COLA-forhold: Kan man være kærester og bo hver for sig?

Flere og flere vælger at leve i et forhold, hvor man er et par, men bor hver for sig – et såkaldt COLA-forhold. Bliv klogere på den alternative livsform og på, hvad det er COLA-modellen kan, hvordan man lever efter den, når man har børn, og hvorfor den måske kan blive en redning, hvis der er krise i parforholdet

 

Artiklen er et uddrag af To The Moon’s podcastepisode Vores panel snakker om COLA-forhold, som du kan lytte her

Hvad er et COLA-forhold?

Parforholdet er en kunst. Når vi smider børn ind i puljen, må romantik, frihed og spontanitet ofte vige pladsen for praktik, planlægening og huslige gøremål. Måske af den grund, vælger flere og flere par at leve efter livsformen, COLA, der står for Couples Living Apart. Begerebet dækker over en samlivsform, hvor man holder fast i parforholdet eller ægteskabet, men bor på to separate adresser. 

Hvorfor vælge en model som et COLA-forhold?

En af de danskere, der lever i et COLA-forhold, er sygeplejerske og terapeut, Cecilie Kristensen. Som nybagt mor følte hun, at hun var ved at drukne og miste sig selv i hamsterhjulet med småbørn, parforhold og hverdagens automatgear: 

“Det var en kæmpe omvæltning. Jeg følte mig reduceret til at være mor og, oven i det dunket i hovedet med, at der også var et parforhold. Så jeg skulle også huske at være kæreste. Og hvem var Cecilie til sidst i alt det her?

Jeg havde svært ved at afgrænse, hvornår jeg selv havde lyst til noget, og hvornår jeg var på autopilot og bare fulgte med, som det hele rullede. Uden at tage bevidste beslutninger om, hvordan vi ønskede at leve vores familieliv og hvordan parforholdet versus forældreskabet skulle være.”

Podcast

Vores panel snakker om COLA-forhold

Følelsen af at forsvinde væk i hverdagens trummerum genkender Rikke Rasmussen. Hun har to store teenagebørn og lever efter sin skilsmisse fra børnenes far i et COLA-forhold på femte år: 

“Måske er det en kvindeting, men det var følelsen af at miste sig selv i pligterne, i arbejdet og i kærligheden – for mig endte det i en skilsmisse. Derfor er det også det, vi bygger videre på i mit nuværende forhold. Det er de erfaringer, vi har gjort os hver især, som vi bruger til at sige, hvad er det, vi skal undgå nu. Kærligheden kommer og går ikke, som man har lyst til, så det er med at passe på den, når den er der.”

Hvordan tager man samtalen med sin partner, hvis man drømmer om et COLA-forhold?

Forfatter Heidi Kølle har også mærket på egen krop, hvordan parforholdet langsomt forsvandt i en tretrinsraket af arbejde, institution og Netto-indkøb. For hende og hendes mand endte det i første omgang med en skilsmisse, som gav anledning til et opgør med de traditionelle opfattelser af kernefamilien og følelsen af, at tingene partout skulle være på en særlig måde:

“For os kom skilsmissen først, men så kunne vi alligevel ikke rigtigt undvære hinanden. Og så tænkte vi, at vi jo bare kunne prøve at være kærester igen. Det var egentlig ikke så vildt, og det var en tryg overgang. For vi kunne jo godt lide hinanden, vi kunne bare ikke finde ud af at bo sammen. Vi kunne ikke finde ud af det praktiske liv sammen. Jeg blev mere tydelig i forhold til mig selv og mine drømme, da vi begyndte at se på at gøre tingene, på vores egen måde.”

Rikke Rasmussen mødte sin kæreste, da begge parter var et sted i livet, hvor de havde fundet rytmen med deleordning af børn og egen bolig:

“Vi havde børn begge to, og havde allerede et liv hver for sig. Det var en forelskelse, hvor vi skulle bringe en masse elementer fra vores fortid ind i og få det til at spille sammen. 

Det faldt os egentlig meget naturligt. Jeg tror det er, når man er blevet skilt, at man oplever, at alenetid faktisk er ret dejligt. Og den nød vi begge to. Så det var noget med, at vi gerne ville være sammen, men også gerne ville holde fast i nogle af de ting, som vi er glade for i vores singleliv.”

Hvordan indretter man sig i et COLA forhold med børn?

Ligesom Heidi Kølle, besluttede Cecilie Kristensen og hendes kæreste til en start at gå fra hinanden. Men de fastholdt troen på, at de sammen kunne skabe en version af kernefamilien, som passede dem:  

“Vi snakkede om, okay, vi er bedste venner og forældre sammen og vi vil gerne have vores familie. For vi føler stadig, at vi har mulighed for at skabe en ny version af, hvad kernefamilien er for os. 

Vi var i hver vores bolig, forholdsvis tæt på hinanden. Vi kørte 7-7-ordning med børnene i mellem os. Den uge, hvor man havde børnene, var man den ansvarlige fuldtidsforælder. Den, der så ikke havde ansvaret, var velkommen til at være lige så meget med, som man havde lyst til. Vi havde kun den aftale, at én dag om ugen, der havde vi fælles familietid og ellers var de syv dage til fri disponering. Men der gik jo aldrig 7 dage mellem vi så hinanden, for det blev et helt aktivt tilvalg at være sammen og en anden kvalitet af tiden.”

To_the_moon_honey_parforhold_Parterapi_Skilsmisse_gå_fra_hinanden_Blackbird_insitute_.jpg
Læs også

Dig og mig for altid: 8 bud til parforholdet

Efter at have været splittet op og forsøgt sig med deleordning af børn og boliger, har Cecilie og hendes kæreste nu fundet sammen som par i en helt tredje samlivsform: 

“Vi er et par, eller en familie, med råderum over to boliger; en lejlighed og et kolonihavehus. Vi har base sammen samme sted, og så kan man som voksen sige, jeg har lige brug for at tage to dage og flytte ud til den base, hvor resten af familien ikke er og tage sig den tid, man skal bruge. Eller der er den mulighed, at tage et barn hver, og sige, nu tager den ene med mor og den anden med far, og så mødes vi på onsdag til fællesspisning. Det giver en anden plads til at være familie og lære relationerne at kende, som ikke kun er i den store helhed.”

Hvilke fordomme møder I, når I fortæller om at have separate adresser?

Rikke Rasmussen fortæller, at hun ofte bliver mødt med folks undren i forhold til, hvornår hun og kæresten er færdige med det, de har gang i, og slår pjalterne sammen for alvor: 

“Vi bliver tit mødt med spørgsmål om, hvornår skal det stoppe, eller hvornår flytter I sammen. Det er sjovt, at det er en ting, som ikke bare må blive ved med at være. Vi vil så gerne putte hinanden tilbage i de her kasser, som om man ikke kan være rigtig forelskede, eller rigtig glade for hinanden eller leve et rigtigt lykkeligt liv, hvis ikke man har alting fælles.”

Også Heidi Kølle har oplevet at få nysgerrige og provokerende kommentarer med på vejen. Det har bl.a. drevet hende til at skrive en bog om COLA-forhold for at forklare, forsvare og også tage livtag med nogle af de fordomme, hun har mødt: 

“Man kan jo blive skoset for, at man er en egoistisk person, og det har jeg skullet tage livtag med. Og i det hele taget oplevet det lidt tabubelagt, da vi gjorde det for fem år siden. Som om jeg skulle stå på mål for det.”

Er der nogle råd til andre, der overvejer COLA-forhold?

Flirter man med tanken om at flytte fra hinanden, men gerne vil holde fast i parforholdet, er det ifølge Cecilie Kristensen afgørende, at træffe beslutningen ud fra et positivt tilvalg fremfor et negativt fravalg: 

“For mig er en vigtig pointe, at hvis man løser noget med cola, så er det fordi man har det så godt sammen, at forholdet kan bære, at gøre noget andet. Det er vigtigt at se det i det lys, at det er et et tilvalg at vælge at bo hver for sig. Et tilvalg af sig selv. Det skal ikke være på baggrund af, at man ønsker at fravælge de andre. Det er ikke fravalg af partneren eller af familielivet, for så bliver det en flugt eller en negativ ting.”

Tekst og transkribering Anna Rolin

Foto Privat

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *