Emilia fik brystkræft som nybagt mor: “Jeg kommer tilbage til jer”
Som 31-årig og mor til to bliver Emilia Aasted diagnosticeret med brystkræft. Halvandet år senere, for et år siden denne jul, kunne Emilia sammen med venner og familie fejre at kræftforløbet netop havde haft sin afrunding. Men hvordan genoptager man livet på den anden side af de hvide hospitalsgange? Og vender tilbage til hverdagen, når angsten for at miste og skulle forlade har fyldt alt? Det fortæller Emilia om i dette essay, der markerer årsdagen for hendes sidste behandling
Når lyset vender tilbage
For et år siden stod jeg i min stue, omgivet af 50 af de mennesker, jeg holder allermest af. Min mand sad ved klaveret, og vi sang sammen. Jeg havde udvalgt tre særlige sange til netop denne dag, som skulle markere afslutningen på det lange, barske kræftforløb, jeg netop havde gjort færdigt. Det strakte sig over næsten halvandet år og begyndte, da jeg som 31-årig og nybagt mor for anden gang pludselig blev diagnosticeret med aggressiv brystkræft. Den sidste sang, vi spillede, var Soleimas danske version af “En kort, en lang”. To af versene lød sådan:
Nu kan vi glemme / Alt om vintermørket /Lyset er på vej. / Vi forsvandt / Vi var langt, langt borte / Nu kan vi gå hjem.
Dagen, hvor jeg fik min allersidste behandling, faldt på en særlig dato, nemlig d. 21. december – vintersolhverv. Det var som om, lyset ikke kun vendte tilbage i naturen, men også i mit liv. Mens jeg stod dér, omgivet af venner, familie og en kærlighed så stærk, at den næsten kunne bære alt, følte jeg taknemmeligheden strømme gennem hver eneste fiber af min krop. Samtidig mærkede jeg alligevel også et tomrum snige sig ind. For hvad sker der, når behandlingerne slutter? Når livet skal leves uden for hospitalets hvide gange, uden de sygeplejersker, der havde hjulpet mig, og uden de faste medicinrutiner, som både havde skadet og reddet mig? Jeg fik mit sidste stik den dag, og i det øjeblik var jeg både lettet og mærkeligt hjemløs.
At tage sig selv i hånden
Dengang jeg blev syg, var min søn Hubert kun 3 år, og min datter Anna var 5,5 måned gammel. Jeg var stadig ved at finde mig til rette i min nye rolle som mor til to. Min krop var ikke engang helet efter fødslen. Jeg havde lige båret et lille liv, mine bryster havde givet min datter næring, og nu var jeg pludselig konfronteret med en sygdom, der truede med at fjerne mig fra dem, jeg elsker højest. Det var brutalt.
Jeg husker tydeligt den fornemmelse af at miste fodfæste. Som om jeg blev skubbet ind i et mørkt rum uden dørhåndtag, og jeg forstod, at jeg aldrig ville kunne vende tilbage til det, der var før. Fra det øjeblik, jeg kendte min diagnose, tog jeg mig selv i hånden. Jeg begyndte i terapi og fandt ord til at beskrive min frygt, sorg og forvirring. Jeg skrev for at forstå, hvor jeg befandt mig, og hvordan jeg nogensinde skulle finde vejen fremad. Jeg besluttede mig for, at intet var for privat til at blive delt, fordi byrden af at være alvorligt syg og samtidig være småbørnsmor var så tung, at jeg ikke kunne bære den alene.
Til en start skrev jeg for selv at forstå, men også for at familie og venner skulle forstå. Jeg vidste ikke at jeg en dag skulle samle mine tekster til en bog. Men da jeg kiggede tilbage på de ord, jeg havde skrevet i løbet af de første 12 måneder, slog det mig at mine tekster kunne betyde noget for andre også – og sådan blev jeg pludselig udgivet forfatter med digtsamlingen “Mamma”.
Et liv i et parallelunivers
At være kræftpatient føltes på mange måder som at leve i et parallelunivers. Nogle siger, at livet går i stå, men jeg oplevede det helt anderledes. Jeg har aldrig levet så intenst som i den periode, hvor jeg var syg. Mens verden udenfor fortsatte i sin vante rytme, brugte jeg al min energi på at overleve i et univers domineret af hospitalsbesøg, behandlinger og bekymringer. Alt imens jeg var mor til en 3-årig og en lille baby. Jeg regnede ud, at jeg havde tilbragt næsten 40 hele døgn på hospitalet i løbet af det 1,5 år lange behandlingsforløb. Det svarer til tæt på 1000 timer. Hertil kom de hundredvis af dage, hvor bivirkningerne var så hårde, at et almindeligt familieliv var umuligt. I stedet levede vi et liv styret af min sygdom og behandlingen af den.
Det har været en underlig oplevelse at træde ud på den anden side af det parallelunivers. Jeg havde set frem til friheden, men jeg havde ikke regnet med, at det ville tage så lang tid at forlade patientrollen, hvor alt handlede om at kæmpe for livet, og i stedet lære at leve igen på nye præmisser. For nu handler det ikke længere om at undslippe mørket, men om at finde fodfæste i lyset. Det handler om at leve, fremfor at overleve. Jeg arbejder stadig med denne overgang, men jeg er kommet meget længere, end jeg var for blot nogle måneder siden.
“Jeg kommer tilbage til jer”
Der er stadig øjeblikke, hvor følelserne vælter frem, og hvor sorg og glæde, angst og håb eksisterer side om side. Denne sommer var vi i sommerhus, og min datter havde lavet en lille butik i et sortmalet legehus med en rød stalddør. Hun sprintede frem og tilbage mellem mig og legehuset, hvor hun solgte alt fra kiwi til grøntsagssuppe.
Hver gang hun vendte sig for at hente flere varer, drejede hun sig hurtigt tilbage mod mig, fandt mine øjne og forsikrede mig: “Mig kommer tilbage til dig lige om lidt, okay mor!” Hendes små ord ramte mig i hjertet, fordi de spejlede den følelse, jeg selv havde båret på over for hende og hendes storebror. Når min sygdom eller dens følgesvende – angst, infektioner, udmattelse – for en tid adskilte os, tænkte jeg altid: “Jeg kommer tilbage til jer!”
Og det gjorde jeg. Jeg kom tilbage.
At lære at leve med frygten
Frygten for, at sygdommen vender tilbage, følger mig som en svag skygge. Jeg ville ønske, jeg kunne slippe den helt, men jeg er nødt til at acceptere dens eksistens. I lang tid drømte jeg om, at min onkolog ville sige til mig, at der var 0% risiko for at kræften kommer tilbage. Men det er desværre for naiv en drøm, og jeg får aldrig en sådan garanti. Det er en del af det livsvilkår, jeg nu må leve med, på samme måde som de andre senfølger, behandlingen har efterladt.
Alligevel øver jeg mig i at lade frygten fylde mindre. Jeg minder mig selv om, hvor langt kræftbehandlingen er kommet, og hvordan noget af den medicin, der gør at jeg i dag er kræftfri, ikke fandtes for få årtier siden. Jeg giver plads til håbet, så det kan vokse sig større end frygten. Det er en indre træning, hvor jeg lader troen på fremtiden vokse lidt mere for hver dag.
Og det hjælper at se på mine børn. At vide, at jeg har fået mere tid med dem. Hvis der er noget, min rejse gennem sygdommen har lært mig, er det, at jeg elsker mit liv. Jeg elsker dem, der er i det, og jeg ønsker at være her – for dem og for mig selv.
Jeg føler mig hjemme i mig selv igen
I takt med at jeg har fået et bedre kendskab til mine senfølger, er jeg blevet mere sikker på, hvornår mine kropslige reaktioner kræver opmærksomhed, og hvornår de blot er et udtryk for en ny normal. Jeg ved nu, hvad jeg kan gøre, når sygdomsangsten stikker hovedet frem: tale højt om den, tage en pause eller komme udenfor i naturen og trækker vejret i den friske luft.
Min terapeut gav mig et konkret redskab til at leve videre uden at lade frygten styre. Hun sagde, at jeg skal leve som en zebra. En zebra vågner ikke op dagen efter at have undsluppet en løve og bekymrer sig om, hvad der skete i går. Den tænker i stedet: ”Nu er det tid til at spise og drikke – og leve.” Dette enkle billede hjælper mig med at fokusere på det, der er her og nu, frem for at lade tanker om fortidens eller fremtidens trusler fylde for meget. På den måde føler jeg mig tryg i min hverdag igen, og sygdommen er ikke længere det altoverskyggende omdrejningspunkt.
En ny begyndelse
For et år siden stod jeg i min stue og sang, og mine nærmeste fyldte rummet. Jeg mærkede lyset, der skinnede midt i alt det, der havde været så mørkt. I dag kommer lyset ind på en anden måde end før. Det baner sig vej ind i små hverdagsøjeblikke. Som når min søn og jeg kan smile til hinanden og more os over, at mit hår, der faldt af under behandlingen, voksede ud i en helt almindelig brun farve og ikke regnbuefarvet, som vi spøgte med. Eller som når min datter en tidlig morgenstund lister fra sin egen seng ind til min, kravler op og putter sig ind til mig og lade sin lille hånd finde min. Disse stunder er netop det stille lys, der nu skinner igennem hverdagen.
Lyset er her, og selvom frygten lurer i baggrunden, ved jeg, at jeg vender tilbage til lyset hver dag. Jeg vender tilbage til livet, til min familie, til dem, der holder mig i hånden, og til mig selv.
Meet’n’greet
Emilia Aasted, 33 år, arbejder med strategi og kommunikation. Emilia er gift med Andreas og mor til Hubert på 5 og Anna på 2 år, og familien bor på Amager. I 2024 udkom Emilias første digtsamling “Mamma. I skal vide hvor jeg findes” på forlaget Gladiator. Bogen er en samling af tekster, som Emilia har skrevet undervejs i sit sygdoms- og behandlingsforløb for en aggressiv brystkræft, hun fik konstateret 31-årig.
Din kommentar