WHAT’S UP, MAMA? Christina og Karoline (3) – Om at trække vejret | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

To_the_moon_honey_Whats_up_mama_christina_Zemenova_Karoline_de_lony_

WHAT’S UP, MAMA? Christina og Karoline (3) – Om at trække vejret

MEET’N’GREET

Christina Zemanova, 39 år, mor til Andrea, 9, og Barbara, 7  år. Chefredaktør på magasinet IN og journalistisk redaktør for Elle. Du kan følge Christina på Instagram her

Karoline De Lony, 32 år, mor til Ivan, 5, og Adrian, 1. Skolelærer og freelanceskribent for To The Moon, Honey. Følg Karoline her

Christina Zemanova og Karoline De Lony er begge nyskilte og mor til to. Vi satte dem til at skrive sammen om, hvordan det føles at blive skilt i en tid, hvor social isolation rimer på melankoli, men også på nye veje. Følg med i deres ærlige og eftertænksomme korrespondance – denne gang om tosomhed og mod til at handle så lungerne igen kan fyldes med luft. Dette er tredje afsnit ud af fem.

 

Kære Karoline

Jeg har også holdt vejret og håbet på, at overfladen kom til syne. Fridykning uden line. Sidste halvdel af 2019 kunne jeg kun se max én dag frem. Upraktisk, når man balancerer to skolebørns kalendere, en eksmands, sit eget ret krævende redaktørjob på et dagblad, og hvad der ellers måtte være af venner og familie og forpligtelser. Jeg fik en klump i maven, når nogen spurgte mig, om vi kunne noget i næste uge. Al planlægning gav mig kvalme. Som om planlægning tvang mig til at tage en bid af min nye virkelighed, men den var stadig giftig, og jeg nægtede at sluge den. Jeg holdt nærmest op med at spise, også helt bogstaveligt. Indtil jeg til sidst blev nødt til at tage stilling: Vores hus på Østerbro blev for dyrt for én person, vi skulle sælge. Jeg faldt over en andel, jeg ville have, der var så stor og billig, at jeg aldrig behøver at flytte igen, lige meget om jeg vil være fattig forfatter eller finder en mand med tre børn. Jeg lånte penge af mine gode venner, fordi huset ikke var solgt. Tænk at have venner, der vil og kan hjælpe en med millionlån. Jeg er for evigt overvældet og taknemmelig. Al fokus gik ind i praktik, hussalg og flytning. Og pludselig og uden at bemærke det var jeg begyndt at trække vejret igen, spise igen og tage langsigtede beslutninger. Jeg helede, mens jeg smurte farveprøver ud over væggene.

Jeg tror ikke, jeg har den samme drøm som dig om tosomhed og familieliv, i hvert fald var mit seneste store indkøb en boremaskine, og jeg har blodige sår på hænderne af at lære at bruge den. Min ældste datter har tegnet et portræt af mig med hænderne i vinderposition over hovedet med maskinen i hånden, hvor der står: “Jeg har ikke brug for en mand.” Jeg er ikke helt sikker på, om det er godt eller skidt, men jeg sparer både tid og penge ved at kunne selv. Er dine forældre sammen? Mine blev skilt, da jeg var teenager, og da jeg fortalte min far, jeg skulle skilles, sagde han, at han stadig fortrød, at ham og min mor var blevet skilt. “Så slemt var det jo ikke,” tilføjede han. Som barn i den familie vil jeg bare sige, at jo, så slemt var det. Hellere vokse op med glade forældre, der ikke er sammen, end i et hjem med dårlig stemning og vrede, der gør en utryg og til en lille stemningsskabende pauseklovn.

 

 

Kære Christina

Men betyder det der med at kunne selv, at man skal selv? For jeg har altid været betaget af, og strengt besluttet på, at kunne selv. Og jeg kan selv. Det meste, i hvert tilfælde. Men for hvilken pris? Jeg elsker at dele hverdagen med nogen – og gerne én, som jeg også delte i går med, og som jeg skal dele i morgen med. Lige nu er det som sagt et dobbeltliv og samtidig med, at jeg nyder det der grove skift fra torsdag til fredag, fra leverpostej til drinks i køkkenet kl. 5 om morgenen, er det også forbundet med turbulens. Mit hoved har svært ved at følge med, og overgangene bliver lidt kejtede.

Mine forældre blev forlovede, gift og fik mig på godt og vel et år, og de er stadig sammen. Jeg har set det, ser det stadig, og det tiltaler mig. Tosomheden. Samtidig var det heller ikke svært for mig at forlade, hvad der skulle have været min tosomhed. For jeg er rungende enig; glade forældre giver trygge børn. Så forældre, der ikke er glade, skal enten se at blive det eller finde en anden vej. Den anden vej kender jeg ikke (endnu), selvom jeg i skrivende stund slingrer i halsbrækkende fart op og ned ad den, men det må jo også være op til den enkelte. Vi har det godt, hvor vi er, trods de halsbrækkende momenter. Men jeg kan også mærke, jeg bliver modigere og mere nysgerrig. Jeg er 32. Der er virkelig langt til 92, hvis jeg ikke troligt skal tale ørerne af nogen over morgenkaffen. Hvis drømmen ikke er tosomhed og familieliv, hvad er den så? Jeg kan godt selv høre, hvor altmodisch det spørgsmål lyder. Det bunder i oprigtig interesse for, hvad du drømmer om.

Og med det skal der lige lyde et beundrende tillykke med din nye stilling. Skidt med den boremaskine – det er altså nosser – og at kunne selv – at foretage sådan et beslutsomt ryk midt i uvisheden.

 

 

DENNE ARTIKEL ER SPONSORERET AF SIMPLE FEAST

 

Vil du gerne spise flere plantebaserede måltider i løbet af din uge –  men har du svært ved finde ud af, hvor du skal begynde?

Så er Simple Feasts måltidskasser måske noget for dig. Det er supernemt: Du modtager en kasse ved din hoveddør søndag eftermiddag, hvori der er linet tre plantebaserede og velsmagende måltider op til den kommende uge. Madvarerne er opdelt praktisk og bæredygtig i emballage med tal, alt efter hvilket af de tre måltider de tilhører. Baserne som saucer, dressing eller fars er allerede tilberedt eller forberedt, mens de friske grønsager, krydderurterne og resten af tilbehøret skal snittes på dagen. På den måde har man stadig en følelse af selv at have lavet maden, når man sætter sig ved spisebordet. Det er så simpelt at følge opskrifterne, at børn sagtens kan være med i køkkenet. Ofte med det resultat, at de føler ansvar for retterne og er mere åbne for at prøve nye smage og teksturer. Måltiderne tager max 10-15 minutter at tilberede.

 

Oplev hvad kvalitetsråvarer og kreativitet gør ved en måltidskasse.
Lige nu får du 25% rabat på dine første fire kasser med koden REALFOOD. Bestil her

 

Foto Liv Winther 

LeaveCOMMENT

  • Karin
    REPLY

    Hvor skøn korrespondance om det at blive skilt, føle ensomhed, drømme om tosomhed eller noget helt tredje.
    🙌😍 kan vi ikke få lov at se det “vinderbillede” med boremaskinen, Christina ☺️!
    Glæder mig til næste kapitel

    august 19, 2020

Your email address will not be published. Required fields are marked *