Rose Hermansen: “Alting føles mere skrøbeligt, fordi vi har et barn i forvejen”
En udefinerbar længsel bliver dulmet, da model og designer Rose Hermansen bliver mor første gang. I dag, tre år senere, er Rose gravid igen, men graviditeten har budt på en anderledes og stærkere skrøbelighed. Her fortæller Rose om den sårbarhed, der er kommet med anden graviditet og visheden om, hvor stor en kærlighed, der er på spil
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
Det var midt i sommerferien, og jeg undrede mig over min intense træthed. Da vi havde smidt prævention et par måneder før, tænkte jeg, jeg hellere måtte tage en test. Min kæreste, som er musiker, skulle spille på Kanon-halløj i Tisvilde samme aften. Jeg skulle med, og vores søn Jakob August skulle passes af mine forældre. Jeg tog testen om morgenen, og vi blev begge meget glade, men var også totalt rundt på gulvet. Vi skulle jonglere praktik med aflevering hos bedsteforældre, lydprøver og var samlet med en masse venner og bekendte. Selve koncerten husker jeg næsten intet af, da min hjerne pludselig var sendt 9 måneder frem i tiden.
Vi har hele tiden vidst, at vi gerne ville give vores søn en søskende, og følte begge to, at vi var kommet over på den anden side af det hektiske liv med et helt lille barn. Det har jo virkelig sine fordele, men jeg mærkede samtidig den fart, det pludselig tog for min søn. Han var slet ikke så lille mere, og med det opstod en længsel. Jeg havde det på samme måde første gang, men der vidste jeg ikke helt, hvad det drejede sig om. Der føltes det mere som en længsel efter noget udefinerbart, noget større. Indtil det gik op for mig, at det var fordi jeg var skruk – at jeg gerne ville være mor.
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
Sidst jeg var gravid var under corona, og der var på en måde en kollektiv ro, som står i stor kontrast til denne gang. Jeg har både skulle køre firma mere eller mindre alene i et par måneder, mens min partner Caroline har været på barsel. Oveni er der jo denne gang en 3-årig lille dreng og hans behov, som selvfølgelig gør, at jeg ikke har mulighed for at restituere i samme grad.
Jeg er lykkelig over, at være gravid, men jeg har også følt mig en smule blå. Særligt i starten af graviditeten, hvor jeg var bange for at miste, og allerede fik en lille fornemmelse af, hvordan tingene vil ændre sig. Jeg elsker den symbiose, vi har derhjemme, men er på mange måder nødt til at prioritere mig selv mere på grund af gravidteten og dens begrænsninger og udfordringer. Og i det ligger der en stille afvisning af min søn, som er svær. Det fyldte særligt i første trimester, hvor jeg var meget træt og kvalm, og følte mig vildt utilstrækkelig overfor min kæreste og vores søn.
Til 20-ugersscanningen så sonografen, hvad hun mente, var lysende (ekogene, red.) tarme, som i værste tilfælde kan tyde på alvorlige sygdomme. Vi ventede en uge for at komme til en ekstra scanning ved overlægen, som også var skeptisk. Jeg fik taget en fostervandsprøve og blodprøver samme dag, og så blev vi igen sendt hjem og skulle vente på svar. Vi tog derfra helt nedslåede og ekstremt sårbare.
De 8 dage, der gik der fra, var ulidelige, ventetiden var dræbende. Heldigvis ringede de og fortalte, at vores lille pige var sund og rask, men jeg tror, jeg spurgte 20 gange, om de var sikre. Det var et meget intenst forløb, og selvom procenten for, at der skulle være noget, var lav, så nåede angsten at sætte sig. Det er som om, det altid er de dårlige statistikker, man husker.
Det har taget lang tid for os begge at lægge det fra os igen. Især Loke, som længe efter kunne tænke, om der alligevel var noget, de havde overset. Jeg mærker meget liv og føler mig meget forbundet til hende. Måske er det et overlevelsesinstinkt, men jeg ved også, vi bliver nødt til at komme videre og stole på, at alt er godt.
Jeg har generelt være mere ængsteligt og bekymret, end første gang, hvor vi helt blåøjede strøg lige igennem scanninger mm. Alting føles mere skrøbeligt, fordi vi har et barn i forvejen og ved, hvor intens en kærlighed det er – og samtidig har på spil, hvis noget går galt. Da jeg mærkede en lille snært af, hvor skrøbelig processen kan være, voksede min forståelse og respekt for de kvinder, der går igennem svære udfordringer under graviditeten. Det understregede for mig, hvor stor en styrke det kræver at navigere noget så sårbart og livsforandrende.
Hvordan har du det med din gravide krop?
Jeg kan rigtig godt lide følelsen af min gravide krop og den voksende mave. Jeg har i en eller anden udstrækning levet af min krop som model i mange år, men har altid haft et meget afslappet forhold til den. Alligevel synes jeg, det er dejligt, at kroppen pludselig har et større formål, som er hævet over alt andet. Og så er der en særlig styrke og ro i at vide, at kroppen gør præcis det, den skal og selv kender vejen. Jeg kan godt lide at føle mig som en kængurumor, der bærer rundt på sit lille barn i en varm mave. Det er en vild følelse, og selv på de tunge dage mærker jeg en stor glæde over at skabe plads til endnu et lille barn.
Med det sagt, har det bare været mindre romantisk, mere praktisk og krævet flere kompromisser at være gravid anden gang. Det er helt klart en mere udfordrende rejse, og jeg mærker en helt anderledes træthed. Den her gang lever jeg jo allerede et liv, der er fyldt med små hænder, der vil holdes, og små fødder, der vil følges.
Følelsen af tyngde er også kommet tidligere og i langt højere grad. Jeg bliver lynhurtigt mindet om mine begrænsninger, hvis jeg har været for meget på, både fysisk og psykisk. Jeg har nok en tendens til at slukke lidt for mine egne behov. Heldigvis har jeg en kæreste, som er god til at huske mig på det, men jeg synes det er en svær balance.
Hvad savner du mest under din graviditet?
Jeg savner at lege frit og fysisk med min søn. At tumle, løfte ham op og løbe rundt kræver en energi, jeg ikke kan mestre på samme måde. Det er svært at acceptere, at jeg ikke kan være så aktiv eller bære ham på den måde, som jeg gerne vil. Samtidig ved jeg, at det er en midlertidig situation, hvor min krop har en anden vigtig opgave. Selvom legen har ændret sig, finder vi nye måder at være tæt på. På en måde tror jeg også han nyder godt af, at der er mere ro på generelt.
Mange af mine tætte veninder har været gravide eller fået børn indenfor det sidste år tid, hvilket betyder, at der har været et skift i energi omkring mig. Jeg er normalt et meget socialt menneske og har brug for social stimuli, men det har helt naturligt ændret sig lidt indenfor det sidste år. Hvad man kan med en lille baby, er bare noget andet end, hvad man kan med en 3-årig, og jeg kan mærke, at vi som familie fungerer bedre med nogle faste rammer og færre planer. På den måde er jeg gradvist trådt ind i et liv, hvor jeg har mindre behov for at være ude. Men dertil sagt glæder jeg mig til at skulle ud og nyde en god middag og vin med mine venner uden et barn under armen, når tiden er til det!
Hvordan vil du beskrive din personlige stil?
Min stil er afslappet og enkel – praktisk til livet med barn og arbejde, men altid med et øje for kvalitet og detaljer. Loke og jeg deler et relativt lille klædeskab, så jeg er blevet god til at holde min garderobe på et minimum og kun at have ting, som jeg holder af og altid har lyst til at tage på. De fleste dage, behøver jeg derfor ikke bruge meget tid på at overveje, hvad jeg skal tage på.
Et typisk vinteroutfit kan være helt simpelt med jeans, støvler, skjorte, en varm jakke og et halstørklæde. Der er ikke så mange kjoler og sådan noget i spil endnu, men jeg har investeret i et par sorte stretchy graviditetsbukser. Jeg ved ikke en gang, hvilket mærke det er, men de har allerede været et af de bedste køb. Det skal bare fungere og være praktisk og rart.
Jeg er heldig at have en del gode venner, der laver tøj. Dem vil jeg altid gerne støtte op om, og så går jeg bare efter de mere stretchy items lige for tiden. Jeg er generelt meget bevidst om, hvor jeg lægger mine penge og går udenom de store mainstream butikker, når jeg kan. På den måde er min garderobe en blanding af tøj, som er nemt, og som jeg altid har lyst til at have på. Og så nogle særlige ting, der har stor affektionsværdi, som jeg aldrig kan skille mig af med. Jeg har flere ting, som jeg fantaserer om at skulle have på, når jeg bliver 60!
Dyrker du motion under din graviditet?
Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til træning. Da jeg var yngre dyrkede jeg en del holdsport, og savner at have noget bevægelse med den sociale dimension. Jeg leder efter noget, der kan erstatte det og har ikke rigtig fundet mit kald endnu.
Her om vinteren har jeg tendens til at blive mere hule-agtig og mindre aktiv, men jeg hopper altid på cyklen og går mange ture. Så jeg får alligevel en del bevægelse i hverdagen. Jeg er ikke nogen stor yoga-pige, men jeg kender nogle øvelser, som jeg er ved, er rare for min lænd og ryg, så på en god dag runder jeg også dagen af med et par stræk.
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud?
Jeg tager graviditetskosttilskud for at sikre, at jeg får de nødvendige vitaminer og mineraler, men ellers spiser jeg nogenlunde, som jeg plejer. Vi er pescetarer, så jeg sørger for at få den ekstra jern, jeg har brug for, og en varieret kost. Julekagerne smager ekstra godt i år, så der bliver spist en del hjemmebag på kontoret og derhjemme. Det er skønt!
Har dine skønhedsrutiner ændret sig under graviditeten?
Jeg har en meget minimal skønhedsrutine, og det har ikke ændret sig under graviditeten. Jeg har altid brugt produkter uden skadelige stoffer og parfume, og er glad for DAMDAM Tokyo, Monastery og produkterne fra HONEY, som både føles effektive og skånsomme.
Hvad angår makeup, holder jeg det også rent og minimalt. Til hverdag bruger jeg måske noget rouge på kinderne for at få lidt i farve, lidt gloss og en concealer til at dække renderne under mine øjne. Miild har nogle gode nuancer og arbejder godt med min hud.
Jeg har altid set på min mor, som bare har puttet vand og en fed creme i ansigtet, så andet ligger ikke rigtig til mig. Jeg kan også sagtens finde på at gå kold om aftenen uden at rense ansigt, og ofte bliver det ellers bare med vand og en klud.
En ting, jeg til gengæld er blevet bedre til, er at smøre mig ind i olie næsten hver dag. Det giver en ekstra kontakt til min krop og hjælper med at holde huden fugtig og velplejet. Det er en lille, men vigtig pause, hvor jeg kan tage mig tid til at mærke kroppen og den forandring, den gennemgår. Har jeg lidt tid alene og skal i bad, så kan det også være skønt at give min krop en tur med Karmamejus tørbørste. Det er slet ikke noget, jeg gør hver dag, men ind i mellem prioriterer jeg det som en særlig lille gestus.
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
Sidst gik min kæreste og jeg til fødselsforberedelse ved Mamaprofylax, hvilket vi var vildt glade for. Selvom jeg ikke endte med at bruge mange af øvelserne under fødslen, følte jeg, min ‘værktøjs-kasse’ var fyldt op. Det var en rar fornemmelse og gav en ro og forståelse for de forskellige stadier af fødslen.
Jeg fødte Jakob August derhjemme, og det var både en smuk og meget barsk oplevelse. Han lå skævt, hvilket medførte enorme smerter og vestorm. Hvis vi havde været på et hospital, havde jeg helt sikkert taget imod al den smertelindring, jeg kunne få. Men tanken om at skulle overflyttes og bugseres ned af trapperne var næsten mere uoverskuelig, end at stå det igennem. Hjertelyds-maskinen løb også tør for batteri, så jordmoderen tog hele fødslen med et træ-stetoskop, hvilket i bakspejlet føles ret vildt. Trods de store smerter var det en dyb og kraftfuld oplevelse.
Jeg syntes også, det var hyggeligt at gå og forberede mig derhjemme, og jeg kunne meget tydeligt visualisere fødslen hjemme i lejligheden for mig. Min kæreste har heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved det og tror han syntes det var fedt, at han kunne være så stor en del af det praktiske. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvor jeg skal føde denne gang, men jeg regner med, at det bliver en hjemmefødsel igen. Tanken om trygheden og de velkendte rammer giver mig ro og tillid, og det er det, jeg kender til.
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
Den første tid efter fødslen vil uden tvivl være fyldt med både uforudsigelighed og kærlighed. Jeg prøver at indstille mig på, at det måske vil være hektisk at finde en ny rytme med amning, bleer og de behov, der følger med en nyfødt og en lille storebror, der kræver opmærksomhed og omsorg. Jeg er selvfølgelig spændt på reaktionen fra min søn. Han glæder sig til at blive storebror, men det er jo enormt abstrakt for ham, og måske han også vil blive en smule skuffet over, hvor lidt hun kan i starten.
Jeg ved ikke præcist, hvad jeg skal forvente, men jeg forestiller mig, at hverdagen vil fortsætte i sit vante tempo. Og midt i al tumulten håber jeg, at der vil være øjeblikke af ro og grin, både med hende og når vi er samlet som familie.
Hvordan kommer din barsel til at se ud?
Jeg holder barsel i 8 måneder, hvorefter min kæreste tager over. Sådan gjorde vi også sidst. Det føles trygt at vide, at vi bliver en lige stor del af barslen og det første år begge.
Jeg kan på forhånd godt blive nervøs for, hvordan det hele skal gå op, når jeg vender tilbage til arbejdet, og vi skal få hverdagen til at fungere med afhentning i institutionen og planlægning. Jeg ved, vi skal lære at navigere i den nye hverdag som forældre til to, og det hjælper at vide, at vi er fælles om at støtte og styrke hinanden på den rejse.
En ekstra glæde er, at jeg har flere tætte veninder, der også er på barsel. Det gør det hele endnu mere hyggeligt og støttende, at kunne dele erfaringer, snakke om de små og store udfordringer og nyde godt af det fællesskab, som barsel kan være.
Foto Andrea Smidt
Meet’n’greet
Rose Hermansen, 33 år, designer og medejer af tegnestuen ‘atelier axo’. Arbejder desuden som model. Bor på Nørrebro med sin kæreste Loke Rahbek, som er musiker, ejer af et pladeselskabet Posh Isolation og grafisk designer. Sammen har de Jakob August på 3 år og venter en lille pige med termin 24. marts.
Din kommentar