Josefine Høgh har altid været drevet af lyst. Og det er netop den drivkraft, der igennem livet har gjort hende til professionel fodboldspiller, uddannet psykolog og tv-vært, ligesom det har ført hende til sit livs kærlighed og moderskabet. Her fortæller hun om den lykke og sorg, der mødtes, da hun blev mor og kort efter mistede sin far, om fodbolden som sit livs bedste uddannelse, og om hvordan beslutningen om at udvide familien har været længe undervejs.

Josefine Høgh beskriver sig selv som et meget målrettet menneske drevet af lyst. Men hvordan har lysten og målrettetheden i forening skabt et CV, der tæller tidligere professionel fodboldspiller, en kandidatuddannelse i psykologi og en karriere som tv-vært? “Jeg har aldrig haft en drøm om at blive politimand, skolelærer eller journalist. Men jeg har haft en grundfølelse af, at jeg skulle finde et område, jeg brændte for. Jeg er meget drevet af lyst i det hele taget.”

Hun er vokset op med en far, fodboldspilleren Lars Høgh, der levede af sin passion, og det har sat sig dybt i hende. “Jeg har været meget inspireret af min far. Han levede af sin sport og hobby, og jeg så værdien i at bruge sit liv på noget, man elsker. Det blev også mit mål – selvom det både var sent og tilfældigt, at jeg fandt ud af, hvad det skulle være.”

En drøm, jeg ikke vidste, jeg havde

Josefine er lige blevet student og planlægger at holde et sabbatår, da hun bliver ringet op af Fortuna Hjørring (red. fodboldklub) og tilbudt en fuldtidskontrakt.

“Det var en drøm, som jeg ikke vidste, jeg havde, der gik i opfyldelse.”

På det tidspunkt har hun en ungdomskontrakt i OB, men professionel kvindefodbold ligger langt fra hendes forestillingsverden.

“Kvindefodbolden havde endnu ikke taget fart, og der var meget få kvinder, der fik fuldtidskontrakter. Så det lå simpelthen uden for min bevidsthed, at det kunne blive min virkelighed.” På blot to uger ændrer Josefines liv sig markant. Fra at skulle holde sabbatår skal hun nu spille fodbold på fuldtid og flytte 4 timer væk hjemmefra. “Det var en vildt fed tid, og jeg er så glad for, jeg gjorde det. Men i dag kan jeg tænke, at overgangen fra at være ung og hjemmeboende til voksenlivet gik meget hurtigt. Jeg har ikke siden boet tæt på min familie, som jeg ellers altid har haft et meget nært forhold til. Efter tiden i Hjørring og Aalborg boede jeg 10 år i Århus, og nu har jeg boet 6 år i København.”

Ingen bedre uddannelse end fodbolden

Efter 1,5 år i Fortuna Hjørring har Josefine opnået mere, end de fleste drømmer om. Hun har både spillet Champions League-kampe, vundet det danske mesterskab og været på landsholdet. Men hun er også bevidst om, at kvindefodbold ikke kan sikre hendes fremtid.

“Jeg har et stort drive og en målrettethed, som kommer fra sporten. Hvis jeg havde været mand, havde jeg brugt min målrettethed på at blive fodboldspiller. Men det var ikke virkeligheden som kvindelig fodboldspiller dengang, der var ikke et stort fremtidsperspektiv i det, og så overførte jeg målrettetheden til at give mig selv de bedste muligheder for at skabe en karriere udenfor banen. Og i den sammenhæng rakte min fantasi ikke længere end til at få en uddannelse.”

Det er blandt andet Josefines onkels fortjeneste, at valget af uddannelse falder på psykologi. “Jeg vidste ikke, hvad jeg ville søge ind på, og så foreslog han mig det. Jeg har en grundlæggende nysgerrighed på mennesker. Jeg elsker at tale med mennesker, som jeg ikke kender, og som lever et andet liv end mig. Uddannelsen var særligt interessant i forhold til sports- og præstationsfremmende psykologi og erhvervspsykologi, og jeg forestillede mig, at jeg med den baggrund måske kunne få en rolle i en klub en dag eller gå en mere corporate vej i erhvervslivet.”

Selvom Josefine har taget en kandidatuddannelse på universitetet og derudover har over 10 års erfaring i tv-branchen, er hun ikke i tvivl om, at dét at have været fodboldspiller er den bedste uddannelse, hun har fået i sit liv.

Shop

HONEY Hydra Serum

590 kr

“Jeg var heldig og dygtig nok til at spille på eliteniveau, men uanset hvad lærer man noget, som man ikke kan lære andre steder. Man lærer at være del af et hold og et fællesskab. Man lærer disciplin, og at der ikke er noget, der kommer let. Og samtidig oplever man euforien og forløsningen, når man når de mål, man har sat sig. Uanset hvilket arbejde jeg går ind i, har jeg den læring med mig. Jeg arbejder bedst som hold. Og jeg ved, at vi alle er afhængige af hinanden. Det har været en grunduddannelse i min måde at gå til livet på.”

Har altid hadet at tale foran folk

Imens Josefine læser psykologi i Århus, spiller hun fodbold i Skovbakken og har derudover 2-3 studiejobs, herunder som produktionsassistent på DR i Århus. Et studiejob, der skal vise sig at blive af afgørende betydning for hendes fremtid. “Discovery manglede en live-reporter, og de ville gerne have en kvinde, der vidste noget om fodbold. Og dét blev så min første gang på skærmen. Da tilbuddet bød sig, havde jeg følelsen af, at det blev jeg nødt til at prøve.”

Josefine takker ja, selvom hun altid har hadet at tale foran folk og aldrig har rakt hånden op, hverken i skolen eller på universitetet.

“Første gang jeg var på live, var jeg ved at skide grønne grise. Det er det værste, jeg har prøvet nervøsitetsmæssigt.” På det tidspunkt er Josefine ansat på fuld tid i en graduatestilling hos Arla, hvor hun netop har landet en fast stilling i deres rekrutterings- og talent management-afdeling. Tv-arbejdet for Discovery er en sidebeskæftigelse, hun laver, fordi hun elsker fodbold og synes, det er sjovt at lave tv. Det kommer derfor også som en overraskelse, da DR ringer og vil have Josefine til casting som sportsvært.

“Dér tog jeg et spring fra at være på karrieresporet til at hoppe over i noget, jeg ikke anede, om jeg var god til. Det krævede nogle overvejelser, men jeg elsker at kaste mig ud i nye udfordringer, og jeg havde ingen forpligtelser, og jeg skulle tids nok komme tilbage på erhvervssporet, hvis det var det, jeg ville.”

At navigere i en mandeverden

Som fodboldspiller har hun været vant til at begå sig i en mandsdomineret verden, og hun har også altid haft mange drengevenner, en storebror, fætre og i kraft af fodbolden delt de samme hobbyer. Men nu står hun pludselig på skærmen og skal tale fodbold med mandlige kolleger i en professionel sammenhæng. “Der er kvinder i min branche, der er gået før mig og taget endnu flere tæsk end mig, og det har jeg stor respekt for. Men jeg skulle ikke træde meget ved siden af, før jeg fik skudt i skoene, at jeg ikke vidste noget, og at jeg kun var der, fordi jeg var kvinde eller på grund af min far. Men jeg har altid haft en grundtro på, at jeg havde en berettigelse.

Jeg har stået på banen selv, jeg ved hvad det handler om og hvilke dynamikker, der er i spil, samtidig med at jeg kender spillet indgående. Det kan godt være, jeg ikke er et fodboldleksikon. Men jeg har en tillid til, at det, jeg har med, har en værdi.”

Alligevel kan det være et ekstra pres, når man ved, at folk er klar til at pille én ned. Men det er sjældent, at Josefine er usikker, og det tillægger hun sin barndom. “Jeg kan træffe dårlige valg, og jeg kan i perioder også være usikker på mig selv, og hvordan jeg kommer til udtryk, eller hvordan jeg ser ud. Men i min grundkerne synes jeg, jeg står rigtigt stærkt. Og det tror jeg skyldes min nære familie og det hjem jeg kommer fra, og de mennesker, jeg har haft omkring mig. På baggrund af det mentale arbejde jeg selv har lavet på banen som fodboldspiller, har jeg også fået en bevidsthed omkring, hvad jeg er god til, og hvad jeg er mindre god til. Jeg kan godt lide at søge derhen, hvor jeg bliver rystet lidt.”

Fast(låst) forestilling om kærligheden

I sit kærlighedsliv bliver Josefine også rystet lidt, da hun møder sin mand Lasse Sjørslev. Det sker i efteråret 2018. Josefine er netop kommet ud af et 8-årigt langt forhold, hendes far har fået konstateret kræft, og hun er ikke på jagt efter kærligheden. Slet ikke den kærlighed, der er 16 år ældre, far til to børn og bor i København, og som helt uventet står lige rundt om hjørnet og venter på hende.

Shop

Uma vedhæng – HONEY Quartz

560 kr

“Lasse og jeg er lidt uenige om, hvem der tog det første skridt. I hvert fald skriver vi lidt sammen, og så går der 3 måneder, før jeg får sagt ja til at mødes med ham. Og det var faktisk et fuldstændigt ligegyldigt møde. Det var bestemt ikke kærlighed ved første blik. Men da vi skulle sige farvel, mærkede jeg et glimt af den varme og lune, som jeg i dag elsker ved Lasse, og han fik derfor en chance til. Da vi mødtes til kaffe et par dage senere, var det noget helt andet.”

Lasse og Josefine begynder at ses. Men Josefine er hele tiden af den overbevisning, at det bare er et kortvarigt, hyggeligt bekendtskab.

“Så kom alle dilemmaerne”, fortæller Josefine om det vendepunkt, hvor hun bliver bedt om at tage en beslutning, for ellers vil Lasse trække sig, inden følelserne bliver for store.

Josefines målrettethed holder hende i en periode fra at give sig hen til sine følelser. “Jeg kommer selv fra en klassisk kernefamilie. Alle, jeg kender, er vokset op i kernefamilier, og alle mine veninder havde på det tidspunkt selv stiftet familier. Det scenarie, jeg nu stod i, brød med alle mine forestillinger. Jeg kan være ret målrettet, og det kan samtidig gøre mig fastlåst. Det var jeg på kærlighedsfronten. Men da han sagde, han ville trække sig, kunne jeg mærke, jeg ikke havde lyst til at miste ham. Og så lovede jeg ham én ting. Jeg ville forsøge at lægge alle mine tanker og mine forestillinger væk.” I det øjeblik Josefine lægger bekymringerne væk, er der dog ingen vej tilbage. “Jeg blev helt vildt forelsket i ham.”

Vil du overhovedet have flere børn?

Josefine og Lasse møder hinanden på et tidspunkt, hvor de har meget forskellige ståsteder i livet. Josefine er sikker på, hun skal have børn med en jævnaldrende, der endnu ikke har fået børn, og Lasse er sikker på, han ikke skal have flere børn.

“Jeg spurgte ham ret tidligt, om han kunne forestille sig at få flere børn. For det havde helt klart været en dealbreaker for mig, hvis han ikke ville det. Og jeg kan tydeligt huske hans svar: “Det kan da godt være, jeg ikke har fået de børn, jeg skal have.” Det kom med nogle betingelser for os begge. Vi lovede hinanden, at jeg skulle investere mig 100% i hans børn, og han samtidig skulle være med til at opfylde min drøm om at få børn. Vi havde begge en klar opfattelse af, hvad vi skulle i livet, men vi gav hinanden lyst til at rykke os, og det er ret smukt.”

En 29-årigs forståelsesgap

I mødet med Lasse er det sværeste for Josefine at forstå, at hans børn altid kommer først.

“Det har ikke noget med børnene at gøre. De er fantastiske, jeg elsker dem, og de har givet mig det bedst tænkelige udgangspunkt i forhold til at træde ind i familien. Men på det tidspunkt er jeg 29 år, og jeg vil bare være forelsket, drikke vin, sove til kl. 16 om eftermiddagen, være fri og uden forpligtelser. Og det kunne han ikke altid give mig, fordi der i hans liv var noget større og vigtigere.”

Det er først efter, at Josefine selv er blevet mor, at hun for alvor kan sætte sig ind i, hvordan Lasse har haft det med sine børn. “Lasse har altid 100% gjort det, der var naturligt for ham, og som også var vores aftale. Jeg var jo bare egoistisk, og der var et forståelsesgap på grund af vores vidt forskellige ståsteder i livet. Jeg har eksempelvis kunnet stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han kørte dem til steder, hvor de selv kunne cykle, og i dag kan jeg mærke, at det gør man jo bare. Sommetider blot fordi man gerne vil have den halve time med dem i bilen. Det er en ny erkendelse. Efter jeg selv er blevet mor, har jeg mærket på egen krop, hvordan kærligheden, loyaliteten og forpligtelsen er betingelsesløs. Og det er så vildt at tænke tilbage på, at jeg rent faktisk troede, at jeg forstod det.”

Lasses børn er 13 og 17 år, da Josefine som 29-årig kommer ind i deres liv. Og hun har derfor lært, hvordan det er at have teenagebørn, før hun har lært at have et spædbarn. “Jeg lærte Liva (red. Lasses datter) at kende, da de år startede for hende, og det har givet mig en rummelighed og forståelse, som jeg tager med mig til den tid, mine børn kommer dertil.”

Og selvom Lasses børn var store, da hun mødte dem, har det også givet Josefine en tryghed i sit eget moderskab, at Lasse har prøvet det før. “Selvom det på mange måder føltes som første gang for ham igen, fordi der var gået så mange år, gav det mig en ro, at han havde gjort det før og var lykkes så godt med to skønne børn. Jeg var sikker på, at det skulle vi nok klare. Han havde erfaringen, og det at blive mor var et kæmpe ønske for mig. Det var en god start.”

Lykke og sorg i forening

I 2019 på Josefines 30-års fødselsdag frier Lasse til hende. Et frieri, som Josefine beskriver som den største gave, han nogensinde har givet hende. “Jeg går fra min kæreste gennem 8 år kort før min far bliver syg. Pludselig rammer det mig hårdt, at det ikke er sikkert, min far når at møde den mand, jeg en dag skal have børn med. Statistikken i forhold til hans sygdom var imod os. Men han var stærk og fik heldigvis nogle flere år, end lægerne først forventede.

I bagklogskabens lys giver det hele mening. På en måde var det mødet med Lasse, der gjorde, at min far fik det hele med. Lasse og jeg vidste, vi ville være sammen. Og Lasse vidste, at det var vigtigt for mig, at min far var med til mit bryllup. Uden jeg behøvede at sige noget, friede han, så min far kunne nå at opleve det sammen med mig.”

Omkring et års tid senere bliver Josefine gravid, og drømmen om også at gøre sin far til morfar er pludselig ikke længere uvirkelig. “Jeg var dybt taknemmelig for at blive gravid så hurtigt, selvom det også var lidt overvældende. Det var enormt rørende at dele med mine forældre. Min far blev mere rørt, end jeg havde regnet med. Midt i utrygheden ved at være i et sygdomsforløb, hvor jeg var i konstant alarmberedskab, gav det mig en ro, at min far vidste, hvor jeg var i mit liv.” Graviditeten falder imidlertid sammen med det hårdeste år i Josefines fars sygdomsforløb, og graviditeten har derfor ikke rum til at fylde. “Jeg havde heldigvis en graviditet uden komplikationer. Det var rart, for så gik den ligesom bare sin gang. Der er rigtigt mange faser af min graviditet, jeg ikke har været til stede i, og som jeg ikke kan huske. Jeg nød det ikke. For der var hele tiden noget andet, der var større og fyldte mere. Under graviditeten levede jeg på sygehuset. Enten var jeg hos min far, eller også gik jeg til almindelige graviditetstjek.”

Læs også

Danica Curcic: “Jeg tror på, der er en sjæl, der vælger én til mor”

Et meant to be-kejsersnit

Josefine er vant til at knokle, hun har meget disciplin og kan som tidligere elitesportsudøver presse sig selv mere end de fleste, både fysisk og mentalt. Men tanken om en vaginal fødsel har altid skræmt hende. “Jeg kan æde meget, hvis jeg ved, hvad jeg skal æde. Men uvisheden om en fødsel, varigheden og smerterne, har altid presset mig. Samtidig var min far allermest syg på det tidspunkt, og det medførte i forvejen meget uvished i mit liv. Jeg havde derfor et stort ønske om at føde ved kejsersnit. Jeg oplevede, at sundhedsvæsnet helst vil have, at man føder vaginalt, men efter fire lægesamtaler blev mit ønske imødekommet af en læge, som jeg følte så mig. Hun sagde, at der ikke findes nogle rigtige eller forkerte fødsler, den eneste rigtige fødsel er den, der føles rigtig for mig, for så bliver det også den bedste oplevelse at komme til verden på for mit barn. Det gav mig en ro i uroen, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Selvom jeg godt ved, at et kejsersnit heller ikke altid går efter planen.” En måned inden termin vender Molly sig og lægger sig med numsen nedad.

“Hvis jeg havde et gram af tvivl i min krop omkring, hvorvidt jeg kunne være bekendt at vælge et kejsersnit, så forsvandt tvivlen dér. Hun gav mig en følelse af, at det var meningen, at jeg skulle have et kejsersnit.”

Snart bliver Josefine mor til to, og denne gang venter også et planlagt kejsersnit. “Denne gang har jeg slet ikke været i tvivl. Jeg har ikke prøvet andet end et kejsersnit, og det er blevet min referenceramme for en fødsel, der både var en god og tryg oplevelse. Denne gang skulle der heldigvis også kun én lægesamtale til.”

“Hun kom på det helt forkerte, men rigtige tidspunkt”

Josefine føder Molly den 1. november 2021, og lidt over en måned efter må hun sige farvel til sin far den 8. december i en alder af 62 år. Hun husker kun meget få ting fra den første tid som nybagt mor og beskriver sin tilstand som et langt blackout. “Jeg kan ikke huske, hvordan det er at have et spædbarn. Jeg kan ikke huske, at vi kommer hjem fra hospitalet med Molly, jeg kan ikke huske nætterne, og jeg kan ikke huske, hvordan det er at hele efter et kejsersnit, og om det gør ondt. Men jeg kan huske, at det var skrækkeligt, da mælken løb til. Og så kan jeg huske dagene omkring dér, hvor vi siger farvel til min far. Men det er i små glimt. Mit følelsesliv var et andet sted.” For Josefine handler det om ren og skær overlevelse. “Min fornemmeste opgave var, at Molly skulle komme igennem det. Hun skulle have mad, når hun var sulten, og hun skulle skiftes. Men jeg kunne ikke give mere end det. For jeg var jo også nødt til selv at overleve.” Og det er netop frygten for, at Josefine ikke har noget godt at give Molly, der fylder meget for hende i den periode. “Jeg følte, jeg fyldte hende med sorg, og jeg var bange for, at hun ville være skadet resten af livet. Den første tid af hendes liv så hun kun sin mor som et fuldstændigt ulykkeligt menneske. Jeg talte meget med både sundhedsplejerske og læge om min skyldfølelse. De forsikrede mig om, at hun mærkede masser af kærlighed. Også gennem sorgen. Jeg har nok også givet hende et par smil indimellem, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at være i sorg. Man kan ikke trække sig væk fra det.”

I takt med at Josefines blackout forsvinder, da Molly er omkring 3-4 måneder, forsvinder skyldfølelsen også. “Lige pludselig kunne jeg se små lysglimt gennem de mørke skyer, og Molly begyndte samtidig at være mere menneske, så min tilknytning blev stærkere.”

Selvom Josefine ikke vil ønske for sin værste fjende at skulle forholde sig til den største lykke og den største sorg i livet på én og samme tid, ved hun ikke, hvad hun skulle have gjort uden Molly. “Hun blev min redning. Jeg glæder mig til at fortælle hende, hvor stort et lys hun har været i vores familie. Ikke kun i min sorg, men også i min mors. Tænk et lille barn, der har skullet bære så meget på sine skuldre. Det har hun forhåbentlig ikke mærket. Men vi mærkede det. Hun hjalp os allesammen igennem den sværeste tid. Hun kom på det helt forkerte tidspunkt, men samtidig det helt rigtige.”

At tage hul på livskapitler har været en barriere

Selvom Josefine altid har drømt om og forestillet sig at få to børn, har beslutningen om at blive gravid igen været nogle år undervejs. “Vi har følt os heldige og privilegerede med Molly, og vi har også begge nydt at få en frihed tilbage, efter hun er blevet ældre. Lasse har hele tiden været åben omkring, at det ikke var hans drøm at få flere børn, og derfor skulle ønsket komme fra mig.” Det, der har holdt Josefine tilbage, har været tanken om, at hendes far ikke ville komme til at møde barnet. “I mange år har jeg ikke haft lyst til at åbne nye livskapitler, som min far ikke kommer til at opleve sammen med mig. Og jeg skulle i hvert fald ikke have et barn, min far ikke ville komme til at møde.

Men jeg er nu nået til en ny erkendelse, efter jeg selv har oplevet, at min nære familie er blevet mindre. Den familie, man har som voksen, er den, man selv skaber.”

Den svære 2’er

Da Josefine bliver gravid med Molly, sker det så hurtigt, at det næsten overvælder hende. Det er ikke tilfældet denne gang. “Jeg var bevidst om, at det nok ikke ville ske i første hug igen. Jeg kender mange, der har haft svært ved det, og som har fået hjælp. Men inderst inde havde jeg en forventning om, at det nok skulle komme.” Men denne gang lader graviditeten vente længe på sig. Og da Josefine endelig ser de to streger, må hun vinke farvel til drømmen 14 uger senere. “Vi havde nået at fortælle det til mange, fordi vi havde fået at vide, at alt så godt ud til 12-ugers. Jeg skulle også have lavet et nyt tv-rejseprogram, som jeg glædede mig meget til, men måtte melde fra på, fordi jeg ikke kunne rejse dertil på grund af risiko for zikavirus. Tre uger senere aborterede jeg, og så var både arbejdsdrømmen og drømmen om endnu et barn brast.

Det føltes, som om en ny verden åbnede sig for mig, fordi min første graviditet var så let og ligetil. En verden, hvor ønsket om at blive gravid ledsages af en massiv usikkerhed og fortvivlelse. Normalvis er jeg meget ubekymret.” Det samme forløb gentager sig, da Josefine bliver gravid igen kort efter. “I uge 10 var der ikke hjertelyd, og så skulle jeg igennem endnu en abort.”

Men to aborter får ikke Josefine til at slippe drømmen. “Når man først har truffet beslutningen om at få endnu et barn, så tror jeg ikke, man bare sådan lige kan slippe den drøm.” Derfor prøver hun igen. Men hun er også ved at nå en grænse. Ønsket bliver ikke mindre, tværtimod, men Josefine bliver mæt af nederlag. Og hun har ikke lyst til, at ønsket om et nyt barn bliver ved med at skygge for det gode liv, hun allerede har.

“Sidste år var jeg gravid i 9 måneder uden at få et barn i mine arme. Hvis jeg havde aborteret her tredje gang, tror jeg ikke, jeg havde orket mere lige nu. Det var simpelthen for hårdt at være i, både at blive ved med at håbe, men også for kroppen. Jeg var ved at komme lidt for langt væk fra den, jeg egentlig er. Vi brugte jo enormt meget energi på at jagte endnu et barn frem for at være 100% til stede i det, vi havde. Og jeg ville ikke miste den dyrebare tid med Molly i forsøget på at få endnu et barn. For aborterne gav mig samtidig en – om muligt – endnu større taknemmelighed for Molly.”

Heldigvis er tredje gang lykkens gang, og Josefine har haft en graviditet uden komplikationer, som hun modsat sin første graviditet har kunnet være til stede i og nyde.

Drømmen lever videre

Som mor til snart to er hun ikke i tvivl om, hvad hun ønsker at give videre fra sin egen trygge barndom. “Mine børn skal forbinde mig med tryghed og kærlighed. Jeg håber på at give dem en positiv tilgang til livet og troen på, at man kan, hvad man vil. Men også en bevidsthed om, at det kræver hårdt arbejde at gå efter det, man drømmer om. Jeg tager selv nogle egoistiske valg karrieremæssigt, og jeg vil gerne vise, at man også kan være en god mor, selvom man gør det.” Josefines drøm har ikke ændret sig markant, siden hun var ung. Det centrale er, at lysten skal drive værket. “Jeg ønsker fremdrift, både arbejdsmæssigt, i mig selv og i min familie. Vi skal gå i samme retning, men jeg vil være i bevægelse. Men vigtigst af alt skal livet fortsat være lystbetonet. Men min lyst i dag er drevet af noget andet end for 10 år siden. Den er nu drevet af også at være noget for andre mennesker, særligt min familie, hvor jeg i gamle dage mest var drevet af at være noget for mig selv.”

Tekst: Julie Teglhus Foto: Sissel Abel