What’s up mama? – Lærke og Sidsel (3) - TO THE MOON, HONEY
 
Sponsoreret af Simple Feast

What’s up mama? – Lærke og Sidsel (3)

Med kun et par husnumre mellem sig, bor to nybagte mødre. Andengangs-mor Lærke Bagger og førstegangs-mor Sidsel Alling. Udover at følge hinanden på Instagram kendte de ikke hinanden, men vi bad dem indlede en snak over sms. Det er der kommet et varmt venskab ud af. I dette afsnit skriver de om deres fødsler, den bedste ros man kan få som mor og om fastelavnsboller.

 

 

Sidsel A:

Kl er 6.30 og Helle har været vågen siden halv fire.  Jeg havde tænkt, at jeg skulle i Birger Christensen og se på udsalg, så jeg kunne se smart ud til et bryllup på fredag, men ved ikke om de lukker zombier ind.

 

Lærke Bagger

Ok, de sidste 12 timer af mit liv forløb sådan: Alene i går aftes med de to børn, Lulu vågner og kommer ind til mig i min seng (Lars er vågen og skide sur) prøver at få Lars til at falde til ro, så Lulu ikke vågner. Lulu tisser i vores seng (min side). Lars vækker Lulu, som også blir ked af det og jo skal have skiftet tøj. Sune kommer hjem, og alle lægger sig til at sove (mig oveni tisset). Lars sover kun halvanden time ad gangen og skider, gylper eller græder mindst 5 gange hver nat = 3,5 times søvn til mig. Det pisregner, da vi skal afsted til børnehaven og aflevere Lulu. Lars er stadig sur, så nu blir Lulu også pylret (vil have opmærksomhed), og jeg kommer til at blive irriteret på hende, fordi hun er urimelig (hvilket er helt rimeligt at hun er), og så bliver hun ked af det. Begge børn græder igen, og Lars skriger mens jeg trøster Lulu. Glemmer hendes vanter og kommer til at dyppe min lange dynejakke i en dyb vandpyt, da jeg skal spænde hendes støvler. Sidder i sofaen nu og drømmer om det gamle stykke rugbrød, der ligger ude i køkkenet (har lidt ondt af mig selv).

 

Sidsel A:

Tror der har været fuldmåne i nat eller noget andet djævelsk. Helle har også sovet forfærdeligt, eller rettere ikke sovet og været så svær at være i stue med hele dagen! Pludselig har hun besluttet, hun ikke kan huske, hvordan man spiser, til gengæld har hun fået ekstra volumen på sine skrig. Det testede hun, da sundhedsplejersken var her. Ikke det bedste indtryk. Nu sidder jeg og vugger Swayen som besat og ser One Tree Hill og håber, alt bliver bedre i morgen!

 

Lærke Bagger:

Åh hvor sindssygt! Jeg føler med dig. Er det hendes mave?

 

Sidsel A:

Tror det, lille mus 🙁

Var til 5 ugers tjek i dag, og hun fik så meget ros! Blev helt stolt 🙂 – pæn hovedfacon, gode reflekser og god til at holde øjenkontakt. Når det mest føles som om, man passer et skrigende franskbrød, er det vildt at få af vide, at man har gjort noget godt og rigtigt. Især når hun ikke har sovet hele natten. Belønnede mig selv med en bluse fra Toteme.

 

Lærke Bagger:

Vigtigt at få ros!! Og vigtigt at belønne sig selv. Jeg havde købt en Cecilie Bahnsen kjole til mig selv i jule/fødselsdags/barsel gave, men liiiiiige glemt, at jeg ikke er en str S mere, og liiiige glemt, at det kun er 6 uger siden, jeg skød en baby ud, og liiiiige glemt, at mine bryster har deres eget postnummer, så den røg retur.

Havde fødselsdag i går og havde fået lov til at gå lidt ud. Det var helt sindssygt angst-agtigt, men også MEGA fedt, at komme ud og trække vejret en lille bitte smule. Ude godt, men hjemme virkelig bedst. Apropos at skyde en baby ud, hvordan gik din fødsel egentlig?

 

Sidsel A:

Tillykke!!! Håber, du havde den bedste dag, og så sejt du var ude. Jeg har første middagsaftale om en måned med veninder, som jeg allerede glæder mig til.

Min veninde fødte i nat, så da jeg ammede kl 06 i morges, sad jeg og kiggede på billeder af første døgn med Helle. Synes egentlig ikke, at de sidste 6 uger er gået specielt hurtigt, men når jeg ser billederne igennem, er det alligevel vildt!

Ved stadig ikke helt hvor meget af fødslen, jeg har lyst til at dele med verden. Men den gik godt. Det var meget hårdt og på sin vis stressende, da vi ramte en rigtig uheldig dag på Herlev, så der var mangel på personale. Det gjorde, vi blev sendt en del frem og tilbage og oplevede meget ventetid. Jeg syntes, det var virkelig vildt at opleve, at de sødeste sejeste jordmødre skulle navigere rundt i et system, der slet ikke var optimalt at arbejde i. Flere penge til dem!!! Fødslen varede præcis 24 timer fra vandet gik derhjemme fredag formiddag, til Helle lå på mit bryst den 30.11.19 Hun blev taget med sugekop, og det var en lettelse, fordi mine kræfter var sluppet op, men virkelig ubehageligt.  Det betød til gengæld, at vi var på barselsafsnittet i 48 timer, og det var guld værd i forhold til at få gang i amning, og at kunne slappe af midt i alt det nye. Flere penge til dem også!!! Hvad med dig? Og var det lettere, fordi det var 2. gang?

Er du hjemme? Har en fastelavnsbolle til dig.

 

 

Lærke Bagger:

Ja, er lige kommet hjem.

 

To_the_moon_honey_Malene_whats_mama_Lærke_bagger_sidsel_alling_Liv_winther_-Sutteflaske_strik_.

Sidsel A:

Vi kommer lige over.

 

Lærke Bagger:

Omg en god fastelavnsbolle!! Nå, men på en måde gik 2. fødsel bedre og på måde ikke.

Jeg var ret heldig, og min første fødsel varede “kun” 9 timer, og var helt uden indgreb og smertelindring. Jeg nåede simpelthen hen ikke epiduralen, fordi jeg ville i kar (var i vand i alt 20 min, ku simpelthen ikke li det). Men altså det gjorde så ondt, at jeg troede, jeg skulle dø.

Her 2. gang gik jeg HELE 10 dage over og endte faktisk med at bede om at blive sat i gang. Jeg blev mere og mere bange for fødslen, for hver dag jeg gik over terminsdato, og jeg havde det til sidst så fysisk dårligt, at jeg ikke kunne holde det ud. HELDIGVIS gik fødslen i gang af sig selv 2 timer (!) før, jeg sku sættes i gang, og jeg endte med at føde på kun 3 timer, hvor jeg kun var i aktiv fødsel i en time. Jeg åbnede mig 8 cm på lidt under en time. Pressede Lars ud på 10 min og var kun på fødestue i alt 60 min.

På den ene side var det jo fedt at det ikke tog så lang tid, men på den anden side var smerten så sindsyg anden gang, fordi alting gik så hurtigt. Jeg troede jeg skulle dø 2 gange. Mit hoved nåede ligesom ikke rigtig at følge med, og det var ret angst. Jeg kom midt i et vagtskifte, og den jordemoder jeg havde i starten, havde jeg en virkelig dårlig kemi med. Jeg kunne ikke tale af smerter, og forsøgte at signalere til Sune med diverse intense dræberblikke, at jeg ville have en anden jordemoder. Sune, den stakkels mand, fattede jo ikke, hvad mine øjne betød. Heldigvis fik jeg en anden som var MEGA sej. Vores temperament passede godt sammen, og hun hjalp mig igennem den sindsyge time.

Jeg havde råbt og skreget på epidural igen, og jordmoderen havde sagt “jaja vi starter med lattergas” og så overhørte jeg, at hun stod og hviskede til den jordmoderstuderende, der var med, at det kunne jeg i hvert fald ikke nå at få. Men altså, Sune siger, at jeg skreg meget højere og værre første gang, så det har nok været lige slemt. Fik du epidural?

 

Sidsel A:

Synes man glemmer den fødsel virkelig hurtig, både smerten men også bare alle følelserne. Har det som om, det var en anden person. Fik ikke epidural, men det havde jeg egentlig heller ikke tænkt, jeg skulle inden. Kun lattergas, i rigelige mængder.

 

Lærke Bagger

Det der lattergas er fedt nok! Jeg blev så døsig og omtåget, at jeg faktisk blev lidt bange, men altså, det tog da toppen af veerne, men også kun toppen.

Jeg blev kørt hen på fødestuen i kørestol med bar røv og sådan et sølvpapirs tæppe om, fordi det gjorde så ondt, og jeg havde kun været på fødestue i lidt over en halv time, da min jordemor sagde, jeg sku ha T-shirten af, og jeg var sådan lidt øh, hvorfor? “Fordi der snart kommer en baby” sagde hun. Jeg troede jo, der ville gå meget længere tid, fordi det gjorde der første gang

 

Sidsel A:

Lattergassen var min redning! Havde ingen fornemmelse for tid og sted, men da jeg fik Helle op på brystet, kunne jeg se, det var blå himmel oppe i tagvinduet på Herlev. For første gang i flere uger. Gik du til noget fødselsforberedelse?

 

Lærke Bagger:

Nej ikke denne gang, havde bare mere lyst til at bruge tiden sammen med Lulu, og følte måske, at jeg var rimelig godt kørende, eftersom jeg havde født før.

Faktisk var det ikke helt forkert, for jeg havde helt klart en indre erindring om hvordan, jeg skulle trække vejret og hvordan, kroppen kører showet, men der var et tidspunkt, der hvor det gjorde allermest ondt, hvor jeg tænkte: “shit, man skal åbenbart helt ud over kanten, før der kommer et barn”.

Hva med dig?

 

Sidsel A:

Jeg gik til Mamaprofylax, og det var en kæmpe hjælp også som mental forberedelse. Har anbefalet det til alle, jeg kender, fordi jeg synes, det var så nice. Jeg brugte vejrtrækning meget, og så var det bare fedt, at Kasper var så forberedt, fordi han havde været med til hele kurset. Men vi havde tre tasker med på hospitalet med højtaler, snacks, skiftetøj og alt mulig med, som overhovedet ikke blev brugt. Da vi endelig kom ned på barselsgangen, ville jeg bare se Den Store Bagedyst, og vi fik mine svigerforældre til at komme med en computer, så vi kunne se det om aftenen.

Tror jeg havde brug for noget velkendt, mens jeg lå med en komplet fremmed ovenpå mig.

 

Lærke Bagger:

Totalt forståeligt! Vi var jo kun væk i nogle timer og allerede hjemme ved frokosttid, så Sune bestilte Mac D fra Wolt og hentede Lulu i børnehaven, og så fik vi risengrød til aftensmad. Som om der ikke var sket noget. Så surrealistisk

Sune beskrev det i et “morsomt” øjeblik som en meget kort arbejdsdag

 

 

 

 

 

 

Tekst og Foto Liv Winther

DENNE ARTIKEL ER SPONSORERET AF SIMPLE FEAST

 

Vil du gerne spise flere plantebaserede måltider i løbet af din uge –  men har du svært ved finde ud af, hvor du skal begynde?

Så er Simple Feasts måltidskasser måske noget for dig. Det er supernemt: Du modtager en kasse ved din hoveddør søndag eftermiddag, hvori der er linet tre plantebaserede og velsmagende måltider op til den kommende uge. Madvarerne er opdelt praktisk og bæredygtig i emballage med tal, alt efter hvilket af de tre måltider de tilhører. Baserne som saucer, dressing eller fars er allerede tilberedt eller forberedt, mens de friske grønsager, krydderurterne og resten af tilbehøret skal snittes på dagen. På den måde har man stadig en følelse af selv at have lavet maden, når man sætter sig ved spisebordet. Det er så simpelt at følge opskrifterne, at børn sagtens kan være med i køkkenet. Ofte med det resultat, at de føler ansvar for retterne og er mere åbne for at prøve nye smage og teksturer. Måltiderne tager max 10-15 minutter at tilberede.

 

Køb 4 kasser, der hver indeholder 3 måltider, og få den 5. kasse gratis.  Gælder kun ved første køb hos Simple Feast. 

MEET’N’GREET

Sidsel Alling, 31 år, bor sammen med sin kæreste gennem 6 år, Kasper Schou. Sammen har de datteren Helle på 6 uger. Når Sidsel ikke er på barsel, arbejder hun som Head of Communications hos Mads Nørgaard, og derudover har hun sin egen blog Fashionpolish.dk

Du kan følge Sidsel på instagram her.

Lærke Bagger, 34 år, er kæreste med Sune Christiansen, og sammen har de datteren Lulu på 3,5 år og Lars på 7 uger. Lærke er uddannet fra Danmarks Designskole og er fuldtidsansat hos Hjertegarn, hvor hun blandt andet udvikler opskrifter.

Du kan følge Lærke på instagram her.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.