”Hvis man har været igennem en livskrise, som et fertilitetsforløb for mange er, så har man brug for ekstra støtte” - TO THE MOON, HONEY

”Hvis man har været igennem en livskrise, som et fertilitetsforløb for mange er, så har man brug for ekstra støtte”

Det kan være slidsomt og overvældende at gennemgå et fertilitetsforløb. Samtidig kan det vælte selv den mest garvede projektleder omkuld, når medicintider, klinikaftaler og hormonindsprøjtninger overtager kalenderen. Ifølge Cecilie Jakobsen, der er medstifter af Wawa Fertility, mangler vi viden og samtale om fertilitet, og hun håber, at en ny app vil gøre det lettere at navigere igennem behandlingsjunglen.

 

Hvad er Wawa Fertility?

“Wawa kæmper for at skabe bedre forhold for kvinder og par i fertilitetsbehandling. Samtidig skaber vi viden og data, der kan være med til at forbedre behandlingen og måske sikre, at færre ender i fertilitetsbehandling i fremtiden. Lige nu arbejder vi på at opbygge et community for folk, der er i behandling og for deres pårørende. Og så har vi vores Wawa Fertility app, som er et støtteværktøj, der vedrører alt omkring fertilitetsbehandlingen. Ved at supportere processen mere holistisk kan vi være med til at skabe bedre resultater for dem, der er i behandling.”

“Vi vil gerne være med til at nedbryde de tabuer, der kan være forbundet med fertilitet og behandling, og derfor har vi også meget indhold omkring kommunikation til pårørende, venner og arbejdspladsen.”

Hvad er det for nogle udfordringer, som kvinder og par i fertilitetsbehandling står med? 

Den åbenlyse udfordring er selvfølgelig at have svært ved at få børn. Men desværre er det bare toppen af isbjerget. Ofte skal du tage en masse medicin, der kan give ubehag eller hormonelle udsving, og du skal måske igennem forskellige indgreb, der kan være både ubehagelige og stressende.” 

“For mange er det en livskrise at skulle i fertilitetsbehandling. 25% af dem, der er i fertilitetsbehandling, oplever stress, angst og depression, og der er en højere skilsmisserate blandt par der er i behandling.”

“Fertilitetsbehandling er også dyrt. Selvom vi i Danmark har tilbud til hjælp i det offentlige til det første barn, er der typisk lange ventelister her og en stor usikkerhed omkring, hvornår man kan komme i behandling.” 

Får man støtte og vejledning efter et endt behandlingsforløb?

Når du er blevet gravid – om du har været i forløb i tre måneder eller fem år, så bliver du sluppet ud i systemet, som alle andre gravide. Men desværre ser man flere efterfødselsreaktioner blandt dem, der har været i behandling. Hvis man har været igennem en livskrise, som et fertilitetsforløb for mange er, så har man ofte brug for ekstra støtte. Et af vores fremtidige projekter hos Wawa Fertility bliver derfor at skabe den rigtige støtte til kvinder, der er blevet gravide i fertilitetsbehandling, så vi sikrer, at også de får den bedste start på deres nye rejse som mor.”

To_the_moon_honey_sharing_is_caring_Un_Sådan_viser_du_omsorg-_For_en_veninde-i_fertilitetsbehandling
Læs også

Sådan viser du omsorg for en veninde i fertilitetsbehandling

Hvordan fungerer jeres app?

“Så snart man er blevet udredt og ved, man skal i behandling, kan man begynde at bruge app’en. Den genererer et personligt behandlingsoverblik og tager højde for den enkelte kvindes situation: Har man en diagnose? Er man solomor? Er det første gang i behandling? Assistenten i app’en sørger for at give de informationer, kvinden har brug for. Dette gælder både i forhold til, hvilken medicin man skal tage hvornår og hvordan, men også hvordan man bedst forbereder sig til møde med sin læge – eller hvordan man håndterer ventetiden, eller nogle gange skuffelsen.” 

Hvorfor er det vigtigt at nedbryde de tabuer, der kan være forbundet med fertilitetsbehandlinger?

Tabuet kan paradoksalt nok være med til at øge problemet. Fordi vi som samfund ikke er bedre til at informere om fertilitetsproblemer, og fordi mange familier ikke snakker om fertilitet indbyrdes, finder man ofte først ud af, at man enten har en fertilitetsdiagnose eller at der er noget genetisk i familien, når de man oppe i alderen.”

“Tabuet er også med til at gøre det sværere for folk, der er i behandling, at fortælle om det til venner og familie og dermed få den støtte, de har brug for. Et andet stort problem er, at der på mange arbejdspladser ikke er fokus på at skabe gode forhold for medarbejdere i fertilitetsbehandling, så de kommer bedre igennem behandlingen.”

Hvad har været det mest overraskende i arbejdet med fertilitet og -behandling?

“Det har overrasket mig, hvor lidt holistisk sundhedssystemet anskuer en behandlingsproces. Det er et helt menneske, der skal behandles, og der foregår meget mere for det menneske end en ægudtagning og noget medicin. Måske skal de tage nogle andre vitaminer eller noget andet medicin. Måske kæmper de med deres mentale helbred eller deres parforhold. Har de nok støtte omkring sig, og har de forhold på arbejdspladsen til at komme igennem en behandling? Vi ved, at hvis det hele menneske har det godt, så er der større chance for succes.”

Meet’n’greet

Cecilie Hvidberg Jakobsen, 30 år, mor til Nora på tre år og Wilfred Bille på to år og CEO og co-founder i Wawa Fertility. Wawa Fertility blev stiftet i 2020 og består i dag af et team på syv medarbejdere. Wawa drives af Cecilie og hendes to partnere Barbara Saouma og Jonathan Mcallister.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.