænker du om debatten på fødselsområdet i dag?

“Igennem årene har små bål brændt hist og her. Men de blev slukket. Nu brænder bålet virkeligt. Nu er grænsen nået. Jeg superviserer fagpersoner og hører, hvordan de oplever deres arbejdssituationer, og hvor fortvivlede de er over at forsøge at lappe på et system uden nok ressourcer. Der ligger en kæmpe udmattelse hos personalet, som virkelig brænder for deres fag, og som i mange år har forsøgt at skåne de gravide og fødende. Nu kan de ikke lade, som om det er okay længere. For det er det ikke. Vi er nødt til at stå ved, hvordan forholdene er, og vi skal ikke pynte på virkeligheden.”

Hvordan, håber du, tingene udvikler sig?

“Vi skal back to basics, vi skal lytte til folk, vi skal kigge dem i øjnene og forstå, at det er en læringsproces at blive forældre. Det tager tid! En fødsel er i mange tilfælde en kompliceret, fysisk proces, og både mor og barn skal komme levende igennem. Men det er også vigtigt, at der er plads til den mentale omsorg. Hvis jeg kunne gøre noget godt for de fødende og personalet, ville jeg give plads til at vægte den individuelle omsorg igen. Alle skal ikke redes over en kam og bare have den samme behandling.”

Tekst: Liv Collatz