Marie-Louise Bjørndahl og Wilbert | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

To_The_moon_Honey_Louis_nielsen_Final_Briller_børn_skeløjet_
To_The_moon_Honey_Louis_nielsen_Final_Briller_børn_skeløjet_
Wilberthøjformat_to_The_Moon_
Wilberthøjformat_to_The_Moon_
To_The_moon_Honey_mama_profile_briller_skeløjet_skelen_Ise_wilbert_hopper
To_The_moon_Honey_mama_profile_briller_skeløjet_skelen_Ise_wilbert_hopper
To_The_Moon_Honey_Louis_Nilsen_Briller_Børn_Synstjek_
To_The_Moon_Honey_Louis_Nilsen_Briller_Børn_Synstjek_
To_The_Moon_Honey_Konrad_Mamma_prodile_Louis_Nilsen_Børn_Briller_Synstest_
To_The_Moon_Honey_Konrad_Mamma_prodile_Louis_Nilsen_Børn_Briller_Synstest_
To_The_moon_Honey_Louis_Nilsen_briller_mor_Less_is_more_Kiehls_
To_The_moon_Honey_Louis_Nilsen_briller_mor_Less_is_more_Kiehls_
To_The_moon_honey_Ise_wilbert_Louis_nilsen_Briller_børn_briller
To_The_moon_honey_Ise_wilbert_Louis_nilsen_Briller_børn_briller

Marie-Louise Bjørndahl og Wilbert

Meet’n’greet

Marie Louise, 33 år, er på barsel fra sin stilling som Nordic Product Manager hos L’orealHun bor med sin mand Anders og deres to sønner Wilbert, 4 og Konrad på 3 måneder i en lejlighed på Nørrebro.  

I begyndelsen syntes de, det var sjovt, at deres søn på 2 år havde lært at gøre sig skeløjet. Et besøg hos lægen og en akutundersøgelse på Riget senere, viste det sig, at Wilbert havde stærkt brug for briller.  

 

 Wilbert begyndte at skele da han var fyldt to årI starten jokede vi lidt med, at han havde lært at gøre sig skeløjet, indtil det begyndte at være ret meget. Han havde overnattet hos min bror, og da vi hentede ham, sagde de: ’Han gør sig meget skeløjet, hva?’. Jeg ringede til lægen om mandagen, og hun syntes, det var underligt, at han begyndte at skele så pludseligt, så vi røg ind på børneafdelingen på Riget med det samme. De undersøgte Wilbert for alt. Vi var på hospitalet fra kl. 10 til kl. 17, og beskeden i det tidsrum lød, at det bedste udfald ville være, at han skulle have briller, mens det værste kunne være borrelia eller en tumor.  Jeg sad dér med mit barn, og nåede nærmest at lægge ham i graven,… Det var så forfærdeligt! Jeg kan huske vi stod ude i gården på Riget, og Wilbert kørte rundt på en legecykel. Jeg gik rundt med tårer i øjnene, for jeg anede ikke, hvad resultatet ville være. Heldigvis fik vi at vide, at det bare var briller. Men jeg må ærligt indrømme, at da lægerne gav mig beskeden, smuldrede min verden også lidt. Jeg ville ikke være hende, der ’åh mit barn skal have briller’ overfor lægerne, men jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at bryde sammen i gråd.  

 

En forældres bekymringer 

Det var nok følelsen af, at mit lille perfekte barn pludselig skulle have briller. Hvorfor kan han ikke bare være, som han er? Jeg ringede til min mand Anders, som var ude at rejse, og han sagde: ’Ej hvor var det godt’, men jeg sagde: ’Åh det er jo briller hele livet!. Mange tanker for igennem mig, ville han blive drillet, ville det irritere ham at have noget andet på hovedet hele tiden, og ville de gøre ondt bag ørerne? I dag kan jeg kun grine af min reaktion, for det betyder jo ingenting. 

 

Viste ingen tegn på synsfejlen  

Vi havde ikke tænkt over om Wilbert havde en synsfejl. Et par uger forinden havde vi været på skiferiehvor han ikke havde været bange for at køre ned af bjerget, og han cyklede altid på løbecykel uden problemer. Efter vi fik at vide, at han skulle have briller, så vi lige pludselig rigtig mange børn med briller. Der var endda én på hans stue, der havde briller. Det havde jeg aldrig lagt mærke til, jeg havde aldrig skænket det en tanke. Vi er glade for, at vi opdagede Wilberts skelning så tidligt. Hvis han ikke havde skelede, havde vi måske først fundet ud af, at han havde dårligt syn, efter han var startet i skolen, når han pludselig ikke kunne læse.  

 

Kunne se klart for første gang  

Det var en helt speciel oplevelse at se Wilbert få sine første briller på. Han løb bare rundt sådan her ’WAUV’. Ligeså snart han fik dem på, kunne vi se, at det var så fedt for ham. Vi blev forberedt af optikeren på, at det kunne være, at han ikke ville have brillerne på. Han har nogle gange sagt, at han ikke gad have dem på lige nu, og så har vi sagt fint. Men 99 % af tiden vil han gerne have dem på, for han ser jo også bedre med dem. Jeg tror, at han ikke på noget tidspunkt har tænkt over, at han bruger briller. Han har i hvert fald aldrig givet udtryk for, at han syntes, det var irriterende.  

 

Opereret to gange i øjnene 

Nogle gange udligner skelen sig, når man får briller. Men Wilbert blev ved med at skele. Og derfor udviklede hans højre øje sig til et dovent øje. Derfor går han med plaster på det ene øje i 1-2 timer om dagen. Da Wilbert var 3,5 år blev han opereret. Han havde en opadgående skelen og en indadgående skelen. Han har været igennem to operationer. Den første operation var for vertikal skelen og den anden operation var for horisontalt skelen. Og de mener ikke, han skal opereres mere. Så nu må vi bare vente og se. Han er stadig i plasterbehandling, men det er ikke for skelen, det er for synet og det er allerede blevet bedre. Det startede på -4 og er i dag på -3,25, men han skal formentlig altid have briller. 

 

Bedste råd til andre forældre  

Hver gang et par briller er gået i stykker, har vi bare sagt skidt pyt. Han skal kunne have dem på, også når han er vild. Vi er oppe på 8 par, og jeg kan virkelig anbefale at tegne en forsikring på brillerne med det samme. Vi har også altid et reservepar, så Wilbert aldrig skal gå uden briller.  

Det er ikke jordens undergang. Det kan føles voldsomt, når de er så små, men det er det overhovedet ikke. Tværtimod. Mit bedste råd er, at hvis man har den mindste tvivl om sit barns syn, så få det undersøgt. Jo hurtigere du opdager det, jo hurtigere kan du forbedre det.    

 

Drillerier 

Det er sket én gang, at en fra børnehaven tog Wilberts briller og løb med dem. Deblev han rigtig ked af, og det gjorde virkelig ondt i mit hjerte. Vi snakkede med Wilbert om det, og moren til barnet og pædagogerne snakkede om det, så der blev taget rigtig godt hånd om situationenEllers tror jeg,  at deikke er noget børn tænker over, at nogen har briller. Typisk er det jo os voksne, der ser problemerne, ikke børnene.  

 

Uforklarlig barnløs  

Jeg var uforklarligt barnløs, inden jeg fik Wilbert. Jeg smed p-pillerne, da jeg var 27, og jeg blev 30 lige efter, jeg havde fået Wilbert. Jeg fik ikke rigtig menstruation. Men jeg havde ikke PCO, jeg havde masser æg. Vi var gennem 8 insemineringer og det var lidt voldsomt. Vi endte med en privat løsning, hvor jeg fik reagensglasbehandling med det samme. Første gang mislykkedes det, men anden gang lykkedes det. Jeg hører folk sige, at de ikke ville have været forløbet foruden. Det ville jeg da gerne. Jeg ville bare gerne have fået et barn nemt. Jo, vi lærte hinanden bedre at kende, og Anders og jeg fik bekræftet, at vi skulle være sammen, uanset hvad der skete. Alligevel havde det været fedt at blive gravid naturligt. Jeg fik min menstruation kort tid efter, jeg stoppede med at amme Wilbert, og jeg har haft regelmæssig menstruation siden. Jeg var fast besluttet på, at jeg aldrig skulle have hormoner i mig igenså jeg valgte en kobberspiral, da jeg ikke var klar til at blive gravid igen med det samme. Jeg skulle være så ren som muligt, hvis vi skulle have barn nummer to. Jeg fik taget spiralen ud i januar, og blev gravid i slutningen af marts.  

 

En til dreng  

Jeg var overbevist om, at Konrad var en pige! Jeg havde haft vildt meget kvalme, så jeg konkluderede hurtigt, at det var en pige. Vi havde pigenavne klar og fortalt det til alle. Vi fik en privat scanning i uge 15, og min mand og jeg havde Wilbert med. Jordemoderen scannede mig og sagde: ’Tillykke! I skal have en dreng mere’. Og jeg begyndte bare at tudbrøle. Jeg kunne slet ikke holde det tilbage. Jeg sagde til Wilbert ’Mor er bare så lykkelig’, og Anders kiggede på mig med store øjne.  

 

Tudeweekend 

Jeg græd hele lørdagen og syntes bare, det var så synd for mig, at det ikke var en pige. Om søndagen græd jeg endnu mere, fordi jeg havde dårlig samvittighed overfor ham inde i maven. Anders syntes bare, jeg var hysterisk. Han prøvede virkelig alt. Vi sad og talte om drengenavne, og jeg syntes, Anders foreslog de mest latterlige navne.  Hvad havde han tænkt sig? og prøvede han bare at provokere mig? Stakkels mand. Det var hormonerne. Jeg var i chok over mig selv, og da min tudeweekend var overstået, kunne jeg slet ikke forestille mig andet end, at vi skulle have en dreng mere. Jeg talte med en jordemoder om min reaktion, og hun forklarede mig, at jeg langt fra er den eneste med en stærk reaktion. Hun sagde også, at det faktisk var et sundt tegn, at jeg lod mig rive med af mine følelser og ikke gik med det indeni. Så var det nemlig hurtigt overstået. Jeg synes, det er sjovt at være drengemor, og jeg elsker det. Det handler mere om, at jeg ikke bliver mormor. Det er helt åndssvagt, men det er der den ligger.  

 

Flytter ud af byen  

Det var faktisk ikke fordi, vi havde behov for at komme ud af byen. Det var heller ikke fordi, vi var trætte af byen eller manglede plads. Men da vi var i sommerhus i to uger sidste sommer, talte vi om at have en have, så vi kunne være ude, når vi kommer hjem fra arbejdet. Vi elsker byen og vores lejlighed, men det var det der udeliv, der tiltalte os. Flere af vores venner var begyndt at flytte ud, og så faldt vi over et hus, og ret hurtigt købte vi det. Det bliver også rart, at vi ikke altid skal tage hen på en legeplads, men at vi bare kan gå ud i haven. Jeg tror stadig, vi komme til at bruge byen meget, men på en anden måde. Vi kommer nu helt sikkert til at savne byen rigtig meget.  

 

To forskellige fødsler 

Ved begge mine fødsler gik udvidelsesfasen stærkt. Med Wilbert gik jeg fem dage over tid, og han var dét større, og så lå han skævt i den sidste del af bækkenet og derfor kunne jeg simpelthen ikke få ham ud. Efter fire gange sugekop blev han skubbet op igen og så var det akut kejsersnit. Konrad kom to uger før termin, han lå også skævt, men var mindre end Wilbert, så ham lykkedes det mig at føde naturligt. Jeg havde virkelig håbet, at jeg ikke ville ende i kejsersnit igen. Første gang følte jeg mig så snydt. 

 

Fik lov at blive på hospitalet  

Det var heldigt for os, at der ikke var særlig travlt den dag, jeg fødte. Selvom jeg ikke kunne stå oprejst, fordi det havde været så hård en fødsel, skulle jeg i princippet bare tage hjem, men fordi de ikke havde så travlt, fik vi lov at blive natten over. Jeg fødte klokken 18 om aftenen, og vi tog hjem næste morgen kl 7. Konrad havde kun ammet én gang, og jeg vidste godt, at det ikke var helt godt. Jeg vidste også, at han havde madpakken med, så det var ok det første døgn.  

 

Amning gik galt fra starten  

Ingen af mine børn har haft vildt nemt ved at starte med at sutte. Med Wilbert var vi indlagt på hospitalet på grund af kejsersnit, og der havde vi bare en super sej sygeplejerske, som hjalp mig. Til sidst gav hun mig en suttebrik på, for nu skulle han bare have mad. Vi brugte suttebrikken de første to uger, og så smed jeg den bagefter.  

 
Tilbage på Riget  

Da vi kom hjem med Konrad, var jeg ret frustreret over, at han ikke ville sutte. Personalet på hospitalet havde ligesom fået indprentet hos mig, at jeg ikke måtte bruge suttebrikken. Og det er jeg faktisk lidt ked af. Hvis jeg bare havde fået lov til at føle, at det var okay at bruge suttebrikken, havde jeg undgået at skulle ind igen. Jordemoderen ringede nemlig om fredagen, og spurgte: ’Hvordan går det?’, og så sagde jeg, at han kun havde suttet to gange. Så sagde hun, at det ikke var godt nok, og hun ville gerne se ham. Vi tog over på Riget til en konsultation, hvor jordemoderen sagde at jeg ikke fik lov at gå hjem, før han kunne sutte. 

 

Fik ro til amning  

Jeg sad på et lille kontor i en lænestol i otte timer. Så kom der en jordemoder forbi engang imellem. De var ret søde. De sagde, at de ikke følte, de kunne sende mig hjem, selvom de ikke havde plads til mig, fordi Konrad ikke spiste nok,. De havde travlt, og der var ingen tvivl om, at det var helt crazy for dem at have mig siddende der. Jeg syntes, det var meget rart at få lov at sidde i lænestolen. Bare dét at jeg ikke skulle koncentrere mig om andet. Men jeg syntes også, det var svært med Wilbert, for han var ret forvirret. Vi kom hjem fredag formiddag, hvor han troede, at vi nu skulle hygge os. Men så skulle vi ind på hospitalet igen, og så kom vi først hjem sent om aftenen. 

 

Brugte sin erfaring fra første barn  

Hvis jeg havde været førstegangsmor, havde jeg ikke vidst hvor meget, de skulle sutte i starten. Den viden havde jeg kun, fordi jeg havde prøvet det før.  Denne gang lyttede jeg mere til mig selv og valgte at bruge suttebrikken, baseret på min erfaring med Wilbert. Efter jeg havde prøvet med udpumpning og sprøjte, tænkte jeg, hvorfor skal jeg sidde og pumpe ud for at give mit barn mælk med en sprøjte bagefter, når jeg ved at en suttebrik virker? Efter en uge brugte vi ikke suttebrikken mere, og i dag kører min amning heldigvis perfekt.  

 

 Se også videoen med Ise og Wilbert

 

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther

LeaveCOMMENT

  • Lind
    REPLY

    Jeg kan genkende alle de ting Marie-Louise fortæller, fra da min datter fik briller. Tak!

    april 8, 2019
  • Charlotte
    REPLY

    Sikke et godt interview – ligesom de andre 🙂 Tak!

    Jeg er nød til og høre hvor MLs strik er fra? Den ser lækker ud!

    april 10, 2019

Your email address will not be published. Required fields are marked *