Hvor langt skal man gå for at få amningen til at lykkes? Kan mælken bare stoppe efter to måneder? Og hvor meget fylder andres holdninger til amning vs. flaske? Sygeplejerske Julie Brandis og client director Anne Sofie Iversen skriver sammen om den svære amning, om kampen for at lykkes, om at være stolt flaskemor og erkende, at man aldrig ville tage kampen igen

 

Anne Sofie: 

“Hej Julie! Jeg hedder Anne Sofie, er 32 år, gift med Rasmus og mor til to, Anker og Agnes. Begge flaskebørn, efter nogle måneders amning. Det var vist bare lige dét, helt kort✌🏻”

Julie: 

“Hej Anne Sofie. Jeg hedder, som du ved, Julie og er også 32 år og mor til Asta på 2 år og Freja på 8 mdr. Hvor gamle er dine børn? 

Jeg havde en nedslidende kamp om amning med Asta, som jeg også endte med at måtte opgive efter to måneder og i stedet give hende flaske. Så det kender jeg til. Denne gang ammer jeg, men jeg har fra start haft en frygt for, at det skulle gå galt. Frygten er ved at være væk, men den kan stadig komme op i mig af og til, også selvom hun faktisk slet ikke gider tage flaske. Helt modsat Asta, som kun ville flasken til sidst og fuldstændig afviste brystet og blev tosset, når jeg forsøgte lægge hende til. Det var så hårdt. Men da jeg overgav mig til flasken, begyndte vi at have mange dejlige stunder sammen, og jeg fik energien tilbage efter ikke at skulle malke ud, sterilisere mv. hele tiden. Kh Julie”

Anne Sofie: 

“Ej, hvor hyggeligt, min mand har også en Asta, så det har jeg jo på en måde også lidt ❤️ Anker er 3 år og Agnes er 7 måneder.

Åh, jeg kender godt, at det fylder. Har du hørt det afsnit af To The Moon om at måtte opgive amning? Hende der græder lidt i afsnittet er mig🙈

Ammehistorien med Anker er ikke køn. Eller, det gik faktisk fremragende de første to måneder. Indtil vi så efter endnu en måned opdagede, at han var sulten(!), og så stoppede det hele. Han blev flaskebarn, og jeg blev helt ulykkelig. I hvert fald for en stund. Jeg græd over den historie, hver gang jeg fortalte den. Lige indtil vi endte samme sted med Agnes. Ved hende opdagede vi bare langt hurtigere, at hun var sulten. Og så fandt jeg ud af, at det ikke som sådan var mig, der ikke havde styr på amningen. Det var min krop, der efter to måneder syntes, at den havde produceret nok mælk. Så altså, jeg har også et kæmpe amme-traume i bagagen. Og et bedre forløb, der ligesom har været et plaster på det hele 🍼❤️

Jeg synes, du er vildt sej, at du stadig ammer nu trods frygten for, at det skal gå skævt. Det er en stor frygt at have i sig. Det var det i hvert fald for mig her anden gang – jeg nåede at sidde stortudende flere gange, imens jeg stadig ammede, fordi al babygråd for mig på en eller anden måde var (og nok stadig er) forbundet med sult.“

Julie: 

“Jeg har hørt din fortælling! ❤️ På et tidspunkt, hvor jeg følte mig så ALENE med sorgen, så jeg græd med dig, da jeg hørte din fortælling i podcasten. 

Mange tak! ❤️ Jeg er så glad for, at jeg denne gang vidste, hvor jeg skulle søge hjælp. Det er jo desværre ikke alle, der har råd til at opsøge den samme hjælp, vi fik. Jeg synes virkelig alle sundhedsplejersker burde have en ammevejlederuddannelse. Vi var ellers faktisk glade for vores sundhedsplejerske, men hun mente eksempelvis ikke, at Freja havde stramt tungebånd. Hvilket hun har.

Men i dag er det alle pengene og anstrengelserne værd. Med Freja altså. Med Asta fik jeg ikke ordentlig hjælp til, hvordan jeg skulle gøre, så der var jeg ved at køre helt død til sidst og miste mig selv i det. Asta nægtede brystet og ville kun amme om natten. Jeg vidste ikke, der var noget der hed ammestrejke dengang (når et barn under 1 år pludseligt afviser brystet pga. tandfrembrud, at mælken smager anderledes, sygdom el.a., red.), så jeg troede, det var mig, min mælk eller nipples, der var noget galt med. Indtil jeg senere fandt ud af, hvad det hele egentlig drejede sig om, og hvad det var, som gik galt. Det er den søgen efter viden, som har reddet min amning denne gang – for ellers er jeg ret sikker på at det var mislykkedes igen. 🙏🏼❤️”

Anne Sofie: 

“OMG! (Ellers et udtryk jeg aldrig bruger). Jeg var selv så usikker her anden gang, så jeg ringede også til Hvidovre i løbet af de første dage, hvor mælken løb til, fordi Agnes var arrig over de mælkefyldte, hårde bryster. Hvidovres svar? “Prøv tvillingestillingen (ammestilling, hvor baby placeres ved mors side med krop og ben under mors arm, red.). Den kan du nok se på YouTube. Hej hej!”. Mig dengang: Helt grædefærdig og følte mig SÅ dum og usikker og var meget, meget tæt på at finde en sutteflaske frem fra bagest i skabet. That said, så var tvillingestilling noget, der fungerede super med Agnes – meeeen virkelig et skod råd bare at blive bedt om gå på YouTube. Altså når først vi ringer til hospitalet, vi nybagte mødre, så har de fleste af os jo nok googlet i vildskab inden, tænker jeg 🤓

Heldigvis fik jeg dagen efter besøg af den skønneste ammevejleder, der hjalp os godt i gang ved at justere teknik, tjekke hvordan jeg lagde Agnes til og guidede os i forskellige ammestillinger. Hvordan var dit første ammeforløb?”

Julie: 

“Med Asta fik jeg allerede lidt sår, da jeg lå på barselsgangen. Jeg havde set et ammekursus inden og havde hørt, at amning hverken skulle gøre ondt eller give sår. Men på barselsgangen sagde de, at det var normalt, og jeg fik lanolin creme at smøre med. Vi fik første besøg af sundhedsplejersken, og alt var godt. Men ca. tre uger efter vendte alt. Asta begyndte at græde meget mere og kastede op i gylp. Vi fik en privat sundhedsplejerske på besøg, da vores egen sundhedsplejerske var på ferie. Hun mente, at Asta slugte luft og siger, vi skal gå til lægen. Lægen lytter på hendes mave og konkluderer, hun sluger luft. Så vi skal sprøjte hende i næsen inden amning. Det blev hun kun mere ulykkelig af! Og hjalp intet… 😵‍💫 Hendes gråd blev værre og værre, og hun skreg og skreg. Vi ringede til sidst til 1813, hvor vi snakkede med en sygeplejerske, som har arbejdet flere år på barselsgangen. Hun sagde, at Asta søger brystet mere, fordi hun trøstespiser, og har ondt i maven pga af luft. At det er en ond spiral, og at vi derfor skal holde hende fra brystet, og hun kun må amme hver 3. time. Det råd forværrede alt. Hun skreg nu så meget, at hun kun faldt om 5 minutter ad gangen på os, mens vi gik rundt og rundt med hende. Jeg ringede igen og sagde at det da ikke kan passe, hun skal skrige sådan. At jeg kunne se, hun var i smerte, og at de skal indlægge os.… Så vi bliver indlagt. Efter nogle dage uden søvn og stress i kroppen og en laaaaang ventetid uden mad eller drikke, konstaterer de på baggrund af, at Asta havde tabt sig og ikke vejede tilstrækkeligt sammenlagt med, at jeg ikke kunne malke nok ud, at der ikke var nok mælk, og at vi skulle supplere.

Så begynder min ammekamp derhjemme. Jeg malker ud, malker ud, malker ud mv. men ingen har vejledt mig i, hvordan jeg bedst gør det, eller havde stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke er mere mælk. Min SP foreslår sns-system (et apparat, hvor du kan supplere med ekstra mælk mens baby ligger ved brystet og spiser, red.), som Asta flipper endnu mere skråt over og går helt i baglås. Jeg selv river det bare af og skælder og smælder over det 🤯 Asta nægtede til sidst brystet fuldstændigt og ville kun flasken, og jeg opgav at kæmpe mere efter en lang og sej kamp. Senere finder vi ud af, hun har spændinger fra fødslen, som fra start har gjort det svært for hende at kæmpe for mælken, og at hun også har refluks oveni, hvorfor mælken røg op igen.

Med Freja var jeg derfor meget opmærksom på alle faktorer af frygt for, at noget skulle gå galt. Jeg startede også med at tage på Barselsophold på Babyinstituttet for at komme godt fra start, og det er dem, jeg har ringet til flere gange og fået hjemmebesøg af, når jeg har haft brug for råd og vejledning. 

Freja har silent refluks, og denne gang opdagede jeg det hurtigt pga. vores erfaring med Asta. Freja kaster ikke op som sin søster, men jeg kan høre, når det kommer op, og hun begynder at skrige. Det er luftbetinget refluks, hun har, hvilket betyder, at hun sluger meget luft ved brystet, fordi hun har stramt tungebånd. Hun har fået det klippet en gang, men nok ikke tilstrækkeligt. Vi har faktisk endnu en tid ved en anden øre-næse-hals-læge nu på torsdag. Så må vi se, hvad han siger. Nå, men det at hun har stramt tungebånd gør så også, at jeg har måtte stimulere min produktion, særligt inden hun fik mad. Simpelthen fordi hendes sutteteknik ikke kan sørge for tilstrækkelig mælkemængde. Da hun så fik trøske oveni, at jeg tidligt fik menstruation, som påvirkede min mælkeproduktion rigtig meget, så måtte jeg til at malke ud igen. Jeg snakkede med Babyinstituttet som sagde, det er helt normalt at ens produktion påvirkes af menstruation pga. østrogenudskillelse, men at det for det meste bliver normaliseret igen. 

Freja græd meget og var sulten. Jeg blev vejledt i, hvordan jeg kunne supplere med flaske, så hun ikke skulle favorisere den fremfor brystet. Men jeg fandt frem til, at jeg hellere ville starte op på tynd mos og grød i samråd med Babyinstituttet og min SP. Heldigvis normaliserede mælken sig igen, og Freja var ikke nået at blive flaskevant. 

Jeg synes, det er helt vildt, jeg stadig ammer og så et så “stort” barn, der kravler rundt. Det havde jeg håbet på, men ikke turde tro på ❤️🙏🏼

Hvordan havde du det denne gang med, at flaske blev jeres måde at give mælk på ift. sidste gang? Og hvordan mærkede du, at nu er der bare ikke mere mælk? Sagde ammevejlederen noget omkring sutteteknik, eller var den bare, som den skulle være? 🤱🏼”

Anne Sofie: 

“Det lyder super barskt, jeres forløb. Begge to!

Anker ammede uden problemer, fra han kom ud og gik bare i gang med at spise – og han spiste effektivt og godt, sagde alle. Slet ikke så længe, som man bliver fortalt, at babyer “skal”, og han gylpede meget(!) – men han eksplosionsvoksede i starten, så alt var fint. Efter to måneder begyndte han at brokke sig rigtig meget, når han skulle spise, og han havde ikke afføring, så SP mente, han havde forstoppelse. Derfor behandlede vi ham med forskellige ting imod forstoppelse og havde skrigeture hver eftermiddag/aften – det var SÅ hårdt. Jeg var meget alene med det, fordi gråden drev os til vanvid, og jeg tog det på mig, at trøste og danse rundt med ham og blive ved med at prøve at amme.

Efter en måneds tid opdager vi, at han har tabt sig, og vi synes, han ser lidt mere spinkel ud om maven end tidligere. Samme nat nægter han at spise, så Rasmus cykler på døgnapoteket og køber MME og en flaske, Anker får det og får søvn. Dagen efter ammer jeg jo bare videre – eller prøver. Anker er helt slatten, og vi går til noget åbent sundhedsplejerske. Og en sød SP måler ham og vejer ham, kigger i sit system og siger “det prøver vi lige igen”. Jeg husker de ord så tydeligt, og hele følelsen i min krop. Alt gik seriøst i stå. Så måler hun og vejer igen, konstaterer at han er blevet længere, men har tabt sig siden sidst, de målte og vejede ham. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Tænk, at jeg havde sultet mit barn og fyldt han med afførende midler. Tænk, at jeg ikke bare havde forstået hans gråd.

Jeg blev anbefalet at gå hjem og give han 60 ml modermælkserstatning til lige at tage toppen, og så ellers supplere lidt og se tiden an, og så ville vores egen SP komme nogle dage senere. Og så gik jeg grædende hjem. Gav 60 ml og 60 mere, som han slugte – og sov 3 timer. Barnet som ellers aldrig sov mere end 40 min om dagen. Så vækkede vi ham og gav mere mad. Andet husker jeg ikke rigtig fra den dag. De næste dage forsøgte jeg desperat at proppe brystet i munden på ham, men ender igen og igen med en flaske. Og Anker er lykkelig. Verdens gladeste lille baby, og alle omkring mig er super rationelle og sådan ‘med en så glad baby er det da bare skønt med den flaske’ og imens var jeg ULYKKELIG. Helt gået i opløsning. Jeg følte, jeg havde svigtet Anker, og at jeg nu bare kunne erstattes, for han ville hellere have flasken – flasken som alle jo bare kunne give ham.

Efter nogle dage havde jeg et kald med en ammevejleder, der stillede forskellige spørgsmål i forhold til tissebleer og våde ammeindlæg, og der gik det op for mig, at det havde stået på længere, end jeg troede. Hun mente godt, at jeg kunne øge produktionen igen, men at det ville kræve hårdt arbejde. Og det havde jeg bare ikke i mig. Jeg ville ikke tage glæden og overskuddet ud af familien med sådan en proces. Jeg ville bare nyde min glade baby, så jeg besluttede den aften, at så var det sådan. Anker fik flasken❤️ Og uden pis: Jeg vågnede samme nat, og mærkede brysterne lukke ned. Det lyder så dumt, men det gjorde jeg. Det var slut, derefter. Intet vådt tøj, intet læk. Da vores SP endelig kom på besøg nogle dage efter, troede hun heldigvis på, at jeg havde mærket det 🙈 Og på den måde blev jeg en lykkelig flaske-mor til Anker.”

Afsnit 2

Julie: 

“Freja er begyndt at bide mig, når hun ammer. Bare med sine gummer, da hun ikke har fået tænder endnu, men det gør seriøst nas!!! 😫 Og jeg frygter for, hvordan det bliver, når hun får tænder. Har ikke lyst til at stoppe amningen nu jo. Med hende har kampen været det hele værd, nu hvor det jo er lykkedes. Jeg elsker at amme hende.

Freja spiser ikke ret meget rigtig mad endnu. Men jeg stresser heller ikke over det! Tror godt de kan mærke, hvad de har brug for. Synes du ikke, det er nemmere anden gang, at sige “sådan er det bare hos os og sådan fungerer det hos os”? Og slappe af i det, fremfor at stresse over rammer og retningslinjer?“

Anne Sofie: 

“Altså… på nogen måder er tingene nemmere anden gang. På andre måder ikke. Er stadig usikker på så mange ting, og de to nisser er mega forskellige. Så synes, der er mange nye ting denne gang. Og så meget ny viden, man får sig. Alt det, jeg efterhånden har læst, det er jo både godt og skidt. Min mor siger altid “den bog/teori har Agnes nok ikke læst”, når jeg fortæller om, hvordan en baby som hende “skal” ligge på maven X antal minutter, men Agnes bare ikke gider. Og nej, hun har jo ret, min mor.

I forhold til amning og Agnes var jeg længe frem og tilbage; skal-skal-ikke. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville kaste mig ud i et potentielt følelseslimbo igen. Ikke sikker på, om jeg kunne klare det igen, og hvad det kunne betyde for os som familie og for storebror. Qua min medvirken i To The Moon-podcasten var der nogle søde damer fra Barselsrummet, der kontaktede mig og tilbød ammevejledning. Og det var skønt! Inden Agnes kom til verden, talte jeg derfor med dem om hele forløbet med Anker, og hvordan vi kunne gribe det an med Agnes. Og så kom de på besøg, da Agnes var få dage gammel for at se på teknik, tale ammestillinger og bare sådan lige, hvordan Rasmus og jeg havde det. Hun var skøn, og amningen med Agnes gik – som med Anker – uden problemer i starten. Følte mig så klar og havde fået min ammeselvtillid helt i top. Og så var der alligevel de der dage, hvor hun var ked af det, og “er hun sulten?” var spørgsmålet ingen herhjemme turde stille.

Vores SP var i starten skiftet ud med en studerende SP, som var super sød og grundig. Også liiiidt for grundig, for hun sagde alt, hvad hun tænkte, højt, og til andet besøg syntes hun ikke helt, Agnes vejede nok, og skulle vi mon så supplere? Det måtte hun lige tale med sin vejleder omkring.

Vi havde fortalt om forløbet med Anker med tårer i øjnene og ikke lagt skjul på det sårbare omkring amning for os, så jeg sad helt som en sten og ville ikke forholde mig til noget, før vejlederen havde talt. Det blev dog ikke til supplering, men nogle dage med kompressionsamning (en teknik, hvor man masserer og trykker brystet; ja, altså skaber et vakuum). Og så var Agnes oppe i vægt.

Og så gik ugerne og jeg var sådan til hele verden “NU bekymrer jeg mig ikke mere om amning. Det kører sgu bare, we’ve got this!”. Indtil dagen efter, hvor Agnes så havde en mega urolig aften. Og så en mere. Og så var der en eftermiddag, hvor hun bare ikke ville tage fat. Jeg prøvede hjemme, ude på tur. I Fisketorvet. Udenfor Fisketorvet. Nede ved vandet. Henne foran børnehaven. Agnes var sur og ville bare ikke spise. Til sidst faldt hun i søvn, men vågnede og startede forfra igen, og så vidste jeg, hvad klokken var slået. Jeg kiggede på Rasmus og sagde “Det her, det er præcist som alle de dårlige dage med Anker. Nu må du gerne finde den lille flaske frem” (den lille særlige, lyserøde flaske jeg havde købt, hvis nu…). Han var ikke meget for det, men lavede den, og Agnes faldt til ro og sov i mine arme, imens jeg bare sad helt stille og græd. Lige dele skuffet og lettet. Men faktisk bare allermest lettet, tror jeg. For flasken den kendte jeg, og den gjorde mig ikke usikker som amningen.

Jeg har hele tiden vidst, at det var alt eller intet – og det vidste Agnes også. Ligesom Anker gjorde dengang. Og der var bare ikke mere mælk. Ingen spændte bryster og efter 7 dage blot to flade pandekager (🙄) og så kom min menstruation. Og så har det bare været sådan. Det lyder selvfølgelig meget nemt. Vi brugte lige et par dage på at finde rytmen og blive enige om, hvordan og hvorledes. Rasmus troede, at jeg ville prøve at kæmpe for amningen, men for mig var der ikke noget at kæmpe for. En glad baby er alt, jeg ønsker mig. På den måde var Agnes med til at sætte plaster på forløbet med Anker. Det var ikke mig, der gjorde noget forkert. Begge gange er det hele bare gået i stå efter to måneder.

Synes du er sej, at du har kæmpet så meget for det – og er lykkedes med det. Det havde jeg bare ikke i mig. Det tror jeg nu heller ikke, at min krop havde, så på den led er det jo også godt det samme.”

Julie: 

“Ja, usikkerheden kan jeg også stadig have, men jeg synes, den er meget mindre denne gang. 

Jeg prøver at øve mig i at være ligeglad, og det er blevet bedre, fordi jeg jo ved, at jeg gør, som jeg gør, fordi det er det, som fungerer for os. Jeg vugger fx stadig Freja meget i perioder, når hun har ubehag og refluks. Hvor der er mange, der bare er sådan, jamen “man skal jo vænne dem til ikke at blive vugget og falde i søvn selv” og der ved jeg bare, at Freja kan godt falde i søvn uden at blive vugget, når hun har det godt i sin krop. Men hun har brug for hjælp, når noget generer eller gør ondt.

I forhold til hvad andre tænker, havde jeg fx så svært med at give Asta flaske i det offentlige i starten. Jeg var så bange for, at folk troede, jeg ikke ville amme hende og give hende det, som alle i samfundet taler og skriver om er bedst. Hvordan havde du det med at give flaske offentligt første gang, og hvordan har du det med det i dag? ❤️🍼

Første gang følte jeg, at jeg kæmpede for længe for amningen, og når jeg ser tilbage på det, synes jeg næsten, det var et overgreb på Asta, da hun jo bare IKKE ville. Det var mit eget ønske om at amme og gøre det “rigtige” – selv bag på modermælkserstatning stod der, at det jo er det bedst for hende at amme. Det gjorde, at jeg ikke lyttede ordentligt til hende… eller mig selv og min psykiske og fysiske grænse i kampen. For hende var det bare ikke det rigtige mere. Det var flasken 🍼

Jeg kan så meget genkende dine følelser omkring det med ikke at lykkes med amningen. Jeg var virkelig i ammesorg. Et ord jeg dengang heller aldrig havde hørt om. Jeg følte ligesom dig, at jeg lige så godt kunne erstattes og var også et mørkt sted. Jeg følte ikke, jeg kunne give hende det, som var bedst for hende og så var jeg bare ikke en god nok mor. Og jeg tænkte, jeg lige så godt kunne forsvinde. Jeg kan faktisk huske, jeg også skammede mig over mig selv, da det var værst ❤️ 

Men jeg oplevede hurtigt et skift, heldigvis! Jeg sørgede for, at Asta fik modermælk fra donorer, og så følte jeg, at jeg gav hende noget af det, jeg ikke kunne selv. Det var en lettelse, da jeg først havde overgivet mig til det. Så kunne jeg endelig nyde at give hende mad på en anden måde. Og man kan jo også vende den om: For baby vil da også hellere have en MOR, som er glad og har energi, fremfor en der er fraværende med en brystpumpe og virker tung og trist. Det er da at foretrække for alle. Tilknytning handler om at være tilstede. Og det kan man jo ikke være, hvis man er helt nedslidt eller i sorg hele tiden ❤️

I dag er jeg ked af, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle søge viden, da forløbet helt sikkert havde set anderledes ud. Men da det først var gået skævt, skulle jeg bare have lyttet til min pige, som du gjorde her anden gang. Og tænke “det vigtigste er, du er glad og er mæt”. Jeg sagde det faktisk til en ammevejleder, “at jeg ikke vidste hvem det egentlig var eller hvad jeg kæmpede for, fordi hun jo ikke ville”. Men hun sagde “det bedste er jo at amme og det er jo vigtigt at få antistoffer”. Øh okay… Men der havde jeg allerede opgivet det inderst inde, men beslutningen om at gå over til flaske, blev da ikke lettere af den grund 😖

Da vi til sidst tog på Babyinstituttet, var det for sent. De sagde, som jeg kunne se, at Asta jo ikke ville, og at der nok ikke var nogen vej, trods jeg stadig havde mælk. Og de sagde, at den gode mor ikke sidder i brystet. Jeg var knust over den melding, men på sigt meget lettet. Jeg har efterhånden indset, at det ikke var mit valg. Min datter havde taget valget for os. ❤️

Var det fordi, du fik menstruation. at din produktion dalede, tror du?

Det var jo det, som skete for mig, og jeg anede ikke, at det hang sammen. Det var lidt tid inden, jeg fik menstruation, at min produktion virkelig dalede denne gang. Og Freja også begyndte at græde mere, ligesom Asta. Ikke refluks-gråd, men sult-gråd. Som du også selv har oplevet med dine ❤️ Og så fik jeg menstruation og tænkte, kan det være det? Så jeg undersøgte det, og ganske rigtigt oplever mange, at produktionen går helt i dvale pga. hormonerne allerede omkring ægløsning. For nogen stabiliserer det sig og for andre ikke. Og mange oplever også ammestrejke i den forbindelse, da mælken smager anderledes. Det er så vildt! 

Hvordan var det for dig, at Rasmus ikke helt forstod, du ikke ville kæmpe mere for det denne gang? Var det fordi, han så, hvor ked du var sidst over, det ikke lykkedes?”

Anne Sofie:

“Jeg giver gerne flaske ude i offentligheden – og deler også gerne billeder af det på sociale medier. Har lidt sat mig for, at det bare skal frem i verden. Og nøj, jeg får mange beskeder og historier fra andre derude, der har det svært med flasken😢 fx også fra en mor, som gav mad før og efter mødregruppe, fordi de andre ikke måtte se, at hun gav flaske. Av! 💔

Jeg ved faktisk ikke, hvad der kom først – menstruation eller manglen på mælk. I hvert fald ikke med Anker. Med Agnes kom manglen på mælk først.

Rasmus troede, vi skulle kæmpe lidt mere for det, for det havde jeg jo sagt og gjort de første måneder med Agnes. Men altså. Det kan man jo kun, indtil der så ikke er mælk nok, og jeg har hele tiden tænkt, at det var fuld amning eller ingen amning. Rasmus ville bare sikre, at jeg ikke fortrød eller gjorde det for hans skyld, tror jeg. Altså gav flasken og undgik gråden.

Hvis jeg skulle have en 3’er – det skal jeg ikke, men hvis nu – så vil jeg ikke amme. Kun råmælken, men så vil jeg faktisk ikke gøre det igen. Jeg er en lykkelig flaske-mor nu. Jeg har to sunde og raske børn, og al den usikkerhed er det ikke værd, kan jeg mærke. Også selvom børn ikke er ens. Jeg tror bare på, at min krop ikke kan mere. Det er egentlig en rar ro at have. På den måde har Agnes netop været et plaster på forløbet med Anker❤️”

Julie:

“Er så lettet lige nu! Vi har lige været ved øre næse-hals-lægen, og vi skal ikke have klippet tungebånd. 🙏🏼❤️ Det ville han have gjort, hvis vi var kommet med hende som helt lille, da hun har et stramt tungebånd og en meget høj gane. Han siger, det er bedst, vi er på nexium (medicin, der reducerer mængden af syre i maven hos baby, red.), indtil hun ikke ammer mere. 

Sejt du gør det og også lægger billeder op ad det! Det så vigtigt, at folk bryder det tabu, for det er IKKE et tabu. Det er en mor, der giver mad og omsorg for sit barn. Om det er så er bryst eller flaske. Det er vist kun 60% som stadig ammer, når barnet er 4 måneder, så det er jo så normalt. Så ærgerligt at nogen gemmer sig bag gardinet, fordi de er bange for at blive shamet!”

Anne Sofie:

“Shit, 60%? Det anede jeg ikke! Hvor er det egentlig vildt! Særligt i forhold til WHOs anbefaling på 2 år… men i dét lys skal man jo også huske, at i nogle dele af verden er amning virkelig at foretrække frem for MME, når man ikke har mulighed for at sterilisere flasker eller endda råd til at købe erstatningen.

Vidste du også, at det blandt andet er en af årsagerne til, at der ikke er børn på MME-pakkerne og at det aldrig er på tilbud? Fordi man ikke må fremme brugen af det. Det synes jeg er ret vildt. Også fordi, altså, ikke for at lyde nærig, men det er da mange penge man bruger på MME! Jeg kan ikke lade være med er tænke på, hvor stort en post det må være i nogle budgetter.

Giver medicinen nogle gener, eller fungerer det bare med dét?”

Julie: 

“Ja, det giver desværre nogle gener, såsom b6-vitaminmangel og forstoppelse. Men vi giver så mælkesyrebakterier, og de hjælper på forstoppelsesproblematikken. Og så tager jeg selv b-vitamin. Men der er kæmpe forskel på, når hun får medicinen og når hun ikke får den. Så den bliver vi bare nødt til at give hende. Vi snakker, at jeg sov 1,5 AFBRUDT om natten, da hun havde buldrende refluks. Så 10 minutter her, så måske 20 minutter osv… 🤯😴 Og så er det selvfølgelig smertefuldt for hende også. 

Ej hvor vildt, at det er derfor de aldrig er på tilbud! Vi brugte SÅÅÅ mange MME-brikker med Asta, da det bare var nemmere. Om natten brugte vi kun dem, fordi vi ikke gad stå op og varme en flaske. 😅 Vi ville bare have det skulle være så nemt, som muligt. Vi orkede ikke mere, som var så totalt energikrævende. 😅 Meeen har da også brugt mange penge på at min amning med Freja fungerer, så hvis man skal se det på den måde, så er amning jo heller ikke gratis med ammevejledere, ammeindlæg, udmalkningssystemer, poser, ammebh’er mv.  Havde jeg faktisk ikke tænkt på før…”

Anne Sofie:

“Vi kører et fast system med flasker med koldt vand, en termokop med varm og en MME-boks med afmålt pulver. Så tager det ikke mange sekunder at blande, og kan komme med både på tur og stå klar om natten. Og så har vi mange(!) flasker, så de kun skal vaskes og dampes én gang i døgnet. Det fungerer for os. 

Hvor mange penge, tror du I har brugt på vejledning og hjælp?”

Julie: 

“Det er et godt spørgsmål. Jeg var jo på barselsophold på Babyinstituttet denne gang for at komme godt fra start. Og så har jeg fået et hjemmebesøg af dem og så har jeg også besøgt “Den gode barsel” en gang. Hvis ikke opholdet tæller med, har jeg brugt 4500kr. Med opholdet så rammer vi i hvert fald 20.000! Jeg synes, det har været alle pengene værd, MEN jeg synes også det er grotesk, at vi i et land som Danmark ikke kan få hjælp ordentligt i det offentlige. Så hvis ikke vi havde ressourcerne selv, så havde jeg nok heller ikke lykkedes med at amme Freja.

Alle burde kunne få en ordentlig vejledning, støtte og hjælp, synes jeg. Men når kun 60% ammer efter de 4 mdr. så er det jo tydeligt, at det ikke er tilfældet desværre!

Hvordan har du egentlig bearbejdet, at du havde en ammesorg dengang med Agnes? (Eller det er jo mit ord, kan være du vil kalde det noget andet?)Det virker til, at det var nemmere for dig at overgå til at give flaske denne gang? Ved du, hvad der gjorde det nemmere?”

Anne Sofie:

“Jeg havde slet ikke noget ammesorg med Agnes, faktisk. Havde med Anker, lige indtil vi endte samme sted med Agnes, så vidste jeg, at det ikke kunne have været anderledes ❤️

Det der fyldte allermest denne gang var, om jeg turde sætte mig selv derud igen – altså turde jeg satse mit (og familiens) ve og vel for noget, der bare ikke er livsvigtigt? Giver det mening? Og det er dét, jeg ved, at jeg ikke ville gøre igen, hvis vi skulle have flere. Det er ikke arbejdet, tiden, bekymringerne og alle tankerne værd, ifht. at tage energi fra det samlede familieliv. I hvert fald ikke for mig, men tænker jo også bare at et kommende forløb ville være som nu med Agnes, som jo faktisk var rigtig fint i to måneder – jeg ville bare ikke gøre det igen, alligvel. Alt for mange tanker og følelser at have på spil. ❤️

Ville du gøre det hele igen?”

Julie:

“Jeg vil sådan ønske, jeg kunne gøre det om igen med Asta! Ville så gerne have ammet hende også❤️ Lå faktisk og fik tårer i øjnene forleden, da jeg tænkte over det. Jeg ville ønske, jeg havde vidst bedre og søgt hjælp andetsteds fra start. Jeg elsker at amme, og det var jo min drøm med begge piger. Med Asta blev det bare anderledes, og selvom vi har haft mange hyggelige stunder med flaske og været tætte, så har jeg stadig en ked af det-hed over, at jeg ikke også har ammet hende. Det er en sorg, der handler om, at jeg selv led et tab, da jeg havde en drøm om at amme hende. Men den sorg kan jeg godt rumme og leve med. Den må gerne være der. Den nybagte mor indeni mig, der bare så gerne ville, kæmpede en kamp, men alligevel måtte opgive. Hun må gerne være der, og jeg har bare lyst til at kramme hende og fortælle hende, at hun gjorde det så godt, og at det er helt okay, hun har det som hun har det. ❤️

Denne gang var det ikke en kamp på den måde. Freja ville jo så gerne brystet og har på intet tidspunkt afvist. Asta ville ikke selv. 🙃 Så det var anderledes. Hvis det giver mening?”

Anne Sofie:

“Ja, det var mest dét at være i amningen med Agnes, der faktisk var sværest – at tro på det, på en måde. Og da jeg så faktisk troede på det, slap mælken op. Det er jo lidt ironisk – næsten komisk. Jeg havde lige proklameret til alle, at NU var jeg helt rolig i amningen 🙈😂 Men mit rationelle sind har totalt fundet ro i det, og helet den store sorg fra Anker i at vide, at jeg bare ikke kan amme mere end to måneder.

Det giver så god mening! Og hvor er du sej, at du på den måde får det placeret et sted, hvor det har lov at være der, selvom det er en stor sorg stadig, og måske altid vil være det. Jeg synes virkelig, at du er en modig og sej mor, at du var igennem dét forløb første gang og har forberedt dig så godt til andet forløb og er gået ind i det hele igen. Altså, det synes jeg også jeg selv er, haha! Så har vores forløb jo bare været vidt forskellige.

Hvor er din kæreste henne i det hele?

Jeg synes min mand har været så cool. Omkring Anker var han alt for hurtig til at gå i praktik mode og købe flaske-udstyr – med Agnes var jeg dér før ham. Men jeg synes, at vi har støttet hinanden (altså mest støttet mig, brysterne er jo mine) vildt godt, i det hele. Og det er skønt, for man er jo også en familie, der skal fungere imens – og særligt hvis der er søskende.”

Julie:

“Jeg var helt sikkert heller ikke klar til at satse hele butikken denne gang, altså ville aldrig gå det samme igennem, som jeg gjorde med Asta

Min mand var meget hurtigere klar på bare at droppe med at malke ud mv. før mig. Altså med Asta. Jeg ville så gerne kæmpe for det, men kunne godt se, det var for nedslidende, og at hun jo bare ikke ville de babser længere. Så for ham tror jeg også det var en stor lettelse, trods han så, hvor ked af det, jeg var. Da det gik skævt med Freja, så var han også sådan, “jamen vi ved jo at det fungerer så fint med flaske også”. Men jeg vidste bare, at jeg godt kunne denne gang. Jeg havde en dyb frygt for det ikke lykkedes, men også bare en intuition om at det skulle nok lykkes. Så længe hun gerne ville brystet, og der var mere mælk. 🙏🏼

Jeg vil lige sige, at jeg også beundrer, at du bare står ved dig selv og ikke vil byde hverken dig eller din familie at skulle igennem en følelses mæssig rutchebane. 🙏🏼”

Anne Sofie:

“Nårh, tak! Hvor er du sød.

Man forstår jo godt de mænd. Altså… de har jo ikke hormoner piskende rundt i kroppen og alt dét dér. For dem er det jo bare mad. Og en ulykkelig partner. Så virker flasken og en mæt baby nok som det foretrukne for enhver, der ikke lige er moderen, tænker jeg. 

Det sagde vores ammevejleder også noget om – at hvis vi skulle have amningen til at køre med Agnes, så skulle vi være enige, og far skulle være støttende og ikke stå klar med en flaske i baghånden. Tror også, det var derfor, jeg kaldte den før Rasmus her anden gang, for vi havde haft snakken om, hvor langt vi skulle gå. Og vi havde faktisk også aftalt med min mor, at hun skulle kalde den, hvis jeg blev sindssyg, og Rasmus ikke kunne trænge igennem. Vi havde haft mange snakke om, hvornår nok er nok, og hvornår andre måtte sige stop. Så da jeg kaldte den og var sådan “nu skal Agnes bare have flaske” fra den ene dag til den anden, så tror jeg, han var noget overrasket og usikker på, om jeg seriøst var der. Han tog sådan et fint billede af mig, der sidder med Agnes i armene, med hendes første lille flaske, imens tårerne løber ned ad kinderne på mig. Altså så smukt er det ikke, men det er bare stærkt for mig. Jeg kan huske, at jeg sad der og var lige dele ked af det og faktisk også bare lettet. ❤️

Hvad ville du ønske, at du havde vidst om amning, inden du fik børn?”

Julie:

“Jeg ville ønske, alle fik et ammekursus ligesom et fødselsforberedelseskursus. Altså et ammeforberedelseskursus..

Jeg betalte selv for et ammekursus, mens jeg var gravid. Men det handlede om, hvordan man ammede og ikke, hvad man gjorde, når det gik galt. 🙃 Altså intet om ammestop, ammestrejke, refluks, nedløb, hvordan man bedst stimulerer til en øget produktion mv.. Syntes ikke, der var særlig meget om, hvad man gjorde i mødet med ammekomplikationer. Det ville jeg virkelig gerne have vidst noget om! 

Hvad med dig? ❤️”

Anne Sofie:

“Forstår egentlig ikke, hvorfor sundhedsplejerskerne ikke også er ammevejledere – de er jo de første til at besøge, kan man sige. Og generelt også flere besøg fra dem. Havde vi fx haft det, havde Anker nok ikke været sulten i en måned, før vi opdagede det.

Et helt simpelt princip min ammevejleder lærte mig denne gang er at tælle bleer på et døgn. Første gang troede jeg at en gul baby-ble var sådan en tis-afføring-kombi og havde ikke tænkt over, at der stadig skal tisses meget, selvom der ikke kommer afføring. Shit, jeg er flov over det, men havde aldrig skænket den manglende tis en tanke 🙄

Jeg kunne godt bruge flere besøg fra SP-Marie – om ikke andet så for tryghed og følelsen af et sikkerhedsnet. Og vil nogen skyde os i skoene, at det måske er spild af penge? Måske. Men antallet af mødre med en efterfødselsreaktion jo skræmmende stor – mon ikke flere besøg kunne afhjælpe det lidt?

Og ja, hvorfor er de ikke også bare mere uddannet i amning? Ja, og flaske for den sags skyld. Altså jeg var da helt på bar bund ifht. udstyr og mængder – og er stadig så usikker, når Agnes spiser for lidt🍼

Må ærligt indrømme at jeg ofte har tænkt at der er gået lidt inflation i det stramme tungebånd – forstår ikke statistisk set, hvorfor så mange har det nu. Altså ifht vores generation, eller mine yngre søskendes… men måske man bare er mere opmærksom i dag? Og godt, at vi er det, så de der har brug for det bliver hjulpet og får klippet. Den kiropraktor, vi har været ved med begge børn, anbefalede også at få en specialist til at tjekke Agnes’, men det har jeg faktisk ikke gjort noget ved, for hun sutter og spiser med glæde, så jeg tænkte det var spild af tid🙈. Er jeg en dårlig mor?”

Julie: 

“Du er ikke en dårlig mor!! ❤️ Jeg har dog selv tænkt tanken om dine børn måske også har lidt med tungebåndet, da din produktion er gået ned begge gange ved de to måneder. Ved stramt tungebånd er det nemlig rigtig svært at opretholde mælkeproduktionen.

Før i tiden blev de børn, som har stramt tungebånd bare diagnosticeret med kolik, og så måtte familie og baby bare overleve, indtil det gik over 🤯 Jeg var selv “kolik”-baby og har også fået tjekket mit tungebånd i dag, og jeg har fx også stramt tungebånd. Har ikke gener, så det er ligegyldigt nu. Når de er små, er det et meget, meget lille indgreb. Hurtigt klip, og så er det overstået. Med mine piger har 30 sekunders gråd helt klart været at foretrække fremfor at de har skreget og vredet sig af smerter pga refluks.😫”

Anne Sofie:

“Tænker egentlig at jeg selv er årsagen til den manglende amning. Altså man siger jo, at ingen børn er ens, og i de to forløb er jeg jo den eneste konstant. Og det hele er gået i stå, og min cyklus er startet samtidigt begge gange, så jeg er ret rolig i, at det er min krop der bare gør sådan.

Nu taler vi efterhånden meget om amning og al den hjælp du (imod betaling) kan få, og hvordan man med den rette hjælp kan etablere amningen. Men vi glemmer lidt at tale om, at nogen bare ikke kan – eller kun kan kort. Min genbo har haft det på samme måde som mig, med to børn – bare ved 5 måneder. Men samtidigt begge gange også. Det synes jeg også man burde tale mere om – altså at alle ikke bare kan arbejde sig igennem det, men rent fysisk kun kan opretholde det i en kortere periode. Hvis det var gængs viden, så var det måske også lidt nemmere at komme igennem❤️”

Julie:

“Ja det har jeg fx aldrig hørt om. Andet end hvis man selvfølgelig får menstruation. Det gad jeg da også gerne at vide noget om. Altså at mælken bare kan slippe op.

Er der nogen de ammevejledere/sp’er eller andre du har set, som har fortalt dig om det med at det bare kan slippe op og mødt dig i det du oplevede, føler du? ❤️”

Anne Sofie:

“Nej, der er faktisk ingen, der har nævnt det, indtil jeg sådan har sagt “jamen jeg har prøvet x, y, z” og så har de været sådan “nåja, men sådan er det jo også for nogen”. Så jeg ved ikke – måske er det bare for at være søde, de har sagt det, men jeg tror på det. Og det er jo heldigvis det vigtigste, for så ved jeg, at det var ude af mine hænder, og ikke noget jeg kunne gøre om. Det giver jo en kæmpe ro! Jeg har ikke længere en my af sorg, kan jeg mærke. Det bekræfter vores skriv her mig virkelig i. Jeg er helt afklaret og rolig og har ingen overvejelser om “hvad nu hvis” eller “burde jeg/kunne jeg have…” – it’s just not for me, i mere end to måneder.”

Foto: Private, Nina Pilgaard og Andrea Smidt