Le Gammeltoft har netop udgivet bogen ‘Tabet’, hvor 18 kvinder deler deres personlige beretning om at abortere i løbet af deres graviditet. Historierne giver et ærligt billede af stor sorg og ensomhed som følge af deres tab. Her fortæller Le om at græde mange tårer, mens bogen blev til, og om hvorfor det er så vigtigt at tale om de børn, vi mister

Hvorfor har du udgivet en bog om spontane aborter?

“Jeg håber, at jeg med bogen kan være med til at gøre det mindre ensomt at opleve at miste en graviditet. Det er kommet bag på mig, hvor mange, der går rundt med deres sorg selv, fordi det er svært for dem både helt at sætte ord på den, men nok mest af alt at blive mødt i den af deres omgivelser.” 

Hvorfor er det vigtigt at tale åbent om sine spontane aborter?

“Det er vigtigt at skabe et sprog omkring sorgen, så den ikke bliver begravet inde i os. Det er ikke sundt at holde sorgen, vreden og ensomheden lukket inde – og kan man ikke tale åbent om det, er der langt større fare for, at det er det, der sker. Jo flere der deler deres historier nu, jo lettere bliver det for dem, der mister i fremtiden og at kunne tale åbent om det med deres partnere og omgangskreds. Og forhåbentligt kan vi få stoppet kommentarer som: ‘Det var jo ikke engang et rigtigt barn’ eller ‘Det var nok bare et sygt foster, så det skal du være glad for’ eller lignende.”  

Hvordan har folks respons været, når du spurgte dem, om de ville dele deres historier? 

“Heldigvis har alle, jeg har rakt ud til, været super modige og seje – og har gerne villet være med til at bryde tabuet omkring spontane aborter. De har oplevet, hvor svært det kan være at finde en måde at tale med andre om det. Så de har alle sagt ja og delt deres meget personlige og stærke historier med os – og med bogens læsere. Det er jeg så taknemmelig for. Det samme kan siges om alle de kvinder og mænd, der i forbindelse med udgivelsen har delt deres historier på social media. Der er virkeligt startet en bevægelse omkring #mittal.” 

Er der nogle fællesnævnerne for de medvirkendes fortællinger? 

“Der er mange følelser, der går igen i alle historierne. Ensomhed, afmagt, kontroltab, vrede, sorg. Og desværre har det været gennemgående, at både kvinder og mænd har følt sig alene i deres tab – enten i forhold til deres partner, deres omgangskreds eller til sundhedspersonalet, der har været inde over. Det er vildt, at det stadig opfattes som en form for bagatel af lægerne – at de slet ikke anerkender, hvor hårdt det kan være for en forælder at miste et ufødt barn.”  

Du har selv aborteret 3 gange. Hvordan har processen med bogen været for dig?

“Jeg har godt nok grædt mange tårer – særligt under interviewsene. Men det har faktisk været helt uroligt terapeutisk at høre alle fortællingerne, for genkendelsen har givet mig og mine egne følelser et fællesskab. Ensomheden bliver nærmest opløst. Det er første gang, jeg selv sådan rigtigt har kigget ind i min egen sorg – så det har været forløsende, selv om det har vækket en masse svære minder til live. Men det er den eneste måde at kunne rumme tabene på nu. Jeg bliver nødt til at anderkende, at jeg bærer dem med mig. De er en del af min historie.”  

Hvad håber du at opnå med bogen?  

 Jeg føler nærmest allerede, at jeg har opnået det, jeg håbede. Der er ved at danne sig et fællesskab omkring #mittal og ‘Tabet’. Jeg fik forleden en besked fra en kvinde, der var midt i at abortere. Hun skrev simpelthen fra hospitalet, at hun følte sig mindre alene, fordi hun gennem alle historierne på Instagram kunne opleve varmen, sårbarheden og ærligheden fra alle de seje mennesker, der deler deres historier. Jeg håber også at pårørende og læger læser bogen – for det ville betyde, at de som jo er omring dem, der mister, kunne have en langt bedre forståelse for, hvad det er man går igennem. Og måske bare give et kram.” 

Hvad med de lykkeligt uvidende gravide derude. Hvad skal de bruge den her snak og åbenhed omkring spontane aborter til? 

“De får forhåbentligt en bedre forståelse for, hvad det er man gennemgår, hvis de har nogen i omgangskredsen, der mister. For det ER svært at sætte sig ind i, hvis man ikke selv har prøvet det.” 

Tekst Liv Winther Foto Heartbeats