To_the_moon_Honey_A_K_poulsen_beauty_solcreme_

Tid til solcreme

Solen skinner, UV indekset stiger, og hele familien skal have solcreme på. Der er heldigvis sket meget siden solcremer var én fed hvid masse, der lagde sig som en fedtfilm ovenpå huden og stoppede porrerne. Vi har bedt skønhedsoraklet, Anette Kristine Poulsen, om at gøre os klogere på solcremer

 

Artiklen er opdateret den 15. april  2020

Hvad er status på solcremer lige nu?

”Solbeskyttelsescremer bliver stadig mere og mere hudkærlige. Der er sket en stor udvikling i cremernes konsistens, men også i indhold, hvor formuleringerne bliver mere konsekvente, når det kommer til at have både SPF og antioxidanter i samme tube. Sidstnævnte fungerer som en god støtte og forstærkning til selve SPF’en. Udvalget er også blevet større og forbrugeren har bedre mulighed for at vælge mellem økologiske, ikke økologiske, med eller uden parfume og hvilket solfilter, der skal være i cremen. Jeg synes nu stadig, at solbeskyttelse kommer i alt for små tuber i betragtning af, at det er mængden, du smører på huden, der er afgørende for, at du får præcis den beskyttelse, du betaler for.

To_the_moon_honey_LIV_selvomsorg_beauty_liv_winther_
Læs også

Foundation guide – Liv Winther

Hvilke tanker gør du dig om kemi og filtre i den solcreme, vi skal bruge til vores børn?

For mig er det først og fremmest afgørende ikke at se solcreme som den vigtigste beskyttelse i forhold til at få for meget sol. For det vigtigste er tøj og skygge. Derefter gælder det om at finde den solbeskyttelsescreme, som man – uanset om det er til en selv eller ens barn – har det bedst med. Som fungerer. For så får man den brugt. Solcreme, der ikke føles behagelig, har vi tendens til enten at glemme, eller være for fedtede med. I forhold til filtre er vi overordnet bedre stillet i Europa end fx i USA, hvor de stadig slæber rundt på nogle uheldige filtertyper. Personligt kan jeg godt lide fysiske filtre, fordi de aldrig svider i øjnene, og producenterne er blevet så meget bedre til at få dem til at fungere, uden man ligner et kalket lig. Kemiske filtre er ofte meget mere smørevenlige – brug dem i selskab med antioxidanter, som vi også ser omhyggelige producenter gøre, fx Tromborg, Nilens Jord, Rudolph Care.

Hvilken type solcreme ville du anbefale til en gravid kvinde?

Udover at anbefale bredspektret solbeskyttelsescreme (mod UVA og UVB) som et supplement – så vil jeg fjerne irritationsfaldgruber som eksempelvis parfume. For hvis man i forvejen døjer med halsbrand eller har plukveer, kan det være uoverskueligt også at skulle deale med en potentiel hudirritation. Derudover vil jeg vælge en dansk eller som minimum en europæisk producent. Eksempelvis Nilens Jord, Purely Professional, Derma eller Rudolph Cares børnelinje (som også går fint til voksne).

To_The_Moon_Honey_Deo_alluminiumsfri_Gravid_skønhed_Deodorant_
Læs også

De bedste deodoranter uden aluminium

Har du selv fået nogle nye solcremesfavoritter siden sidste år?

Jeg er begejstret over, hvad Karmameju har formået at gøre med deres solserie. Den er ingrediensmæssigt rigtig god og beskyttende hudpleje i solen, dog ikke uden duft. Jeg er også glad for Nuoris solbeskyttelsescreme, som giver et meget fint matsilkeagtigt skær på huden.

Solcreme eller skygge?

”En solcreme må aldrig blive den primære beskyttelse. Det skal skygge og tøj også være. Begge dele sagt uden, at det skal lyde som solforskrækkelse. Har du overtrukket din konto fra teenageårenes solmisbrug, så gælder det om altid at være beskyttet. Din hud har nemlig en rigtig god hukommelse, og derfor vil eventuelle solskader fra tidligere ferier, være lagret i din hud. Her giver det langt mere fornuft, og føles samtidig meget bedre på huden, at bruge et lavere SPF-tal, fx SPF 15, men så til gengæld bruge nok

Forskellen på fysisk og kemisk filter?

”Der findes to filtre, et kemisk og et fysisk. Efter min mening er det galt, når diskussionen ender i en kamp om fysiske, også kendt som mineralske, filtre vs. kemiske. Alt er nemlig kemi, selv vand. Du kan derimod skelne mellem mineralske filtre, der reflekterer UV-strålerne som et spejl, og syntetiske filtre, der absorberer strålerne. Den bedste løsning vil svare til at skulle vælge mellem Socialdemokratiet og Venstre. Der er fordele og ulemper ved begge typer – dog med den fællesnævner, at der ikke er tale om nogen forskønnelses-ingrediens. Skyhøje SPF-tal giver sjældent verdens bedste skin feel, så gå efter det rette tal, som i Danmark er mellem 15 og 30, men brug nok.  Som tommelfingerregel bør man bruge en mandelstor portion i ansigtet for at sikre sig det SPF-tal, der står på emballagen. Det kan føles fedtet, så tricket er: smør halvdelen på, børst tænder og smør så igen.

Shop

Karmameju • Solcreme SPF30

169 kr - 289 kr

Hvad foretrækker du selv at bruge?

”Personligt er jeg glad for begge typer af filtre, bare ikke omkring øjnene. Her bruger jeg kun mineralske filtre, der så ender som det, jeg bruger i hele ansigtet, fordi det bliver for besværligt med to slags solcreme i ansigtet.”

Hvad ville du smøre dine børn ind i?

”Nu har mine børn en alder, hvor de selv holder styr på det med solcreme. Da de var mindre, handlede det kun om én ting, og det var at få cremen på. De nægtede, hvis de blev hvide. Jeg prioriterede parfumefri valg til dem – og det er også det, jeg prioriterer nu, når jeg skubber nye forsyninger ind på deres værelser.”

Hvad med graviditet og solcreme?

”Hormonelt forskyldte pigmentforandringer går som regel væk, når graviditet og amning er overstået. I forhold til de solforskyldte, så skru op for beskyttelsen med ekstra hjælp fra antioxidanter, som virker som en slags støttepædagog til SPF. Du kan også bare bruge friskt, afkølet grøn te under sin solcreme, ikke så man drypper og fortynder solcremen, men på en vatrondel i ansigtet. Jeg vil også overvejende købe ind indenfor Europa, hvor vi er meget længere fremme med de gode typer af solbeskyttelsesfiltre i forhold til eksempelvis USA.

Hvad er dit bedste råd til småbørnforældre, når det kommer til solcreme?

”Det er at være dækket ind med supplering, der er nem – som eksempelvis SPF på spray. Derma har netop lavet en roll-on, som også er virkelig nem at bruge. I øvrigt også for solcremesforskrækkede mænd. Vi ved, at slid, sved og badning kræver ny indsmøring, så hvor ofte man supplerer afhænger af flere ting. Vejret og om barnet opholder sig i direkte sollys. Man kan læse Kræftens Bekæmpelses anbefalinger her.

Solcreme og børn. Hvad skal man være opmærksom på?

”At opholde sig hvor det er let at finde skygge. Have tøj med der er behageligt at have på, selvom det er varmt. Gøre som Australierne er virkelig gode til: Bruge UV-beskyttende tøj. Og vigtigt, hold øje med at børn ikke bliver forbrændte, for det er dér alvoren sætter ind med risikoen for fremtidsskader.”

Hvad er din favorit solcreme til kroppen?

Lige så påpasselig jeg er med ansigtet, for det er SPF 15 hele året rundt, lige så sløset er jeg med kroppen. Altså jeg husker hals og hænder, men fordi jeg ikke kan lide at ligge i direkte sol, så er jeg som regel i skyggen eller har noget let tøj på. Men jeg kan rigtig godt lide at have lysreflekterende sol-olie med SPF på benene, fx den fra Rudolph Care.

 

Fotografi Liv Winther og Jens Peter Engedal.

MEET’N’GREET

Anette Kristine Poulsen har skrevet om skønhed i over 15 år og står bag bloggen Beautyspace. dk Hun er skønhedsredaktør på Børsen og fast ekspert hos Go’ Morgen Danmark. Derudover har hun udgivet en række bøger om sund hud.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Tak for en god artikel. Meget brugbar! Jeg har et spørgsmål angående min baby på 7 måneder. Skal hun have solcreme?
Fx i dag hvor vi skal være udenfor – Jeg tænker hun primært er i skyggen og har en let dragt på, men skal hun også have solcreme og hvis ja, hvilke kan i anbefale til babyer?

Tak for genopfriskning af gode solråd. Jeg er sidst i tyverne, og har stadig tendens til fedtet hud og urenheder, særligt om sommeren. Ved i hvilken solcreme der er bedst til fedtet hud?

Hvad stiller man mon op med pigmentforandringer i ansigtet efter to graviditeter?
Hilsen Sarah

Hej! Hvilket filter ville I anbefale en gravid? Eller gør det ingen forskel? Tak på forhånd.
/ Helene

Anette Kristine Poulsen

@ Vibeke, det vigtigste er, at kigge efter en oliefri solbeskyttelsescreme. Typisk vil der stå oil free på mavebæltet af emballagen.

@ Sarah M, det kræver to ting samtidigt: undgå direkte sollys i ansigtet (vær beskyttet) og hold øje med de hudplejeingredienser, der gør noget i forhold til pigmentering. Det gør niacinamid (B3-vit), A-vitamin og frugtsyrer. Overvej at vente med arbejde på det til der er færre lyse timer.

@ Helene, du er i grove træk sikret gode filtre i Danmark og Europa, fordi vi med vores regulering er længere fremme. Du kan trygt vælge Derma, Rudolph Care, Nilens Jord og Caudalie for at give dig et par eksempler.

Stor hilsen Anette