Andrea Vinten: “Man kan ikke vide om noget er for livet”

Brud og opbrud. Drømme og uundværlige oplevelser. Jordemoder Andrea Vinten er mor til fem, tidligere topmodel og altid i udvikling. Her fortæller hun om at blive mor som 21-årig, om altid at have gået sine egne veje og om at kræve af sine børn, at de lever op til deres potentiale

Andrea Vinten er 27, da hun mærker sin første livskrise. Hun er alene med to små børn, som hun har fået med to forskellige mænd og har ikke den familie, hun havde drømt om. Hun er efter to forsøg stadig ikke kommet ind på jordemoderuddannelsen, som i mange år har været hendes mål, og tilværelsen er i det hele taget ret svær.

“Jeg syntes ikke, de der drømme, jeg havde, blev til noget. Den fremtid, jeg kiggede ind i, krakelerede. Jeg kommer selv ud af en skilsmissefamilie, hvor begge mine forældre har børn med forskellige partnere, ligesom jeg selv har, og jeg har aldrig gjort noget som helst, som nogen syntes, jeg skulle. Men da jeg for anden gang efter et brud måtte erkende, at det her går ikke, og jeg heller ikke rigtig havde nogen retning, havde jeg det sådan: “Hvad skal jeg så?”,” fortæller Andrea Vinten fra sin lejlighed i Nordhavn, hvor hun bor med de tre yngste af sine fem børn. De to ældste kommer tit på på besøg, for børneflokken er “vanvittigt integrerede” og “vildt tætte” og ingen af dem har nogensinde skelnet mellem, hvem der er hele eller halve søskende.

Hun er flyttet ind for nylig, men her er allerede hjemligt og indbydende. Rammerne skal være i orden, der er tydeligt styr på tingene, selvom der er mange behov, som skal imødekommes og kalendre der skal koordineres mellem eksmænd og hende selv. Og så er der hendes egne ambitioner, der skal næres, alt imens corona raser, og børnene hjemmeundervises.

I mange år arbejdede Andrea som jordemoder på forskellige fødeafdelinger – senest som vicechefjordemoder på Fødegangen på Herlev Hospital – men i dag er hun ansat i medicinalindustrien som project manager.

Læs også

Laura Lawaetz – om at sige sit 9-17 job op og blive selvstændig

“Min livsbane har altid været utraditionel. Jeg flyttede til udlandet som 16-årig efter at være droppet ud af gymnasiet. Jeg fik mit første barn som 21-årig, og jeg uddannede mig først, da jeg var i 30’erne. Men det har været sjovt.”

Om tiden som international model

Andrea var 16, da hun blev opdaget som model, og med sit lange, lyse – næsten hvide – hår og kilometerlange ben blev hun hurtigt en af Danmarks mest benyttede modeller. Jeg kendte hende perifert dengang, og hun var så vild at se på; hun lignede en levende Barbie-dukke og alle i kommunen vidste, hvem hun var. Det gav god mening, at hun midt i 2.g droppede ud og tog til Milano for at arbejde som model, så resten af verden også kunne få øjnene op for hende.

“Jeg havde det simpelthen så sjovt i Milano, hvor jeg boede af flere omgange i længere perioder. Det jeg mest husker fra den tid, var de venskaber, jeg fik. Jeg boede sammen med et hold af kolleger i en lejlighed. Man hører en masse historier om stoffer og hvad ved jeg, men vi levede et ret uskyldigt liv dengang. Vi drak – og vi drak alt for meget – men vi havde det vildt, hamrende sjovt. Men jeg husker også ensomheden, når de andre ikke var i nærheden, og de mange go sees, hvor man skal ud i øst og vest til 15 forskellige steder hos en eller arrogant italisk kunde, der ikke engang gider se ens bog igennem. Det var meget konkurrencepræget. Jeg kunne ikke så godt lide det – og jeg kan stadig ikke lide at blive fotograferet” fortæller Andrea, som efter en særlig hændelse mistede lysten til at arbejde som model.

“Jeg mistede meget pludseligt min bedste veninde, der også var model, og som jeg rejste sammen med. Jeg har aldrig fået at vide, hvad årsagen var, men hun sov ind. Derefter tabte jeg lysten til at være en del af branchen. Jeg var 18 år på det tidspunkt, hun var lige blevet 19. Jeg oplevede en tristhed i de sidste par år, hvor jeg arbejdede som model, og det at miste hende blev en stilfærdig, langtrukken afslutning på jobbet. Så jeg tog hjem til Danmark.”

Om at være mor til fem børn

“Jeg blev gravid med Benjamin som 20-årig. Det var ikke planlagt, men jeg følte mig parat. Jeg havde lyst til at påtage mig det ansvar – jeg havde oplevet meget og mere end de fleste andre 20-årige, så jeg følte mig meget voksen. Men jeg kendte knap mit eget værdigrundlag, fordi jeg var så ung. Det skulle vise sig, at Benjamins far og jeg ikke havde samme forståelse for værdier og opdragelse, og det er noget, som jeg har sagt til mine børn: Det er rigtigt vigtigt, at I vælger en partner, som I deler samme værdier med, så man sammen kan give dem videre til sine børn. Det kan godt være, I ikke skal være sammen hele livet, men sørg for at I har fælles værdigrundlag. Man kan ikke vide, om noget er for livet, men det har en betydning for, hvor hårdt eller ikke hårdt, det bliver.”

Andrea og Benjamins far bryder op. Hun møder en ny mand og bliver som 25-årig mor til Olivia. Men lykken varer kun få år, og hun og Olivias far går fra hinanden. I samme periode har Andrea taget en HF og søgt ind på jordemoderskolen to gange, men uden at blive optaget. Hun kommer i lære som vurderingsagkyndig hos auktionshuset Bruun-Rasmusen og tager modeljobs ved siden af, men hun savner en mere dedikeret retning i sit liv. Men så sker der noget.

“Det var som om, der pludselig skete et giga gennembrud i mit liv. Dels møder jeg mine tre yngste børns far (fodboldspilleren Todi Jónsson, som på det tidspunkt var angriber i FCK og færøsk landsholdspiller, red.), og så kommer jeg ind på jordemoderskolen i tredje forsøg. Todi og jeg havde mange lykkelige år sammen. Vi er gode forældre, vi har aldrig skændtes, vi havde brug for sådan nogle som hinanden. Noget, der karakteriserede vores forhold var, at der ikke var uro, ikke noget drama. Ingen konkurrence. Det gav mig en rigtig stor ro i mit liv at møde ham. Det forhold har givet kæmpe stor værdi, ikke bare til mit liv, men også til vores børn.”

Forholdet holder i 13 år.

Hvordan sikrer du dig, at du ‘ser’ alle dine fem børn – at de blomstrer så optimalt som muligt?

“Hele livet handler jo om at sende sine børn godt videre. Jeg skal ikke kunne sige mig fri for, at jeg nogen gange overser noget. Min store dreng er vanvittig godt begavet, men han syntes ikke, han skulle bruge det i skolen. Han har ikke den samme læsedisciplin, som min ældste datter, Olivia, og min midterste datter, Lucca, har. Han bruger sit intellekt på en anden måde, og derfor har jeg ikke på samme måde presset ham så hårdt i skolen. Men han er succesfuld og dedikeret på sin måde. Han har en stor musisk begavelse og skrev for et par år siden kontrakt med Warner Music som solist, noget han levede af i et stykke tid. I dag er han direktør og medstifter i et underagentur til Topdanmark.

Jeg synes personligt, at det med at have en stor børneflok, det er min fornemmeste opgave som mor at presse dem der, hvor de kan tåle det og hjælpe dem godt på vej der, hvor de har lidt vanskeligheder. Ikke lade dem give op, men heller ikke køre dem ud over rampen. De skal finde deres talenter og gøre sig umage.

Mine børn er meget forskellige. To er voksne og klarer tilværelsen så fint og selvstændigt. Lucca på 16 år går i gymnasiet og er godt på vej til at blive en ung kvinde og navigerer utroligt godt i livet. Hun er en glad pige og nem at aflæse og at være sammen med. De to mindste på 9 og 11 år er ikke færdigstøbte endnu, men i takt med at de bliver ældre, bliver deres personlighed lettere at afkode, og jeg begynder som mor at få en god fornemmelse af, hvor deres styrker og svagheder er. Men et fællestræk hos alle mine børn – undtaget den ældste – er, at de har være ekstremt kræsne og generte, da de var små. Det ændrede sig, da de blev ældre.”

Hvorfor tror du, det var sådan?

“Jeg var selv ekstremt genert som yngre og blev nærmest fysisk utilpas, når nogen hilste på mig. Det der med at smage på maden var nærmest for meget. Og jeg kan huske, når jeg hos min bedsteforældre blev tvunget til at spise flåede tomater, mens jeg nærmest kunne smage opkast i munden. Det er fanme et overgreb og helt ærligt: Det er ikke dér, jeg lægger min energi. Der er bare nogen, der bliver født ind i denne her verden med sensitive smagsløg, og jeg tror ikke på, man skal tvinge børn til at spise noget, de ikke har lyst til.

Læs også

Fie Hørby – om nutidens opdragelse

Olivia ville kun spise agurk og bacon, indtil hun blev 8 år. Lucca nægtede alt andet end leverpostejsmadder – så meget at jeg tog hende til diætist. Diætisten sagde faktisk, at det værste, man kan gøre, er, at tvinge børn til at spise. Måske kan man prøve med lidt rugbrød og havregryn, men der skal ekstremt meget til, at børn ligefrem bliver fejlernærede. Så jeg har ikke tvunget dem til noget, og i dag er mine tre ældste børn stort set altspisende.”

Din datter Olivia har succes som international model. Hvad tænker du om, at Olivia laver det samme, som du gjorde dengang?

“Olivia er blevet stoppet på gaden, siden hun var 10 år. I dag er det sådan, at modelbureauerne gerne vil se de unge piger hvert halve år, indtil de bliver 15, hvor de skyder dem i gang. Jeg syntes, det var noget mærkeligt noget, at hun skulle vurderes hvert halve år. Hvor usundt er det ikke lige som ung pige at blive vurderet så ofte? Så jeg sagde til modelbureauet, som først spottede hende: “Tak for interessen men lad os tales ved, når det er relevant.” Hun skal ikke gå og evalueres hvert halve år.

Da det blev aktuelt, valgte Olivia selv at gå med modelbureauet 2pm – noget jeg var glad for, fordi det er styret af min gamle ven Peter, som jeg boede sammen med i Milano, da vi begge var modeller. Han er så sød ved Olivia – det er de alle sammen. De er gode til at sende pigerne ud i verden på det rigtige tidspunkt.”

Hvordan har du det med at sende hende ud i den modelverden, som du selv kender indefra?

“Jeg er opdraget med kærlighed og ret frie rammer, og der var ikke nogen, der bremsede mig, da jeg ville bryde ud. Men jeg sagde til Olivia: “Du er beriget med et stort talent i skolen, og jeg vil gerne have, du kniber ballerne sammen og fokuserer på din skole. Du har talentet, og jeg vil gerne have, du bruger det. Dit udseende forældes ikke på de par år, det tager at gøre din skole færdig.” Det giver en frihed at gøre skolen færdig – den frihed havde jeg for eksempel ikke. Jeg gjorde alt i den forkerte rækkefølge. Hun blev student for to år siden og kom ud med et gigantisk højt snit.

Man kender sine børn. Jeg synes, man skal skubbe dem der, hvor man ved, de kan. Jeg vidste, Olivia kunne levere, så derfor bad jeg hende om at fokusere på at gøre skolen færdig. Jeg sagde: “Jeg forventer, du sparker røv i skolen, og så kan du rejse i ferierne. 2pm var i øvrigt enige – og Olivia selv var helt med på den plan. Og så kom hun ud med et højt gennemsnit, og så lå verden jo for hendes fødder. Nu kan hun få nogle gode oplevelser og tjene nogle gode penge. Det er rigtig godt gået af hende, og jeg er glad for, at jeg ikke skulle skændes med hende eller med bureauet om det.

Jeg er meget tryg ved at sende Olivia ud i verden af den ene grund, at Olivia er helt sin egen herre. Hendes integritet er høj, og hun står utrolig meget fast på, hvad hun selv vil. Hvis der er noget, hun ikke vil, så gør hun det ikke. Der er ikke nogen eller noget, der kan købe hende. Det er en rigtig god ting at have med på den rejse. Så meget betyder det heller ikke for Olivia. Hun er god til at sætte grænser, og det er en styrke.”

Om at være jordemoder

“Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg drømt om at blive jordemoder. Min moster var jordemoder, og jeg var frivillig på Rigshospitalets Fødeklinik og tog nattevagter et par gange om ugen, hvor jeg lavede kaffe til jordemødrene og redte senge op, mens jeg havde et fuldtidsjob og to små børn. Jeg ville være jordemoder. Jeg havde søgt ind på jordemoderuddannelsen to gange og have fået afslag og var begyndt at tænke, at det nok var for svært at komme ind. Men så skete det – tredje gang kom jeg ind. Da var jeg 29 år.

Jordemoderuddannelsen er hård. Den er komprimeret, der er mange eksaminer, som ligger tæt, og klinikopholdene er også hårde med skiftende vagter og meget at lære. Der bliver stillet mange krav til os. Ligeså sloppy jeg var i gymnasiet, ligeså dedikeret var jeg på jordemoderstudiet. Jeg kunne næsten ikke acceptere at få under 12, og det gik også rigtig godt.”

Og samtidig fik du lige tre børn mere?

“Ja, det var ret intenst. Men jeg fik kæmpe opbakning og hjælp af børnenes far. Det har været vigtigt for min karriereudvikling, at man har den forståelse for hinanden. Sådan er det også i dag, hvor vi hjælper hinanden og tager over, hvis den anden skal arbejde – selvom vi er skilt.

Dengang jeg blev færdig, var der jordemodermangel. Jeg blev ansat op Gentofte Hospital, og på min allerførste vagt på fødegangen var jeg helt alene, og jeg kan huske, jeg tænkte: “Bare der ikke er nogen, der ringer!”. Jeg var ved at dø af skræk. Heldigvis kom der ikke nogen. Senere skiftede jeg til Hillerød, hvor jeg var i otte år og krydrede det i en periode med vagter på Riget, fordi de har nogle specialer, som jeg gerne ville lære lidt om. Senest var jeg i to år på Herlev, hvor jeg var vicechefjordemoder og leder på fødegangen.”

Man diskuterer meget forholdene for de fødende for tiden, også her på To The Moon. Hvad er dit syn på det?

“Dengang jeg var basisjordemoder, havde jeg mulighed for at varetage forskellige funktioner. Jeg var fast i jordemoderkonsultation, jeg havde fødselsforberedelse, jeg kørte rundt i jordemoderbilen og besøgte kvinder, der havde født ambulant og havde de her skønne efterfødselssamtaler ude i hjemmene, jeg havde vagter i visitationen, og så havde jeg mit fødegangsarbejde. Jeg havde mulighed for et alsidigt jordemoderjob.

Men mulighederne for at varetage forskellige funktioner har ændret sig – blandt andet på grund af besparelser, ressourcemangel og omorganisering. Rigtig mange jordemødre må i dag lægge alle deres 37 timer på fødegangen. Og det er hårdt – for nogle så hårdt, at de brænder ud, og vælger at forlade faget.

I øjeblikket erfarer vi på nogle fødeafdelinger, at vagterne ikke matcher antallet af fremmødt personale, ligesom kravene til dokumentation hele tiden skærpes og kræver mere administrativt arbejde for jordemødrene. Da jeg startede som jordemoder, skrev vi journaler i hånden og kunne have dem liggende på bordet ved siden af fødelejet og notere i dem med den ene hånd, mens vi holdt den fødende i den anden hånd. Det var andre tider, og selvfølgelig sker der med tiden en naturlig udvikling. Men rammer og ressourcer skal jo følge med.

Så når man diskuterer forholdene for de fødende, er det i min optik væsentligt at indlede med at evaluere på jordemødrenes generelle arbejdsvilkår, på omfang og karakter af de opgaver, som de skal løse, sammenlignet med de allokerede ressourcer – og på deres arbejdsmæssige trivsel. Forhold, som danner grundlag for jordemødrenes mulighed for at yde deres bedste for de gravide og fødende. Det svarer faktisk til hovedreglen for iltmaskerne, som udløses ved nødsituationer i et fly; du kan ikke hjælpe nogen, som har brug for dig, hvis ikke du selv kan trække vejret.”

Du har haft en ret utraditionel livsbane og fået fem børn i tre forskellige forhold, samtidig med at du har uddannet dig, og i det hele taget har været ambitiøs. Hvornår bliver du mest udfordret?

“Når jeg skal balancere min karriere og være mor. Når jeg ligger om natten og kigger på min lille 8-årige datter, mens jeg tænker på, at jeg i går arbejdede hele dagen og aftenen uden at kigge ordentlig på hende og se hende i øjenene… Det er svært, fordi der er nogle ting man brænder for. Men så er det også min stopklods. Så tænker jeg, hold kæft hvor er jeg rådden, at jeg sidder med hovedet inde i skærmen hele tiden. Når de spørger tre gange, om jeg vil se en film eller læse en bog. Så er straffen, at man ligger vågen om natten. Der er ikke nogen, der er perfekte.”

Tekst: Louise Stenbjerre Foto: Amanda Hestehave