Du har sikkert hørt om dem, der aldrig nåede på fødestuen. Dette er Anne Birkkjærs beretning om en planlagt hospitalsfødsel, der endte som hjemmefødsel.

Vi blev rådet til at skrive fødslen af vores datter ned som en del af bearbejdelsen. Og vi har kunne kortlægge fødslen, da vi havde to mobiler i gang under min fødsel, en til fødegangen og en til farmor. Store dele af fødslen var jeg ikke klar nok i hovedet til at opleve, så den har jeg fået fortalt af min kæreste efterfølgende.

Det hører til historie at mit første barn, kom til verden som stjernekigger og blev taget med kop. At min første fødsel skulle have gjort mere ondt end ’normalt’ er ikke noget, jeg bemærkede, da det jo er første gang, og det gør ondt under alle omstændigheder. Jeg udvidede mig hurtigt og jeg betragter den som en meget fin fødsel og ikke en, jeg er ked af på nogen måde. Det siges, at stjernekiggerfødsler er mere smertefulde og kan vare længere. Alt dette fandt jeg dog først ud af få dage inden, jeg skal føde for anden gang.  Men det forklarer muligvis hvorfor, jeg ikke nåede på Riget til min anden fødsel.

23.30

Jeg var gået 4 dage over terminen og vågnede af min første ve. Jeg gik lidt rundt og besluttede at prøve at hvile mig. Sagde derfor til min kæreste, at jeg har veer men lægger mig lidt.  Jeg fik ikke sovet meget. Veerne var hyppige, men det gjorde ikke så ondt, at jeg ikke kunne holde det ud.

03:00

Jeg vækker min kæreste, og jeg siger, at det begynder at gøre ondt, og at jeg går i bad. Jeg lærte under min første fødsel, at det hjalp mig at stå under bruseren og komme gennem veerne. Efter 15 minutter må jeg ringe til fødegangen. Jeg er sikker på, at det er nu, og at jeg skal informere fødegangen.

03.14

Der er nu 5 min mellem veerne. De varer 1 min, og jeg ved fra første gang, at jeg udvider mig hurtigt. Dog synes jeg stadig ikke, jeg har lige så ondt som første gang – og jeg kommer fint igennem veerne. Jordemoderen på telefonen er enig, vi kan godt nå at få farmor og farfar ind fra Hvidovre til at være hos vores søn gennem natten. At jeg ikke føler samme smerte, og derfor tænker mig frem til, at nu er det nu, skyldes nok den lille note om min første fødsel. At Bille var stjernekigger, og det er Pil ikke.

03.18

Min kæreste ringer efter farmor, og jeg går tilbage under bruseren og står lidt.

03.46

Farmor skriver, at de netop er kørt forbi Nørrebros Runddel.

Jeg bliver pludseligt lidt svimmel – jeg føler ligesom et sus i kroppen, og får det som om, jeg har influenza. Dette husker jeg fra første gang, og jeg ved derfor, at pressetrangen kommer som det næste. Jeg beder min kæreste om en tår sodavand og siger, at han skal ringe op til fødegangen. Jeg sætter mig på toilettet, og vandet går. Min kæreste har sat telefonen på højtaler og lagt den på toiletspanden, så jeg kan tale med jordemoderen. Jeg når lige at fortælle jordemoderen, at vandet er gået, så må min kæreste overtage telefonen. Jeg har nemlig pressetrang. Det er det eneste min krop vil. Og der kommer nogle undertrykte brøllyde fra mig. Jordemoderen beder mig gispe, men veen og pressetrangen fortsætter uden pause. Jeg siger til hende at det ikke holder op, og at jeg ikke kan gøre det hun siger.

03.48

Min kæreste skriver til farmor, at de skal holde taxaen, vi skal afsted med det samme.

Jordemoderen siger dog, at vi skal afsted nu. Vi skal banken naboen op, så de kan passe på Bille.

03.52

Jeg siger: `Barnet kommet nu!` Vi har ikke kendt kønnet hverken første eller anden gang. Jordemoderen beder min kæreste hente håndklæder, og hun ringer efter ambulancen. Jeg sidder stadig på toilettet. Min kæreste kan se barnets isse mellem toiletbrættet og kummen. Og han hiver mig derfor af toilettet og lægger mig på badeværelsesgulvet. Jeg er gået helt ind i mig selv og registrerer ikke engang at min kæreste tager mig af toilettet og lægger mig ned.

03.54

Farmor og farfar kommer ind ad døren, men min kæreste beder dem gå ind til Bille, da han er vågnet og kalder på os.

03.56

Jordemoderen guider min kæreste i fødslen af hovedet, hvordan han skal tage fat osv. Han beder mig om at presse til, og jeg føder vores datter lige dér på badeværelsesgulvet bare os to – og jordemoderen på telefon. Vores datter siger ikke noget, så jordemoderen beder min kæreste om at gnubbe hende lidt på ryggen – og nive hende engang i hælen. Hun giver lyd. Mark lægger hende op til mig, og vi siger begge to: `Nårh det er en pige!’. Vi er totalt overvældede.

Kort efter kommer ambulancefolkene. Og underboen kommer også lige op for at høre, hvad der mon sker. Ambulanceredderne fortæller jordemoderen på telefonen, at fødslen er gået godt. Vi har det alle tre godt og lægger på. Opkaldet varer 10 minutter.

Vi har et meget lille badeværelse, så én ambulancemand står med sine ben på hver side af mig og vores datter. Min kæreste og den anden redder står ude i gangen. De vil klippe navlestrengen, men jeg beder min kæreste om at gøre det. De kigger alle tre lidt – tænker nok, det er lidt fjollet, eftersom han lige på egen hånd har taget imod vores datter. Men den ene bakker ud, og han kommer ind og klipper. Og bakker ud igen. Jeg kan huske, at der blev snakket om, at nu blev der ingen kage, fordi de ikke var nået frem til selve fødslen. Det må være en tradition de har.

Ambulanceredderne hjælper mig med moderkagen, min kæreste går ind i stuen og viser vores datter til farmor, farfar og Bille. Jeg bliver hjulpet op fra gulvet og iført morgenkåbe. Jeg går ind i stuen, og fortæller Bille, at jeg lige skal på sygehuset, og så kommer jeg hjem igen. Med vores datter i armene, går jeg ned i ambulancen.

Mødte jordemoder efter fødslen

Vi bliver kørt over på Riget. Da fødslen ikke er planlagt hjemme, og der derfor ikke har været en jordemoder fysisk til stedet, skal jeg ind og tjekkes. Vores jordemoder fra telefonen tager imod os. Mark får skulderklap og stor ros. Hun beskriver det som ’den perfekte telefonfødsel’.  Det var desuden samme jordemoder, som holdt det forberedende kursus på Riget, som jeg havde været til ved første fødsel. Dengang tænkte jeg ’det er præcis sådan en jordemoder, man gerne ville føde med’. Hun kunne tale hele salen op uden mikrofon og havde en dragende personlighed.

De er rigtig søde på Riget og siger, vi kan blive på stuen ligeså længe, vi har brug for det, også hvis der skulle komme nogle efterreaktioner. Vi tog hjem igen kl 7. om morgen. Farmor og farfar har taget Bille med hjem til sig. Vi kommer hjem, og farmor har gjort badeværelset rent. Den ’nødpakke’, som ambulancefolkene havde med, ligger der stadigvæk. Vi gemmer den lille saks til minde om dagen – som faktisk også var min fødselsdag. Vi fejrer derfor 30 og 1 år den 23. marts i år.

Farmor har senere fortalt, at da hun hører barnegråd, tænker hun, at nu har vi vækket hele opgangen. Ikke at jeg fødte lige der på badeværelset.

Efterspillet

Jeg nåede ikke at tænke meget under fødslen, det gik så hurtigt. Men jeg er glad for, det var anden gang. Jeg vidste ligesom, hvad der ventede, og hvad en ve var. Min kæreste var rolig og meget fattet. Det føltes helt trygt at føde med ham ved min side. Ingen af os var på noget tidspunkt bange, men det var der måske heller ikke tid til. Min kæreste fortæller kækt, at han jo så første gang, hvordan man skulle bære sig ad under en fødsel.

Et par dage efter tog Mark et meget langt bad, og fortalte, da han kom ud, at han lige havde genoplevet det hele – jeg gjorde det samme to uger efter, hvor jeg blev meget berørt og overvældet over, hvor naturligt det er at føde. Mange har spurgt mig, om jeg ville føde hjemme næste gang, men det har jeg ikke behov for. Jeg føler mig tryg i rammerne på hospitalet og tror ikke, jeg ville kunne slappe af i det, hvis jeg valgte at føde hjemme. Med Pil skete det jo bare.

Tekst: Anne Birkkjær