Liv Winther om at være mor i en sammenbragt familie
Hvad betyder moderintuition for dig?
“Jeg har en rimelig stærk mavefornemmelse, når det kommer til mine børn og til hvilken familie, jeg gerne vil skabe. Men det er også en følelse, der er vokset med årene. Første gang jeg blev mor, følte jeg mig helt på bar bund – og faktisk også anden gang. Alt det der havde virket med min store søn, Liam, prellede bare af på Eddie. Jeg følte lidt, han kiggede på mig med skeptiske øjne, der sagde: “Er det, hvad du kan komme op med?” Der måtte jeg ligesom starte forfra og åbne op for andre sider af moderskabet end det, jeg kendte.”
I forbindelse med lanceringen af tøjkollektionen To The Moon, Honey x Mads Nørgaard har vi spurgt 8 kvinder, hvad moderskabet har lært dem. Du kan se kollektionen her.
Din mand havde allerede en datter, da du mødte ham. Hvordan er det at være bonusmor?
“I starten var det meget overvældende. Der var så mange følelser i spil, både hos os voksne og hos vores børn. Vi skulle jo sammensætte en ny familie ud af to halve, der havde været igennem et brud. Det var vores projekt, ikke deres. Det vigtigste i livet for mig er, at vores børn føler sig favnet hjemme hos os, og at de føler, de har en plads i fælleskabet. Jeg er nok blevet en bedre bonusmor med årene, og jeg nyder, at jeg har fået en pige “med i købet”. For selvom jeg ikke er Lukas mor, er jeg pavestolt af hende og vores sammenbragte familie.”
Hvornår er det sværest at være mor?
“Når jeg skal undvære min store søn, mens han er hos sin far. Det er efterhånden blevet en naturlig del af mit liv at være adskilt fra ham, men det er jo også trist i sig selv. Jeg føler nogle gange, at den adskillelse gør mig til en dårligere mor. Der er jo en masse, jeg ikke ser og oplever sammen med ham, og han står i mange situationer, uden at jeg er der. Jeg ville ønske, jeg kunne være sammen med ham hver dag, men samtidig ved jeg, at han elsker sin far, og at hans far er der for ham.”
Din kommentar