Michala Yun-Joo Schlichtkrull var blot 3 måneder gammel, da hun blev adopteret fra Sydkorea. Om kort tid bliver hun selv mor og kommer for første gang til at kende en biologisk slægtning, nemlig sin søn. Her fortæller hun om, hvordan har tænkt sig at forberede sin søn på omgivelsernes fordomme, racisme og spørgsmål som “Hvor kommer du rigtigt fra?”

“Før jeg blev gravid, havde jeg ikke gjort mig specielt mange tanker om at være nogens mor. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg nogensinde ville få børn. Havde jeg egentlig lyst til at sætte børn i verden? Og ville min mand og jeg overhovedet kunne få børn, selvom vi skulle ende med at ønske os det? I begyndelsen af sommeren stod jeg så med en positiv test, og det blev startskuddet til en graviditet, der indtil nu har været fuld af bekymringer.

I starten var det frygten for at miste, der fyldte, hvorefter et lavt risikotal til nakkefoldsscanningen og en efterfølgende moderkagebiopsi for alvor kickstartede en angstfuld tid. Heldigvis viste biopsien intet alarmerende, men bekymringerne har i den grad vist sig at være kommet for at blive. Sideløbende med de medicinske udfordringer og frygten for ikke at gøre det godt nok, som mange gravide stifter bekendtskab med fra tid til anden, er det nu nogle mere eksistentielle bekymringer, der er begyndt at spire frem i min bevidsthed:

Hvordan er livet for et blandet asiatisk-dansk barn i Danmark i dag? Vil min søn opleve den samme racisme, som jeg har oplevet gennem min opvækst og stadig oplever? Og hvordan vil det være for mig som transnationalt adopteret, når jeg for første gang i livet vil have en i min familie, der fysisk ligner mig?

Læs også

Den svære beslutning om at sige farvel til karrierejobbet

Jeg er adopteret fra Sydkorea i 1986 og kom til Danmark fra et børnehjem i Seoul, da jeg var tre måneder gammel. Jeg er vokset op i København i en familie, hvor jeg var den eneste ikke-hvide.

I skolen mødte jeg få andre ikke-hvide børn, og de var tit adopterede fra Sydkorea som jeg selv. Som barn tænkte jeg til at begynde med ikke over, at jeg så anderledes ud end de andre. Det ændrede sig dog efterhånden, som jeg blev konfronteret med det gennem racistiske øgenavne i skolegården, børn der trak i deres øjne for at imitere mine og det tilbagevendende, sårende spørgsmål: “Kender du så ikke din rigtige mor?”

Som teenager og op gennem 20’erne begyndte tankerne om mine asiatiske rødder for alvor at fylde. Det skete i takt med, at omgivelserne oftere lod mig mærke, at de ikke så mig som dansk, som deres medborger eller som en del af min (hvide) familie.

Asiatiske turister stoppede mig på gaden og stillede mig spørgsmål på sprog, jeg aldrig havde hørt før, tilfældige mennesker råbte “Nihao” efter mig, når jeg kom cyklende på de Københavnske cykelstier, mens lufthavnenes security-medarbejdere talte ekstra langsomt til mig på engelsk og afkrævede svar på, hvordan jeg passede ind, når jeg for eksempel rejste med min familie.

De senere år er jeg mange gange blevet tiltalt på engelsk – endda også på kinesisk – af personalet i butikkerne i indre København. Det er lige grænseoverskridende hver gang og minder mig om, at jeg af omgivelserne først og fremmest aflæses som turist i mit hjemland. Dertil kommer lede bemærkninger i stil med: “Sjovt du kender hende (en anden kvinde adopteret fra Sydkorea), I er jo også helt ens”, “Buddhafjæs”, “Koreanere har sådan nogle kæmpe hoveder, men du ser okay ud” til deciderede overfald – verbale som fysiske – baseret på mit ophav.

Samtidig har sorgen over fysisk ikke at passe ind været en tro følgesvend, især i mit voksne liv. Jeg har savnet asiatiske rollemodeller at spejle mig i på film og i tv, i magasiner og i bøger. På samme tid har jeg forbandet populærkulturens fremstilling af asiatiske kvinder som servile, overdrevent seksuelle og asiatiske mænd som det kiksede ‘sidekick’, når der en sjælden gang gøres plads til en asiat i en rollebesætning.

Det var først, da jeg som 24-årig flyttede til Seoul, at jeg forstod, hvordan det føles at være en del af en majoritet. Her så jeg for første gang mig selv som målgruppe for reklamer, som et skønhedsideal i de populære K-dramaer og som en del af normen. På samme tid fandt jeg ro i at gå på gaden og blende ind i mængden, selvom jeg godt vidste, at så snart jeg åbnede munden, ville jeg igen være en outsider.

Nu er jeg på vej ind i moderskabet, og tankerne om betydningen af mit barns blandede arv fylder dagligt: Hvordan forbereder jeg min søn bedst muligt på livet som asiatisk minoritet i Danmark? Vil han en dag ønske sig at være lyshåret med blå øjne, ligesom jeg selv har ønsket det engang? Vil han overhovedet blive set som asiatisk, når nu han er blandet? Eller vil han, som jeg selv, kontinuerligt blive stillet spørgsmålet: “Hvor er du rigtig fra?” Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg vil tale med ham om den racisme, han sandsynligvis vil stifte bekendtskab med gennem livet.

Mine forældre har altid forsvaret og støttet mig, når jeg har været udsat for ubehagelige, racistiske oplevelser, men jeg tror ikke, de, da de adopterede mig, har haft begreb om, hvor voldsomt livet som asiatisk minoritet kan være i Danmark og mange andre dele af verden i dag. Hvor end de gerne har villet beskytte mig mod omgivelsernes fordomme og racisme, har de jo aldrig prøvet det på egen krop. Måske er det en fordel, at jeg selv har de racistiske oplevelser med i bagagen, selvom jeg selvfølgelig helst havde været dem foruden.

Jeg ved godt, at jeg ikke taler på vegne af alle adopterede, for vores oplevelser er utvivlsomt forskellige. Men for mig har det at være adopteret, at være den eneste ikke-hvide i min familie og det ikke at have nogen, som fysisk ligner mig, været en kilde til ensomhed og svære følelser.

I graviditeten har jeg blandt andet mærket ensomheden, når læger og jordemødre til de forskellige undersøgelser har spurgt ind til arvelige sygdomme i min gren af familien. Jeg er blevet ked af det hver gang, fordi jeg ikke har kunnet svare på spørgsmålene i den kategori, og jeg har på en måde følt mig ‘snydt’ for oplysninger, som det burde være en menneskeret at kende. Jeg ved jo ikke engang med sikkerhed, hvor jeg er født henne. Det føles skamfuldt at indrømme, for jeg ved samtidig godt, at jeg skal være taknemmelig for alt det, jeg har, og alt det jeg er så privilegeret at have adgang til i en verden, hvor vi for alvor i disse år endelig har fået øjnene op for privilegieforskelle og -blindhed. Det prøver jeg at minde mig selv om hver dag.

Det puster ligeledes til ensomheden, når jeg hører andre stolt fortælle, hvor meget deres børn ligner ældre familiemedlemmer på billeder, for jeg har aldrig lignet nogen før, og det får mig til at føle mig endnu mere alene med mine bekymringer. På den måde har graviditeten givet nyt liv til nogle af de svære følelser, som jeg har båret rundt på længe.

Jeg glæder mig helt vildt til at møde min søn og til at se, hvordan vi fysisk ligner hinanden. For selvom jeg grundlæggende er bekymret for, om omverdenen vil se anderledes på ham på grund af hans blandede ophav, kan jeg mærke, at jeg efterhånden også godt tør give efter for glæden og taknemmeligheden over rent faktisk at få lov at blive nogens mor.

Det er ikke alle forundt. Og tænk, at der lige om lidt vil være en i familien, der fysisk ligner mig. Jeg er sikker på, det både bliver vildt voldsomt og fuldstændig vidunderligt.”

Tekst Michala Yun-Joo Schlichtkrull